Læsetid: 6 min.

Det Kgl. Udfald

14. november 1998

Intermetzo
Det er godt nok en underlig tanke at forestille sig det Kgl. teater uden teater. Men skal man forstå kritikerne - de såkaldt førende på de store dominerende dagblade anført af nestor Kistrup, som bestemt ikke er kendt for at vandre ad ensrettede stier, endsige bevæge sig ind i snævre lokaliteter uden overskuelige udgange - er tiden oprunden, hvor der næppe er mening i at tale om et fungerende teater.
Den nuværende ledelse, hvis fremtid som sådan formentlig må være overskuelig, har malet sig op i et hjørne, hvorfra den sceniske kunst ikke mere kan forvaltes overbevisende.
Kritikerne peger på et dramatisk repertoire, der ganske vist prisværdigt tilgodeser splinterny dansk dramatik - og ny dramatik i det hele taget - men som til gengæld har vanskeligheder ved at overbevise kvalitativt.
Dramachefen, synes vist alle, er et sympatisk menneske og i øvrigt en kunstnerisk leder, der ofte er gået en vanskeligere vej, end teaterfolk oftest bryder sig om. Men - stadig ifølge påfaldende enslydende kritikerne - er dette langtfra tilstrækkeligt.
Det Kongelige Teater må selvsagt også kunne leve op til forpligtelsen over for klassikerne. Eller forpligtelsen over for publikum til at opretholde den historiske dimension i scenekunsten. Uden rødder i den litterære fortid ingen nutid eller fremtid. Det siger sig selv, og kommer jo også til udtryk i teatrets andre to kunstarter.
Uden et ordentlig skud Bournonville ingen dansk ballet, siger kendere, hvad jo så også synes at være det gamle stolte kompagnis hovedpine. Eller forstuvede fod. Thi balletten er og i krise.
Med operaen giver det sig selv: at man lægger hovedvægten på et tilbageskuende, forankret repertoire, som på den anden side tilsvarende med den øvrige dårligdom også synes at vakle stadig mere usikkert over brædderne. Store satsninger, som teatret tidligere varslede, er taget af plakaten. Kræfterne - eller hvad det var - slog ikke til. Dog må man medgive huset at det stadig kan præstere glimrende operaforestillinger, skønt det jo alligevel som regel lyder forsnævret, fordi Gamle Scenes rum er forkert og for lille. Rent sang- og spillemæssigt behøver der imidlertid ikke være alverden i vejen med den Kongelige Operas forestillinger i forhold til præstationer i større lande. Behøver.
Men hvad angår udgangspunktet for disse betragtninger, skal man som almindelig publikummer uden kritisk sagkundskab - sådan set da - ikke opholde sig mange sammenlagte minutter i selskab med Kgs. Nytorvs dramatiske tilbud, før man er klar over den er gal.
Imidlertid er det jo ikke bare repertoiret, ensemblet er sandt at sige også problematisk. Ikke den enkelte spiller, men holdet som helhed betragtet. Ensemblet. Det kan hænge sammen med, at der ikke i årevis for alvor er blevet taget stilling til, hvad der skal spilles. Og hvorfor. Her ligger dyret utvivlsomt.
Som Frederik Dessau siger, er teater et spørgsmål om liv eller død. Der er ingen mellemveje. Dem er vi ikke interesserede i. Eller i mellemregningerne. Alle, der ikke hjemmefra er hjernelammede enten af at se for meget fjernsyn, eller fordi de er det, går i teatret, når de går der, for netop at få denne liv eller død oplevelse.

De øjeblikke, hvor røven pludselig ikke føles i sædet, men tilskueren får en såkaldt "sjælen ud af kroppen oplevelse" er vel kunstartens mål og mening. Denne alforglemmende stjernestund, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion ikke er til at skelne. Med mindre man ikke har drukket sig sanseløs inden tæppehejs, fordi man ved hvad der venter én, går enhver teaterbegejstret hjertens gerne til sagen med nøgtern forhåbning om det store øjeblik. Det var netop dette fænomen, teaterledelsen og dens propagandaapparat for nogle år siden havde fat i og lancerede som: de store øjeblikke.
Disse øjeblikke - var den annoncerede påstand i et årsprogram med hul i fortæppet og meget andet markedspjank - nærmest skovlede teatret, så såre de hev Akropolistæppet op, ud i knolden på publikum. De store øjeblikke, godaw do.
Teaterchefen blev smækfornærmet, da vi her i bladet opponerede mod denne vulgære og direkte misvisende måde at præsentere den statsligt understøttede scenekunst på.
De store øjeblikke er som antydet ikke noget der indtræffer, fordi en teaterpressechef skal gøre opmærksom på sig selv. Den beskrevne oplevelse er desværre ikke én der viser sig, blot fordi man har løst billet eller tegnet ét af teatrets abonnementer i et i øvrigt skandaløst abonnementssystem. Eller når man i kraft af sin ophøjede rolle i dansk presse kommer ind som gratist til en forpremiere. (For nu at være helt præcis og ikke alt for utaknemmelig).

De store øjeblikke i kunsten kan, det siger sig selv, tælles på et beskedent antal fingre. Som regel er der ét eller andet i vejen. Eller flere ting på én gang. Enten med én selv eller som regel med teatret og forestillingen. Det er jo faktisk også derfor man bliver ved med at forsøge det fuldendte. Trangen til netop dét driver værket.
Det fortælles apropos om B. S. Ingemann af Troels-Lund i hans mesterværk, Bakkehus og Solbjerg, at den senere salmedigter på et tidligt tidspunkt opgav at skrive for scenen, skønt han var en feteret skuespilforfatter og tjente pænt på det. Fordi han simpelthen ikke kunne holde ud at tingene netop så sjældent lykkedes, som han fordrede. Ingemann sad som oftest uroligt i sin loge, nærmest som på gloende kul, og led alverdens kvaler, fordi det altid på én eller anden måde gik skævt på scenen nedenfor. Da den døde munk i dramaet Masaniello skulle bæres ud af scenen, hørte alle i hele teatret lige så tydeligt liget hviske til de ubehændige statister, der fungerede som ligbærere, og som vistnok med et brag havde tabt deres byrde aftenen før: "To ved fødderne og to ved hovedet!". Publikum jubel var endeløs, hvad den til Ingemanns fortvivlelse også var ved synet af en højst selvstændig teaterkat, der i et højtideligt replikskifte pludselig viste sig på scenen, eller teaterskrædderen hvis ben man pludselig kunne se forneden i havet i baggrunden. Hir, hir, væk var det store øjeblik. Ingemann orkede efter flere af den slags nervenedbrydende oplevelser ikke yderligere at spænde sine forventninger til de store øjeblikke, nægtede som sagt at skrive mere for teatret og kastede sig i stedet over lyrikken. Formentlig en beslutning Fredrik sekstal modtog med lettelse, da denne glædesløse Majestæt med sin strenge militære baggrund og mådelige forstand dybest set afskyede kunst og teater i særdeleshed. Så var der da én teaterskrædder mindre at lide under.
Måske Frederik inderst inde - uanset de overskuelige åndelige ressourcer - også har erkendt de lange mellemrum mellem store øjeblikke og ville have hugget hovedet af den nuværende teaterledelse for dens letsindige omgang med den kunstneriske sandhed.
Eller sendt den til Christiansø - over til doktor Dampe. Så kunne den selv sidde dér og glo på sine store øjeblikke.

Når klummisten igen hiver denne sag frem, er det ikke for at triumfere med: hvad sagde vi! Det er det nu også, man skal jo heller ikke gøre sig bedre end man er. Men først og sidst er det nu for at påpege den ansvarsbefriede sorgløshed, som Anne Wivel har kaldt fænomenet - sorgløsheden der i disse og foregående år greb de managementstyrede kunstneriske institutioner med det Kgl Teater i absolut frontposition.
Den samme sorgløshed der greb institutionen i dennes iver efter at bygge et nyt teater uden på noget tidpspunkt seriøst eller overbevisende at kunne redegøre for dets indhold. Tju bang skal du have! bare vi får noget, der ser flot ud på Kgs. Nytorv - og det gjorde det jo for så vidt - så skal det nok gå altsammen. Men det går sgu ikke altsammen. Sådan spiller den gamle lirekasse ikke. Nu ser det - som antydet - ud til at den mere kvalificerede teateropinions timeglas er ved at rinde ud for det Kgl. Noget må ske.
Indlysende kunne det være at dele dette historisk rørende men ganske utidssvarende sammensurium af kunstarterne op og give dem hver deres selvstændige ledelse og eget hus, statsligt støttet i alle legemsdele selvsagt.
Der er ingen vej uden om, selvom det gør ondt i gamle kunstneriske ambitioner om totalteatrets fortryllende muligheder, og gør av i tradition og i pietet. Men eftersom alligevel ingen af delene tilgodeses forsvarligt i repertoire og snart sagt heller ikke i udførelse, kan dét ikke i længden være et holdbart argument mod nationalteatrets radikale og livsnødvendige fornyelse.
(Tæppe og langt bifald.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu