Læsetid: 2 min.

K'nyt

7. november 1998

Danske designere tegner nyt Titanic
*Det danske skibsdesign-firma Olsen Design er ved at tegne et nyt Titanic for et sydafrikansk/britisk rederi, skriver Ingeniøren. Olsen Design har fået de første tegningsudkast godkendt af rederiet, og arbejder nu videre med mere detaljerede stål- og konstruktionstegninger, som skal danne basis for en sikkerhedsmæssig godkendelse af skibet. Byggeprisen for skibet lyder indtil videre på godt tre mia. kr. Selve konstruktionen af det gode skib forestås af værftet Harlang og Wolff, der byggede det oprindelige Titanic. Det nye Titanic bliver med sine 290 gange 32 m. længere og bredere end det gamle. Forventet jomfrurejse i 2001.

Dansk design til Australien
*Dansk arkitektur og design er på vej til Australien med en stor vandreudstilling i forbindelse med et kulturudvekslingsprogram. Udstillingen omfatter omkring 50 eksempler på nutidig dansk formgivning, foredragsturneer og workshops i Australien, hvor danske formgivere deltager. Udstillingen "The Danish Wave" har været forberedt gennem et par måneder af Dansk Arkitekur Center og Det Danske Kulturinstitut. "The Danish Wave" præsenteres første gang i Melbourne fra den 25. marts til den 30. april og fortsætter derefter rundt i landet til sidst i august. Indtil den 29. november kan udstillingen ses "The Danish Wave" hos Dansk Arkitektur Center i Gammel Dok i København.

Kæmpeunderskud i Kolding
*Kunstmuseet Trapholt i Kolding er i store økonomiske vanskeligheder. Hvis det går godt resten af året, får kunstmuseet et underskud på næsten to mill. kr., skriver JyskeVestkysten. Underskuddet skyldes et voldsomt misforhold mellem budgettet og de store udstillinger. Der var sat 800.000 kroner af til udstillinger på Trapholt i år, men der er indtil videre brugt 1,9 mill. kr. Desuden ligger stadig ubetalte regninger fra de to store arkitektur-udstillinger i 1998, Ray & Charles Eames og Verner Panton. Årets udstillinger kommer i alt til at koste 2,3 mill. kr.

Kulturpris til Jakob Stegelmann
*Børnebibliotekarernes faggruppe uddeler i dag sin årlige kulturpris. Modtageren er Jakob Stegelman, der ikke mindst får den for sit snart 10-årige virke som redaktør og studievært for tv-programmet "Troldspejlet", men i det hele taget for hans "engagerede formidling af nye medier for børn," hedder det i begrundelsen.

Designpris til Pelikan
*50.000 kr. fulgte med hæderen, da Dansk Designråds Årspris i går blev tildelt gruppen Pelikan. Det er de industrielle designere Niels Gammelgaard og Lars Mathiesen, der stryger gevinsten for både stole, S-tog og en robust trehjulet cykel til børn. Samtidig fik Eva Wiborg Lange Erik Herløws Rejselegat for sit arbejde med webdesign.

Nobel beskyldes for pop
*Den norske operachef Bjørn Simensen beskylder året Nobel-koncerti Norge for at være en "kulturel skandale", som ikke ville finde sted andre steder end
i Norge. Simenn er opbragt over, at arangørerne har hentet bestilt en række internationale popnavne, bl. a. the Cranberries og Elton
John. "Man burde have brugt et andet koncept, som giver mere opmærksomhed til norsk og nordisk kultur," siger Simensen til Reuters bureau. Nobelinstituttet afviser kritikken og påpeger, at de norske indslag er vigtige. Bl.a. vil den norske popgruppe Aha blive gendannet ved årets Nobelkoncert.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her