For første gang i de europæiske fællesskabers historie, består den fransk-tyske motor af to socialdemokratiske regeringer, der er på bølgelængde
Dominique Strauss-Kahn ligner en rigtig Wirtschaftsminister - tung og firskåren som Adenauer-epokens Ludwig Erhard, et legemligt udtryk for soliditet og stabilitet. Og så kan han tale tysk - selbstverständlich, når man er så begavet som DSK, men i øvrigt en sjældenhed blandt franskmænd.
Og trods sit halvtyske navn og de 'tyske' egenskaber, han tillægges, er Strauss-Kahn franskmand og fransk økonomi- og finansminister.
Han tyske kollega er lige så hybrid - og har selvfølgelig et fransk efternavn... Finans- (og næsten de facto økonomi-) minister Oskar Lafontaine - Lafo mellem tyskere - er fra grænseprovinsen Saarland, og han har et indgående kendskab til Frankrig og det franske sprog.
Med lidt forenkling - og ikke uden risiko for at overdrive - kan man udbygge dette sjældne billede af symbiose i et fransk-tysk par. En fransk minister, der er germanofil. En tysk, der er frankofil. To ministre, der kender hinandens sprog. En fransk minister, der er kendt for at være konsensuel - som skyr risikable eksperimenter og inderst inde hylder forsigtighed og ortodoksi. Som bøjer af i stedet for at insistere, som lytter til tyske synspunkter og respekteres af tyskerne. Heroverfor en tysk minister, der er kendt for en vis gallisk aggressivitet, store armsving og skarpe synspunkter - men somme tider af meget begrænset varighed.
Det sjældne ved situationen beror ikke blot på disse tilfældige sammentræf på det personlige plan. Det er første gang i de europæiske fællesskabers historie, at den fransk-tyske motor består af to socialdemokratiske regeringer, der er på bølgelængde, og at de to landes finansministre ikke alene er af samme partifarve, men udgør et venskabeligt makkerpar.
Det tætteste parløb
Det er måske det tætteste partnerskab på højt niveau i den fransk-tyske akse siden Valèry Giscard d'Estaing og Helmut Schmidt, der først kørte parløb som finansministre, og senere i 1970'erne som henholdsvis præsident og forbundskansler.
Giscard og Schmidt var perlevenner og kunne tale sammen (på engelsk!) i timevis, men de var ikke partifæller. De var knyttet sammen i en moderat, centrumorienteret politik og en stærk vilje til udbygning af det europæiske fællesskab. Desuden i gensidig beundring og en fast overbevisning om egen fortræffelighed.
Erfaringen viser, at fælles partifarve ikke er afgørende. Så længe François Mitterrand var ved magten, var der et spændt forhold mellem det tyske SPD og det franske PS. Willy Brandt og hans åndelige efterkommere - som Lafontaine hører til - havde ikke meget tilfælles med mitterrandismen, og Lafontaine var i spidsen for den fløj, der kæmpede for afspænding og mod raketoprustning, og som rettede en sønderlemmende kritik mod den franske atompolitik, mens Mitterrand demonstrativt støttede CDU-kansleren Helmut Kohl i den oprivende og langvarige strid om opstilling af nye mellemdistanceraketter.
Siden Lafontaine i 1995 blev formand for SPD, er forbindelserne med PS blevet intensiveret, og det er ikke mindst hans fortjeneste, at de to partier politisk har nærmet sig hinanden. Venskabelige forbindelser har udviklet sig på det personlige plan, og det fornemste eksempel er Lafontaine og Strauss-Kahn.
Politisk står de hinanden nær som tilhængere af en mere eller mindre keynesiansk vækstpolitik og en vilje til at hævde regeringernes politiske handlefrihed over for centralbankernes monetære disciplin - kort sagt at give kampen mod arbejdsløsheden topprioritet uden at sætte stabiliteten over styr.
Lafontaine siger, at Europa bør følge eksemplet fra USA, hvis "makroøkonomiske styring" han fremhæver - den rette blanding af monetær politik, budget- og indkomstpolitik, der har ført til en varig fremgang i vækst og beskæftigelse. På det praktiske plan er Lafontaine og Strauss-Kahn måske ikke enige om alt, men for første gang kan der nu opstå en motor i EU, der ikke blot er tysk-fransk, men tillige socialdemokratisk.
De to ministerkolleger er nogenlunde jævnaldrende og i dag centralt placeret i EU. Dominique Strauss-Kahn, 49, er professor i økonomi. Han er også uddannet i jura og politisk videnskab, og han var i en årrække en meget efterspurgt forretningsadvokat. Han var kommunist i sin ungdom og kom ind i PS via partiets venstrefraktion. Strauss-Kahn blev første gang valgt til Nationalforsamlingen i 1986, var formand for Finansudvalget 1988-91 og industriminister 1991-93, blev kendt som kritiker af den ortodokse fastkurs-politik, forkæmper for vækst og snart en af de mest indflydelsesrige personer i partiets ledelse - en økonomisk autoritet og en utrættelig debattør.
Som teoretiker er han alsidigt inspiret - lidt Marx, lidt Keynes, lidt Schumpeter osv. Strauss-Kahn er kendt for sine sindige udlægninger, hvor sagen ses fra alle sider, og sin flegmatiske piberygende optræden, men også som en morsom selskabsmand og charmør. Han spås en fremtid som premierminister, men hvad præsidentposten angår, siger han selv, at han med sit jødiske efternavn nok ingen chance har...
