Læsetid: 4 min.

Kød i gryden og blomst til lillemor

6. november 1998

Inderlig folkelighed er politisk risikabel. Statsminister Hans Hedtoft døde af den

BIOGRAFI
Karl Marx's teorier kan være meget gode, men hellere bruge sin tid og indflydelse på konkrete forbedringer såsom et smukt alderdomshjem, et ordentligt hospital, en god skole for fattigmandsbørn: "Et stykke kød i gryden og en blomst på bordet til lillemor."
Sådan sammenfattede den socialdemokratiske partileder Hans Hedtoft i 1952 den tankegang, der sammenbandt de nordiske socialdemokratier. Arbejder-elementet er mere overvejende i Skandinavien end i de fleste andre landes socialdemokratier, sagde Hedtoft. Det har givet en jordbunden og reformistisk retning - en gylden middelvej mellem kommunisme og kapitalisme.
Hans Hedtofts år var den socialdemokratiske glansperiode. I de nordiske lande var partiets tilslutning over 40 procent, og når partiet undtagelsesvist ikke havde magten, var det alligevel dominerende samfundskraft.
Om politikeren og mennesket Hans Hedtoft har bibliotekar Leif Thorsen i sit otium skrevet en kleppert af en biografi. Uanset et til tider genstridigt sprog er den udbytterig at gnave sig igennem, for den detaljerer det skæbnedrama, der var samtidens og Hans Hedtofts.
Hans Hedtoft var typograflærling fra Århus, blev formand for lærlingeforeningen i sin by i 1919, 16 år gammel. Tre år efter blev han sekretær i DSU, formand som 24-årig. Så gik det hurtigt. Via en sekretærpost i partiets rigsdagsgruppe blev han - kun 36 år gammel - i 1939 valgt som partiets formand og dermed den udpegede afløser for landsfaderen, statsminister Thorvald Stauning.

Flamme og flid
Hedtofts gennemslag skyldtes hans flammende entusiasme, hans veltalenhed, hans sans for de store linjer - og hans myreflid. "Glade Hans" blev han kaldt blandt beundrende partifæller.
At denne Aladdin-skikkelse fik en tragisk skæbne, skyldtes et samspil mellem ydre og indre omstændigheder.
De ydre: Hedtofts levede sin karriere under konstant trussel fra de totalitære bevægelser i Europa. Først den nazistiske, hvis gru han fra sine nære kontakter med tyske flygtninge tidligt havde opfattet. Efter den tyske besættelse var Hedtofts frimodighed til stigende irritation for værnemagten, der pressede ham ud af hans ledende positioner. Alligevel var han for sovset ind i samarbejdspolitikken til at kunne accepteres som statsminister i befrielsesregeringen, hvor han måtte nøjes med posten som arbejds- og socialminister.
Først i 1947 - 44 år gammel - kunne Hedtoft sætte sig i statsministerstolen. Men da var Socialdemokratiets stilling truet fra en ny kant, kommunisterne. Dem afskyede Hedtoft usvækket siden 1930'erne, "antinazistiske nazister", kaldte ham dem. Hadet var gengældt.
Forhandlingerne om en nordisk forsvarsunion strandede i 1948-49. Norge ville helst med Atlantmagterne i NATO, og Sverige var tøvende over for at påtage sig forsvaret af det militært svage Danmark.

En streng bristede
For Hedtoft, der glødede for den nordiske tanke, var "det negative resultat smertende, næstende lammende" skrev efterfølgeren Jens Otto Krag sidenhen: "i de dage følte han det, som var den dyrebareste streng i hans politiske sind bristet."
Hedtoft drog straks den konsekvens af det nordiske sammenbrud, at Danmark måtte følge Norge ind i NATO. Han frygtede "en ny 9. april" og manede: "Lad os ikke glemme, at det Rusland, vi står over for, på samme måde som Hitlers Tyskland bygger på et totalitært statssystem."
Med al sin retoriske kraft svingede Hedtoft sit parti til NATO-linjen, uanset sine egne indre anfægtelser. Kommunisterne og de radikale var fnysende og tilgav ham det aldrig.
Skiftet fra neutralitetspolitikken blev ved med at flå i Hedtoft: Forsvarsbevillingerne skulle findes på et magert efterkrigs-budget, optagelsen af Grækenland og Tyrkiet og siden Vesttyskland i alliancen gav tvivlrådighed og bøvl, dobbeltspillet om de amerikanske baser på Grønland begyndte.
I december 1954 døde Hedtofts elskede hustru Ella efter mange års nedbrydende Addisons syge. To måneder senere blev Hans Hedtoft fundet død af en blodprop på et hotelværelse i Stockholm, hvor han som statsminister deltog i et møde i sit hjertebarn: Nordisk Råd. Han blev 51 år.
I en nekrolog tegnede Hedtofts politiske modstander, den senere konservative finansminister Poul Møller, et indlevet portræt - også af dødsårsagen. Indlevelsen er så meget desto større, som den unge Poul Møller nok tillige kom til et tegne et billede af sin egen skæbne:
"Naiv var han, hvor skepsis krævedes, næsten ødsel, hvor nøjeregnen var nødvendig, for sårbar over for det politiske livs modgang, opfattede en hård kritik som et personligt nederlag og dramatiserede derved sit liv mere, end det kunne holde til."
Poul Møllers portræt af Hedtoft skal læses sammen med den anden halvdel af billedet, som senere departementschef Erik Ib Schmidt dengang nedfældede i sin dagbog og 40 år efter offentliggjorde:

Den varme strømning
"Han forstod intet af den økonomiske politik og evnede ikke at samle og lede den. Hans økonomiske fagministre brød sig pokker om, hvad han mente, han lod sig besnakke, manglede autoritet til at slå i bordet. Da valutakatastrofen indtraf i juni 1954, var han hovedløs og rådvild. Det økonomiske forlig i september blev til uden hans bistand. Den manglende fasthed viste sig også i NATO-tilslutningen. Hans livs bedrift var at føre Danmark ind i NATO, men fra december 1952 begyndte han at vakle og manøvrere."
En slags facit: Hans Hedtoft særkende var den varme strømning, hvorved han påvirkede sine omgivelser, en inderlig folkelighed. Den tømte ham, og omverdenen slog knusende ind over ham.
Som lederskikkelser var hans efterfølgere H.C. Hansen og - endnu mere - Jens Otto Krag køligere, men blev slidt ihjel alligevel. Først med Anker Jørgensen fik Socialdemokratiet igen en folkelig leder, der dog beskyttede sig med en afdæmpende selvironi. Den nuværende Nyrup har forskanset sig bag et harnisk af indstuderet selvkontrol.
En læser af Leif Thorsens Hedtoft-biografi må undre sig over, at Thorsen - der indledningsvist citerer Poul Møllers og Erik Ib Schmidts bedømmelser af Hedtoft - ikke søger at fastholde et mere kritisk perspektiv på Hedtofts gerning. Thorsen rives så at sige med. Hans Hedtofts udstråling er stadig så varm, at den kan smelte en levnedsskildrer - og læseren med.

*Leif Thorsen: Hans Hedtoft. En biografi. 354 s., ill. 250 kr. Odense Universitetsforlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu