Læsetid: 4 min.

Kærlighed eksisterer ikke i Cuba

24. november 1998

Cuba er blevet et caribisk Mekka for midaldrende mænd på jagt efter billig og ung sex

DERUDE
"Tienes fuego?"
Jeg vågner med et sæt og vender mit hoved mod solen. Mine øjne møder en minimal bikini indeholdende en kvinde. Bikinien har taget opstilling ved min liggestol på stranden.
"I mean do you have any fire?"
Hun tager en cigaret frem og putter den i munden for på den måde at legalisere henvendelsen.
Måden hun stikker sætter cigaretten fast i læberne, alt i mens hun med lukkede øjne sænker hovedet ned mod mig afslører, at det ikke er ild hun er ude efter.
"No tengo," lyder mit svar, der ser ud til at overraske hende.
Hun spærrer øjnene op, men lader sig ikke distrahere og fortsætter sin jagt på min opmærksomhed.
"Where are you from?"
Hun har droppet smøgen, men gør nu tegn til at ville sidde på liggestolen. Jeg flytter benene, men undlader at svare.
"My name is Maria."
Hendes stemmer er feminin og rummer en intensitet, der nænsomt og stædigt kærtegner min manddom. Jeg er ikke i tvivl om, at Maria har spurgt om ild hundredvis af gange før. Hun har helt sikkert også haft held til både at få ild og opmærksomhed fra andre af mine mandlige kolleger.
Maria er nemlig en af de mange tusinde jineteras, som lever af at være sammen med turister i Cubas hovedstad Havana. En jinetera er det spanske ord for en kvindelig rytter. I de seneste år efter at turismen har fundet vej til Cuba har Havana forvandlet sig til Caribisk sex-mekka, hvor besøgende turister konstant jagtes af kvinder, der tilbyder billig og ung sex.
Og de er der overalt. På stranden, på hotellet, på gaden, hele tiden på udkig efter et hvert lille blik, der kan gengælde deres interesse.

Ingen kærlighed i Cuba
Men hvad driver alle disse piger til at sælge sig selv til turister? Ja, nogle gør det for spændingen, nogle for pengene og endelig er nogle, som gør det med det formål at komme ud af landet.
"De ser det som deres eneste mulighed og det er det måske også. Personligt ville jeg dog aldrig gøre det," siger Fransesca Moraz, der arbejder som frisør i udkanten af Havana.
Selvom hun aldrig selv kunne finde på det, har Fransesca mange veninder, der lever et dobbeltliv som jinetera om aftenen og cubansk lønslave om dagen. Gennemsnitslønnen for en cubansk arbejder ligger på mellem 20 og 30 dollar - om måneden - det er det samme som mange af Havanas jineteras tjener på en enkelt nat med en turist.
De billigste og yngste finder man på El Maricon, Havanas berømte strandpromenade, hvor mange af dem under 20 år og prisen knap ti dollar. De dyre jineteras frekventerer diskotekerne på de internationale hoteller som eksempelvis Havana Libre, det tidligere Hilton.
"Men mange af pigerne er skam kloge og intelligente piger. De har læst et par år på universitet, og ved hvordan man skal konversere med udlændinge. Ja, mange er derfor ret gode til engelsk," siger Fransesca. Selv er hun fra en tid, hvor det at læse engelsk ikke var velanset.
Mange jineteras lever en form for dobbeltliv, idet de har en cubansk kæreste ved siden af deres 'arbejde' om natten.
"På en måde kan man sige, at kærligheden ikke længere eksisterer i Cuba. Som turist skal du i hvert fald ikke regne med at møde den," siger Fransesca.

Stak af med patienten
Men det er ikke kun de cubanske kvinder, der i turisterne ser en mulighed for at kunne give deres liv en radikal drejning og muligvis gøre en ende på et liv i fattigdom.
Fransesca Moraz blev skilt for tre år siden. Hendes mand, som på det tidspunkt arbejde som læge, stak af med en spansk turist, der skulle behandles på det hospital, hvor han arbejdede. I dag er han gift og lever i Spanien, hvor en læge tjener det samme i timen som en cubansk læge tjener om måneden.
"Han tog hende ikke på grund af kærlighed. Han tog hende, fordi han ville ud af landet. At blive gift med en udlænding er mange gange den eneste mulighed for at komme væk," siger Fransesca, der et eller andet sted godt forstår eks-manden. Selv om hun ikke selv kunne finde på at gøre det samme, hvis der ikke var kærlighed med.
"Desuden er jeg også ved at være en gammel kvinde. Hvis en udlænding vil have en cubansk kæreste, så tager han jo nok en yngre model," siger hun og sender et skævt smil til mig.
Selvom Fransesca er en attraktiv kvinde, er jeg sikker på, at hendes ærlighed vil få det svært i Havanas sexmarked, hvor kærlighed kan købes for penge
"Were do you live?"
Maria har ikke opgivet håbet om at få kontakt.
"Listen, I think you are nice, but I will never pay for sex, so I think you got the wrong man."
Sikkerheden i min stemme kan ikke være til at tage fejle af.
"Okay, I just wanted to talk a little."
Hun rejser sig og fortsætter videre ned af stranden indtil den næste liggestol. I det jeg vænner mig om, hører jeg i det fjerne en stemme spørge om ild.
Jeg føler mig et overbevist om, at kærlighed ikke eksisterer i Cuba.
Men det gør Maria.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her