Snart efter hans udnævnelse til økonomi- og finansminister i sommeren 1997 kunne man i diplomatiske kredse høre Strauss-Kahn omtalt som den nye sværvægter i EU's ministerråd, en mand med pondus og med en blandt franske politikere sjælden evne til at tækkes tyskerne.
"Når Theo Waigel forlader scenen, og når en SPD-regering står uden en tilsvarende erfaren og indflydelsesrig skikkelse, stiger Strauss-Kahn til tops som den 'centrale' finansminister i EU," lød bedømmelsen.
Barometret står på harmoni
Det var måske at gøre regning uden Lafontaine, for han er som partiformand og mangeårig socialdemokratisk forgrundsfigur en politisk sværvægter af en meget aktiv type. Han repræsenterer også det største og økonomisk stærkeste land.
Tilbage bliver, at hans franske kollega i dag har et forspring på halvandet år og måske også vejer lidt tungere i det almindelige omdømme som økonom og som international forhandler. Men i øjeblikket står barometret ikke på magtkamp, og hvis det viser sig, at den politiske harmoni mellem de to er holdbar, aftegner muligheden sig for et fransk-tysk parløb af en helt ny art.
Oskar Lafontaine, 55, er fysiker af uddannelse, men han har i mange år kastet sig over økonomien med stor appetit. I en sådan grad, at han har fået et ry, også blandt sine partifæller, for at optræde som alvidende og docerende - han omtales ironisk som "Verdensøkonomen".
Som politiker udmærker Lafontaine sig ved en temperamentsfuld og kompromisløs stil, og han ankom til sit nye ministerium fuld af ambitiøse reformprojekter for økonomien - den tyske, den europæiske og den globale. Han krævede rentenedsættelse, og han angreb Forbundsbanken og dens "ufejlbarlighedsdogme". Men i løbet af få uger har han skruet tonen og ambitionerne ned. Rygterne om, at han er kandidat til posten som formand for EU-Komissionen, afviser han i øvrigt som "absurde".
I tysk politik har Lafontaines karriere allerede toppet, og han led et sviende nederlag som kanslerkandidat ved valget i 1990, da han kritiserede genforeningens tempo og metoder - en kritik, der nok senere har vist sig berettiget, men hvis holdbarhed han ikke var i stand til at overbevise flertallet af tyskerne om. Lafontaines politiske kurs er i øvrigt ikke entydig.
Han regnes blandt dem, der repræsenterer partiets sjæl, mens Schröder er den mere pragmatiske hjerne (svarende til den gamle rollefordeling mellem Brandt og Schmidt). Men Lafontaine er ikke en gammeldags venstrefløjs-socialist. Han vil gerne optræde som 'modernisator', og for få år siden var det ham, der blev stemplet som "arbejdsgivernes ven", da han distancerede sig fra den traditionelle fagforeningspolitik og bl. a. foreslog forkortelse af arbejdsugen uden fuld opretholdelse af lønnen.
Strauss-Kahn kritiseres fra venstre for at være for generøs over for arbejdsgiverne i sin skattepolitik og for at konfiskere de stigende statsindtægter under det økonomiske opsving - med andre ord at satse for stærkt på mindskelsen af budgetunderskuddet på bekostning af sociale reformer.
Lafontaine har måttet styre mindre til venstre, end han først lovede, og sigte mod Schröders 'nye midte'. Det nye i forhold til de foregående højreregeringer er, at begge satser på en vækstpolitik ved stimulering af den indenlandske efterspørgsel.
På den europæiske front har Lafontaine - i et interview i Le Monde - slået til lyd for, at den Europæiske Centralbank skal "udnytte sit spillerum til at bekæmpe arbejdsløsheden". Han peger på nødvendigheden af en tæt koordinering af den økonomiske politik inden for eurozonen - og en koordinering af lønpolitikken for at undgå konkurrence om de laveste lønninger.
Lafontaine har også foreslået et interventionssystem, der skulle sikre euroen mod en ufordelagtigt høj kurs i forhold til dollar og yen - og dermed sikre væksten i Europa - men det stødte på modstand hos Strauss-Kahn og blev afvist af centralbankerne. Dette fremgik af det halvårlige møde i det tysk-franske økonomi- og finansråd i Bonn den 16. november - en slags konfrontation mellem de to landes ministre på den ene side og centralbankcheferne på den anden.
Lafontaine, der i sidste måned angreb Forbundsbanken i kraftige vendinger, forsikrede ved dette møde, at han ingenlunde agtede at anfægte centralbankernes uafhængighed.
Le Monde noterede mødets resultat i overskrifter som "Lafontaines kovending" og "Den tyske finansminister underkaster sig den finansielle ortodoksi".
Bortset fra, at en tysk finansminister ikke plejer at "underkaste sig" ortodoksien, men at kræve den, er alt således omtrent ved det gamle. Inflationen er besejret, men den skal stadig bekæmpes.
Parløbet mellem 'Lafo' og 'DSK' er kun lige begyndt. Kursen er forsigtig. Man fornemmer et ekko af det veltjente kristelig-demokratiske slogan fra Forbundsrepublikkens barndom: Keine Experimente!
