Læsetid: 2 min.

K'NYT

17. november 1998

Brusebad og andre glæder
*DR1 har en udsendelse, der hedder Glæden ved, hvor danske forfattere causerer over et eller andet, de godt kan lide. Et udvalg af disse kan nu fås som bog i en ny serie, som DR Multimedie og Alfabetredaktionen udgiver sammen. Andre bøger i serien er Dobbeltspil - nye danske noveller samt en essaysamling af medarbejder ved Danmarks Radio Christian Bundegaard: At fiske i himlen.

Columbusprisen og verdens gang
*Det samfundsdebatterende forlag Columbus har 25-års-jubilæum, hvilket fejres med en lille, lækker udgivelse illustreret af Per Marquard Otzen og med bidrag om verdens gang i forlagets levetid fra fem af de personer, der i tidens løb har modtaget Columbusprisen.
Bidragydere er chefen for P1's Orientering Ruth Sperling, forhenværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, Preben Wilhjelm, der tegner sig for bogens mest aktuelle bidrag, idet han tager udgangspunkt i den netop afblæste Irak-konflikt. De to sidste bidragydere er Ritt Bjerregaard og Knud Vilby. Årets prismodtager bliver i øvrigt Ugebrevet Mandag Morgen, der modtager prisen på 25.000 fredag den 20. under Bogmessen i Forum.

Historisk gudstjeneste
*En messe i en dansk købstadskirke omkring 1550. Det er forbilledet for en gudstjeneste, som Sjællands Kirkemusikskole afholder i Gl. Vor Frue kirke i Roskilde den 19. november kl. 19.00. Roskilde Domkirkes drengekor medvirker.

Festskrift til Jesus på 2000-års dagen
*Forlaget ANIS, der udgiver teologisk faglitteratur, udskriver i anledning af fødselarens runde dag en essaykonkurrence om de overvejelser, mærkedagen kan give anledning til. Førstepræmien er på 15.000 kroner, de indsendte essay bedømmes af forfatter Pia Juul, lektorerne Svend Bjerg og Erik Skyum-Nielsen, højskoleforstander Peter Hedegaard og redak-
tør Henrik Brandt-Pedersen. Indsendelsesfristen er 1. maj 1999, og længden skal være 10-20 sider af 2.000 enheder.

Gauguinpris til maleren Tal R
*Kunstneren med det minimalistiske navn Tal R bliver modtager af årets legatportion fra Martha og Paul René Gauguins Fond. Prisen uddeles den 24. november.

Ord&Bild er årets kulturtidsskrift
*Det svenske 106-årige tidsskrift Ord&Bild er udnævnt til Årets Kulturtidsskrift af foreningen for Sveriges kulturtidsskrifter - sådan én har de skam derovre. Det hedder i juryens prismotivering, at Ord&Bild trods sin høje alder er i stadig udvikling, "hvert nummer er nyt, overraskende og nysgerrigt". Ord&Bild fejrer udnævnelsen med et nummer om Grundtvig, Norden og verden med bidrag af blandt andet Jürgen Habermas, Hans Hauge og Ejvind Larsen. Vender man tidsskriftet om, kan man begynde forfra bagfra med Café Existens. Tidsskrift för nordisk litteratur, der dog kun har 20 årgange på bagen.

Klods-Hans pris til Andersen
*Klods-Hans prisen, der er uddeles som en anerkendelse for en særlig indsats for børne- og ungdomslitteraturen gives i år til Berlingske Tidendes litteraturredaktør Jens Andersen. Klods-Hans prisen består af æren og en indrammet originaltegning af et motiv fra H.C. Andersens eventyr af samme navn. Uddeler er International Board on Books for Young People (IBBY).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her