Læsetid: 2 min.

K'nyt

18. november 1998

Martin Beck vender tilbage
*Den svenske kriminalkommisær Martin Beck, kendt fra Sjöwall og Wahlöös kriminalromaner, er tilbage på TV2 fra onsdag den 2. december og de følgende onsdage til ind i januar 1999. Det sker i seks nyindspilninger af de kendte kriminalromaner, som parret skrev i årene 1964-1973. Serien består af titlerne Roseanne, Strisser, strisser, Brandbilen som forsvandt, Politimorderen, Manden på balkonen og Stockholms Marathon.

Ære og penge til Cronhammar
*En urafstemning blandt danske kunstkritikere er faldet ud til billedhuggeren Ingvar Cronhammars fordel. Han tildeles Danske Kunstkritikeres Pris 1998 for installationen 'Ballroom' i Nordjyllands Kunstmuseum, der udmærkede sig ved en konstruktiv konsekvens og en uventet lethed, samt for hans suveræne håndtering af museets rumlige og billedmæssige disponering. Det var en veritabel eye-opener. Udover æren følger en check på kr. 25.000.

Ny bog om sex- og moraldebat
*Den 26. november udgiver forlaget Hovedland Leo Tandrups nye bog Et hug i brystet - med undertitlen: Om menneskets 'opstandelse' og genskabelsen af bånd mellem Det Skønne, Det Sande og Det Gode. De første 100 af bogens 300 sider er en detaljeret gennemgang af forårets hede debat i Information om sex, kærlighed, moral og kunstopfattelse.
I bogen er der udførlig analyse af blandt andet Per Kirkeby, Arne Haugen Sørensen og Keld Moseholm Jørgensens værker. Men samtidig retter Leo Tandrup en hård kritik af Akademirådet og af blandt andet Ingvar Cronhammers installation 'Ball Room'.

Jørn Riel kommer ikke til Bogmesse
*Mens andre danske forfattere trænges på Bogmessen i Forum, København, tager forfatteren Jørn Riel til Caen i Normandiet for at modtage "Nordisk Litteraturpris 1998" for sin roman Før morgendagen. Prisen uddeles i anledning af syvende udgave af Boréales de Normandie som må betyde noget i retning af "Nordiske Studier fra Normandiet", og som i år har temaet 'Kvinden, forfatterinder og kvindelige skikkelser i nordisk litteratur'.
Den franske jury udtaler at Før morgendagen "giver læ-seren et rørende billede af en inuitkvinde og er samtidig en meditation over livets grundtema." Romanen er udkommet på forlaget GAIA.

TV skal advare børn mod vold
*Fra nytår får småbørnsforældre mulighed for at undgå, at deres børn ser voldsscener i tv. EU-direktivet 'Fjernsyn uden grænser' kræver, at tv-stationerne advarer mod voldsscener.
Stationerne kan vælge mellem en advarselslampe, et visuelt symbol eller en såkaldt speak inden udsendelsen. DR1's programchef Jørgen Ramskov ser dog ikke det store problem. DR 1 undgår så vidt muligt voldelige scener inden kl. 21, siger han til DRåben, DR's personaleblad, og "hvis der er grund til at advare mod TV-Avisen kl. 18.30, gør vi det altid."

Teaterrådet fryg-ter nedskæring
*10-12 teatre og danseensembler er i farezonen, og mindst fire af dem må lade livet, hvis finanslovsforslaget for 1999 bliver vedtaget, skriver Politiken. Der er afsat 52,3 millioner kroner på finansloven til Teaterrådet, og det er omtrent 10 millioner kroner for lidt, hvis alle teatrene skal klare sig igennem med hiv og sving.
"Får vi ikke flere penge, er der ingen vej uden om," siger rådets formand Litten Hansen. Hun anslår, at der i så fald vil ryge "fire, væsentlige, store og og tunge teatre og dansegrupper".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu