Læsetid: 6 min.

Kan vi ikke privatisere et eller andet?

26. november 1998

Frankrigs socialistiske regering sætter rekord i privatiseringer, og den nuværende venstreregering har snart privatiseret for næsten lige så mange milliarder som de tre foregående højreregeringer tilsammen

Jospin
PARIS - Intet forekommer i dag mere fortidigt i forhold til den politiske debat end nationaliseringer. Men engang kunne en bladtegner rammende fremstille nogle britiske Labour-ministre, der hilser en strålende solskinsdag med det spontane udbrud: "Hvilken pragtfuld dag! Kan vi ikke nationalisere et eller andet?"
Det var i London under den første britiske efterkrigsregering. I Paris ca. 50 år senere burde en eller anden måske tegne Lionel Jospin og hans socialistiske ministre i en tilsvarende situation, men med en lille ændring i teksten: "Kan vi ikke privatisere et eller andet?"
De franske socialister havde endnu i begyndelsen af 1980'erne den samme glubende appetit på nationaliseringer som Labour i sidste halvdel af 1940'erne, men i dag sætter regeringen Jospin simpelthen rekord i privatiseringer.
Kvantitativt kan det opsummeres kort: Den nuværende venstreregering har snart privatiseret for næsten lige så mange milliarder som de tre foregående højreregeringer tilsammen. Chirac (1986-88) tegnede sig - i omtrentlige tal - for 83 mia. kr., Balladur (1993-95) for 131 mia. kr., Juppé (1995-97) for 46 mia. kr.
Men inden den fylder to år, vil regeringen Jospin have privatiseret for 242 mia. kr. - næsten halvdelen af den samlede værdi på 500 mia. kr. af samtlige privatiseringer.

Socialistisk bagage
Det burde måske være nok til at ramme en pæl igennem den udbredte påstand, at Lionel Jospin skiller sig ud blandt 1990'ernes socialdemokratiske regeringschefer i Europa som særlig dogmatisk og hyllet i fortidens socialistiske ideer om statslig økonomi.
Nationaliseringerne udgjorde netop en tung del af den traditionelle socialistiske bagage. Det var et princip, som det sovjetiske system ('den reelt eksisterende socialisme') havde tilfælles med de socialistiske ideer i flere vestlige lande, og som delvis blev ført ud i praksis i Frankrig og England.
Den første nationaliseringsrunde blev iværksat i Frankrig af Folkefrontsregeringen i 1936. Efter Anden Verdenskrig gennemførte Labour-regeringen nationaliseringer i England, men det samme gjorde iøvrigt de Gaulles befrielsesregering i Frankrig (Renault).
I 1970'erne valgte det franske Socialistparti under Mitterrands ledelse en traditionel, doktrinær kurs i samarbejde med Kommunistpartiet. Resultatet blev en bølge af nationaliseringer i kølvandet på Mitterrands og socialisternes valgsejr i 1981.
Da den offentlige sektor var på sit højeste i 1985, omfattede den syv af Frankrigs 10 største industrikoncerner, de største banker og forsikringsselskaber plus kul, elektricitet, gas, jernbaner, færger, lufthavne og flyselskaber m. m.

Lavineagtig udvikling
Siden den borgerlige valgsejr i 1986 har den offentlige sektor været under hastig afvikling, og socialisterne skyndte sig at fjerne nationaliseringerne fra deres program.
Nationaliseringerne gled lige så stille ud af den ideologiske debat. Fra 1988 accepterede socialisterne privatiseringerne - dog uden ligefrem at sætte dem på deres eget partiprogram. Men efter Jospins valgsejr i 1997 har privatiseringerne oplevet en lavineagtig udvikling.
Samtidig er ordet privatisering dog forsvundet fra regeringens ordforråd. Det hedder "åbning af kapitalen", og således er det også blevet muligt for den kommunistiske koalitionspartner at sluge kamelen.
Den statslige Privatiseringskommission blev tidligere i år omdøbt til 'Kommissionen for deltagelser og overførsler' - det lyder klodset, men har den fordel, at det skjuler sandheden...

Juppé-projekter fuldført
Det var måske også nødvendigt at ændre varebetegnelsen, for i en fælles erklæring forud for valget i 1997 havde Socialistpartiet og Kommunistpartiet fastslået, at de agtede at standse de påbegyndte privatiseringer af France Télécom, Thomson og Air France. De to første er blevet gennemført af regeringen, og den tredie er på vej.
Chirac nåede som regeringschef at denationalisere ca. 30 selskaber, heriblandt den kemiske koncern Saint-Gobain, tv-stationen TF 1 og nogle af de største banker. Balladur fik solgt bl.a. giganter som olieselskaberne Elf og Total, kemikoncernen Rhône-Poulenc og de store statslige forsikringsselskaber.
Juppé, der blev berygtet for sin autoritære facon og sine hemmelige fremgangsmåder, kørte fast i sine største privatiseringsprojekter - France Télécom, elektronikgiganten Thomson, Air France m. fl. Den pragmatiske og realistiske Jospin, der er kendt for sin evne til at forhandle sig frem, lytte til alle parter, vinde tillid og overbevise, har inden for et år fået ekspederet alle de projekter, som Juppé knækkede halsen på.

Forrygende start
Jospins privatiseringsrunde fik en flyvende start. Næppe var han rykket ind i premierministerkontoret, før han gav grønt lys for salget af en fjerdedel af France Télécoms kapital.
Derefter blev Thomson Multimédia, Thomson-CSF, forsikringsselskabet GAN og tre af de statslige banker helt eller delvis privatiseret og mindre dele af statslig kapital i en hel stribe af selskaber afhændet.
For tiden går det stærkt. Den anden etape af France Télécoms kapital er udbudt til offentligt salg i form af aktier, og denne del ventes at skaffe 40 mia. kr. til statskassen og 23 mia.kr. til selskabet.
Inden sommeren 1999 følger kæmpebanken Crédit Lyonnais (henved 30 mia. kr. til staten), halvdelen af Air France (ca. 12 mia. kr.), 20-30 procent af den fusionerede fly- og elektronikgruppe Aerospatiale-Dassault-Matra (12-18 mia. kr.) og banken Crédit Foncier (4,5 mia. kr.).
Mens der omkring nationaliseringerne i 1981-82 var skænderier i den socialistisk-kommunistiske lejr om, hvorvidt staten skulle være ene ejer eller kunne nøjes med 51 procent af kapitalen, har man fundet en ny fleksibilitet i forbindelse med privatiseringerne.

Presset af EU
Der er tale om alle mulige grader af 'åbning af kapitalen', glidende overgang og fremadskridende privatisering. Den nøjagtige situation er således uoverskuelig, kun tendensen er klar. I tilfældet Air France reducerer staten i første omgang sin deltagelse fra 93 procent til under 55 procent.
Nogle af de firmaer, der blev nationaliseret under Mitterrand, blev fortræffeligt ledet som statslige selskaber og var i perfekt og rentabel stand, da højrestyret solgte dem til private. Men i andre var der sløseri, fejlinvesteringer og kæmpetab - værst i Crédit Lyonnais, hvis tab er af størrelesordenen 150 mia. kr.
Disse skandaler har svækket tilliden til den allestedsnærværende stat og stimuleret privatiseringsviljen.
Et andet forhold, der har presset de socialistiske regeringer, er forpligtelserne inden for EU.
Kommissionen i Bruxelles har kun givet Frankrig tilladelse til nødvendige statslige kapitalindsprøjtninger i selskaber som Air France og Crédit Lyonnais mod løfte om, at de ville blive privatiseret i nær fremtid.

Industriel strategi
Regeringen forsvarer sig også med, at man ikke simpelt hen "sælger ud af statens ejendom for at pynte på budgettet - som højreregeringerne", men privatiserer som led i en industriel strategi, en industripolitik.
Det er takket være åbningen af kapitalen, at de store franske koncerner bliver i stand til at indgå alliancer i Frankrig og udlandet, hvilket er nødvendigt for deres overleven og vækst, lyder argumentationen.
Det er særlig tydeligt inden for fly- og elektronikindustrien - og dermed rustningsindustrien - hvor en omfattende restrukturering finder sted.
Statsejede virksomheder er isolerede, og statslig deltagelse i kapitalen er mere og mere ildeset i det internationale erhvervsliv.
Et særlig tungtvejende eksempel er konsortiet Airbus, der skal omdannes til aktieselskab, men hvor de britiske og tyske deltagere, Dasa og British Aerospace, er på vej til en alliance, der vil isolere det franske Aerospatiale. De kræver, at staten skal trække sig helt ud af dette selskab.

Tys-tys
Det er lykkedes Jospin at overbevise kommunisterne om nødvendigheden af den industrielle strategi via 'åbning af kapitalen'.
De fleksible formler gør det muligt for den kommunistiske trafikminister, Jean-Calude Gayssot, at undgå at lægge navn til noget så kættersk som 'privatisering' af Air France...Tys-tys!
Men i udlandet bør det siges højt, at de socialistiske regeringer i Frankrig faktisk liberaliserer den franske økonomi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu