Med sin fortælling om diplomat-tragedien Povl Bang-Jensen genkalder Bo Lidegaard 1950'ernes isnende gru
historie
Så isnende nederdrægtigt var det! Det er med den rystende genoplevelse af 1950'ernes kolde krig, læseren drages ind i tragedien om den danske FN-diplomat Povl Bang-Jensen. Tragediens mesterlige fremstiller er selv diplomat: den 40-årige kultur- og presseråd ved den danske ambassade i Paris, Bo Lidegaard.
For to år siden vakte Lidegaard opmærksomhed med sin disputats om en anden dansk diplomatskæbne, nemlig Anden Verdenskrigs selvrådigt manøvrerende danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann.
Fra disputatsen går en lige linje til Lidegaards ny bog. Bang-Jensen var nemlig Kauffmanns betroede medarbejder og stedfortræder i årene 1940-49. Bogen bærer titlen Den højeste pris. Det var den, Bang-Jensen kom til at betale. Han besad ikke Kauffmanns evne til at lande på benene efter dristige diplomatiske saltomortaler. Det kostede Bang-Jensen livet. I november 1959 blev han fundet skudt gennem hovedet i en park i New York.
Livslang rejse
Omstændighederne var gådefulde: Der var nok af Den Kolde Krigs aktører, der kunne have grund til at ønske Bang-Jensen bragt af vejen, men hans egen sindstilstand var i månederne forinden så stærkt forrevet, at selvmord også var en mulighed. Opklaret blev dødsfaldet aldrig.
Bang-Jensen blev født 1909 i et københavnsk overklassemiljø. Som ung jurist gjorde han sig gældende i 1930'erne. Han var knyttet til den radikale udenrigsminister P. Munch og forsvarede den danske tilpasningspolitik over for nazityskland. Han var velberejst og drog i 1938 ud på en studierejse, der - som Lidegaard skriver - "skulle komme til at vare resten af hans liv".
Ved krigsudbruddet i 1939 befandt Bang-Jensen sig i Washington og tog kontakt med den nys ankomne gesandt Kauffmann, der knyttede ham til ambassaden.
Året efter blev Danmark besat af tyskerne, og Kauffmann og Bang-Jensen skabte i fællesskab den vovelige linje at lade hånt om tyskernes marionetdukker i det danske udenrigsministerium og føre deres egen pro-allierede politik "i Kongens navn." Det indebar blandt andet indgåelsen af 1941-aftalen om amerikanske baser på Grønland - uden om den danske regering.
Det høje spil lykkedes. Det var med til at sikre Danmark anerkendelse som en slags alliereret, og efter krigen blev Kauffmann og Bang-Jensen modtaget som helte i København. I 1946 fik Bang-Jensen Ridderkorset.
Ny frækhed
Men apparatnikerne i udenrigsministeriet skumlede. Bang-Jensen fulgte hverken i karriere eller handling 'systemets vej'. I 1948 havde han igen den frækhed at spille en selvstændig politisk rolle. Denne gang ved at bidrage til frygten for en forestående sovjetisk invasion af Danmark - den såkaldte "påskekrise", der var en af de psykologiske og politiske forudsætninger for Danmarks indtræden i NATO i 1949. Selv om Bang-Jensen igen havde vist sig at være på det vindende hold, benyttede udenrigsministeriet lejligheden til at presse Kauffmann til at skille sig af med den nævenyttige næstkommanderende.
Kauffmann fik skaffet Bang-Jensen ind som embedsmand i det bureaukrati, der var under opvækst omkring det nyoprettede FN. Stillingen svarede imidlertid ikke til Bang-Jensens ambitioner, og han ledte konstant efter muligheder for at gøre sig gældende.
Chancen kom med den sovjetiske nedkæmpelse af opstanden i Ungarn 1956.
FN-ledelsen - med generalsekretær Dag Hammarskjöld i spidsen - havde forholdt sig passiv over for den ungarske regerings bønfaldelser om hjælp.
Hammarskjöld vurderede, at verdensorganisationen ingen muligheder havde for en selvstændig rolle, når den ene supermagt var angriberen. Derfor valgte han i stedet at satse på at udfolde sig i den Suez-krise, der i tid faldt nøjagtig sammen med Ungarn-krisen. I Suez var USA og Sovjet fælles om modstand mod den britisk-franske kolonialismes sidste krampetrækninger.
Bang-Jensen forstod ikke Hammarskjölds ræsonnementer. Hans egen livserfaring var, at uretten må mødes med frygtløs modstand.
Bang-Jensen blev sekretær for en komite, som FN's generalforsamling bemyndigede til at kortlægge de nærmere omstændigheder omkring sovjetoverfaldet på Ungarn.
USA ønskede, at komiteens resultater skulle bruges til at riste Sovjet i verdensoffentlighedens øjne - men ikke mere end det. Et nyt regime var etableret i Ungarn, og supermagterne måtte fortsætte deres ustabile sameksistens. Østblok-landene ønskede selvsagt komiteen alt ondt.
Hurtigt fik Bang-Jensen, der ikke havde sans for amerikanernes ambivalens, en fornemmelse af, at kræfter højere oppe i FN-systemet blokerede komiteens arbejde. Han anede allehånde sammensværgelser: At den amerikanske FN-delegation var infiltreret af russerne, og at Hammarskjöld - som følge en en mulig homoseksualitet - var udsat for afpresning fra Moskva. Bang-Jensen sendte obsternasige breve til Hammarskjöld og søgte kontakt med amerikanske efterretningskilder om sine mistanker.
Komiterapporten blev færdiggjort under kævl og intriger. Bang-Jensen fandt den helt utilstrækkelig, men den kom til at svare til de amerikanske forventninger.
I slipstrømmen på komitearbejdet brød en ny strid ud. Amerikanerne ønskede til eget brug udleveret navnet på en af de eksilungarere, der havde vidnet for komiteen. Bang-Jensen havde imidlertid lovet vidnerne anonymitet, og nægtede at udlevere vidnelisten, da FN-apparatet bad om den.
Så var helvede løs. Kunne en embedsmand tillade sig at nægte at efterkomme en ordre fra den øverste ledelse? Fra Washington tordnede den danske radiokorrespondent Chr. Winther mod den ulydige. Dagbladet Information var i det danske mediebillede nogenlunde ene om at tage parti for Bang-Jensen, hvis vægring bladet så som en direkte fortsættelse af modstandskampen.
Bo Lidegaard påviser, at FN - trods løfter herom - næppe var i stand til at opbevare vidnelisterne, så østblokken ikke fat i dem. Måske havde østblokken dem endda i forvejen.
Bang-Jensen endte med - dramatisk og under mediebevågenhed - at brænde sine lister på taget af FN's bygning i New York.
Angribelig proces
Hans lydighedsnægtelse førte til en processuelt særdeles angribelig tjenestemandssag mod ham i FN-systemet. I en sky af stedse vildere anklager og modanklager blev han fyret.
En kværulantforrykt ibsen'sk ener - eller en tapper mand, der videreførte idealerne fra modstandskampen? Bo Lidegaard tager ikke stilling, men fremlægger på én gang nøgternt og indlevet.
Undervejs møder man galleriet af aktører fra 50'ernes kolde krig: En fredsappellerende Niels Bohr, en besindigt tilbageholdende amerikansk præsident Eisenhower, en svigefuld jugoslavisk Tito, forvirrede, brutale og usikre politbureaumedlemmer i Moskva, dobbeltspillende diplomater, desperate ungarere.
Bo Lidegaard synes mest tilbøjelig til at mene, at Bang-Jensen døde for egen hånd - i fortvivlelse. Læseren føler sig nu ikke så sikker.
Selv om bogen er en køligt vurderende skildring af en iskold tid, kan den brændende anbefales til den, der vil vide noget om, hvad Den Kolde Krig var for noget, og hvad den kostede i menneskeskæbner.
*Bo Lidegaard: Den højeste pris. Povl Bang-Jensen og FN 1955-59. 270 s., ill. 268 kr. Samleren. Udkommer i dag
