Læsetid: 2 min.

K'nyt

19. november 1998

ARTE advarer mod besparelser
*ARTE lever og har det godt. Det fremgik af bestyrelsesformand Søren Hansens tale på årets repræsentantskabsmøde. Men besparelser kan få katastrofale følger, sagde han med henvisning til Rialtoteatrets manglende tre en halv millioner, de seks millioner kroner, Arken mangler, og de 10 millioner kroner, Teaterrådet kommer til at mangle i næste sæson.
"Derfor finder jeg grund til at advare ethvert af de partier, som deltager i finanslovsforhandlingerne," sagde Søren Hansen. "Om man så sparede hele kunsten og kulturen væk, så ville det alligevel ikke løse opgaven."

SF til kamp for Teaterrådet
*SF's kulturpolitiske ordfører Margrete Auken vil nu forsøge at skaffe teaterlivet ekstra midler på finansloven, skriver Politiken. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) slår imidlertid fast, at der ikke er tale om at beskære teaterstøtten. I sammenligning med tilskuddet til andre kulturområder har statens støtte til dansk teaterliv efter ministerens mening fundet et passende leje. Det er desuden usikkert, om SF får indflydelse på den kommende finanslov.

Statens Museum får ny Köpcke
*Statens Museum for Kunst bliver et billede rigere, når bestyrelsen for Arthur Köpckes Mindefond i næste uge forærer museet et tidligt hovedværk af kunstneren, Hommage à Malevitch fra 1960. Köpcke gjorde i 1960'erne et betydeligt arbejde for at skaffe international avantgarde-kunst til København med navne som Piero Manzoni og Daniel Spoerri. Köpckes mindefond har også til opgave at fremme kendskabet til Köpckes kunst ved at erhverve hans værker og forære dem til museer.

Martin A. Hansen og Larsen Stevns
*Martin A. Hansens søn, den kendte historieformidler Hans-Ole Hansen, foreslår, at man skaber et 'fortællehus' for en af dette århundredes mest betydningsfulde danske forfattere, Martin A. Hansen. Måske et fælles museum for Martin A. Hansen og billedkunstneren Niels Larsen Stevns, der stammer fra samme egn. Martin A. Hansen skal ifølge sønnen gøres tilgængelig via et "indtryks- og forståelsessted for mennesker i alle aldre og med alle forudsætninger." Der skal snart træffes beslutning, hvis et sådant center skal være klar til forfatterens 100 års dag den 20. august 2009.

Platinbog til Benny Andersen
*Pladebranchen har i mange år hædret deres kunstnere med plader i guld, sølv eller platin for flotte salgstal. Nu har Borgens Forlag taget ideen op og hædret digteren Benny Andersen med en platinbog for et fantastisk salg på 50.000 eksemplarer af hans Samlede digte, skriver Bogmarkedet.

Dansk film til USA og Canada
*Jacob Grønlykkes film Lysets hjerte er blevet set af flere mennesker i Grønland end både Titanic og Frøken Smillas fornemmelse for sne. Og på festivalen Nordiske Filmdage i Lübeck har producenten Henrik Møller-Sørensen nu indgået aftale med selskabet Phaedra Cinema i Los Angeles om, at filmen skal have premiere i USA og Canada.

Priser til to forfattere
*Forfatteren Christian Skov er blevet tildelt Albert Dams mindelegat på 50.000 kroner, mens Martin Andersen Nexø Legatet på 10.000 kroner går til Tine Bryld. Priserne, der administreres af Dansk Forfatterforening, uddeles på fredag på Bogmessen i Forum i København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her