Læsetid: 4 min.

Kong Hassan, vi mangler alt!

19. november 1998

Marokkos regering står over for store udfordringer i et land med en eksplosiv befolkningstilvækst og omfattende sociale problemer. Men manøvrerummet er begrænset
finanserne

CASABLANCA - De sidder med tillukkede ansigter mellem deres plakater - mange blot sider revet ud af et stilehæfte - med korte arabiske tekster. De bliver flere og flere.
I Casablanca, Marokkos økonomiske hovedstad og 'lokomotiv', ser man dem næsten overalt.
Ét sted - langt fra de formuer, der skabes og vokser takket være nepotisme og korruption, og langt fra børsen, som stolt skilter med 30 investeringsfonde og en kapitalophobning, der er syv gange større end i 1992 - protesterer de mod den pludselige lukning af en virksomhed. Et andet sted gælder det den lovstridige afskedigelse af fagforeningsmedlemmer.
Sit in-fænomenet er ikke nyt, men det breder sig, og det ser ikke ud til, at politiet griber systematisk ind over for den slags aktioner, sådan som det var tilfældet før 1996.
I hvert fald ikke de seneste uger. For den 24. september blev 203 arbejdere smidt ud af en tekstilfabrik i Salé lige nord for hovedstaden Rabat, som de havde holdt besat siden juli.
Det samme gentog sig ved en anden fabrik i Salé og i Agadir, hvor det gik ud over demonstrerende arbejdsløse akademikere.

Statskassen er tom
Den regering, der blev dannet i februar efter det første demokratiske valg siden uafhængigheden, står over for store udfordringer i et land med en eksplosiv befolkningstilvækst og omfattende sociale problemer.
Billedet af økonomisk vækst må korrigeres, når man ser på statistikken over elendigheden: Mere end halvdelen af befolkningen er analfabeter; ifølge de officielle tal er arbejdsløsheden på 17 procent (i realiteten langt over 30 procent), og hvert år forsøger mindst 10.000 at flygte til den spanske kyst om bord på synkefærdige både.
"Moulay Hassan, vi mangler alt!", råbte en kvinde for nogle måneder siden til kong Hassan II, da han trådte ind i parlamentet.
Det sammenfatter i én sætning befolkningens store forventninger om en ændring af dagligdagen - større, end den nye regering har midler til at leve op til.
Faktisk er den økonomiske situation værre end forudset, og statskassen er tom.
"Vi bestyrer nøden og fattigdommen, og vi betaler regeringen for de år, hvor alle sektorer i samfundet fik lov til at forfalde," sagde undervisningsminister Ismael Alaoui i juni til Libération.

Fantasi mangler
Regeringen under ledelse af Abderrahmane Youssoufi fra Socialistpartiet forsøger at berolige investorerne og overholde den stramme politik, som Den Internationale Valutafond (IMF) og EU har foreskrevet.
Det indebærer bl.a., at den offentlige gæld kun må være tre procent af bruttonationalproduktet.
Men det har berøvet regeringen ethvert økonomisk manøvrerum - især fordi tilbagebetalingen af udlandsgælden sluger en tredjedel af budgettet.
Derfor er det umuligt at øge beskæftigelsen væsentligt i en offentlig sektor, som i forvejen er overdimensioneret og vanskelig at reformere.
"I finansloven lykkedes det os at få forhøjet nogle af de sociale budgetter, f.eks. sundhed, uddannelse og socialt boligbyggeri. Og for dog at komme med en gestus har vi oprettet 12.000 nye stillinger inden for det offentlige," siger en højtstående embedsmand.
"Youssoufi må præcisere, hvad han vil gøre på det sociale område, for det er svært at se i øjeblikket," mener en vestlig ambassadør.
"Vækst er ikke synonym med udvikling," siger en fagforeningsaktivist. "I de fattigste områder vil det ikke ændre situationen, selv om der kommer gang i væksten. Det, der især mangler, er fantasi til at iværksætte store projekter tilpasset lokale behov i stedet for at nøjes med regeringens tågesnak om reformer."

Arbejdsgivere beroliget
Hidtil har regeringen især forsøgt at berolige arbejdsgiverne for at få dem til at investere mere og skabe mere beskæftigelse.
Det er en strategi, som i hvert fald ikke vil hjælpe på den værste nød i slumkvartererne.
Finansloven favoriserer de private virksomheder, først og fremmest i form af skattebegunstigelser.
Til gengæld skal firmaerne offentliggøre regnskaber, som er "i overensstemmelse med virkeligheden" - og især skabe flere arbejdspladser.
Denne holdning påskønnes af arbejdsgiverforeningen Confédération Generale des Entreprises du Maroc (CGEM).
"Vi er glade for den nye regering," siger Hassan Chami, en af CGEM's næstformænd. Han giver udtryk for den generelle holdning, at erhvervslivet og regeringen trods de ideologiske forskelle har "fælles interesser, for vi ønsker begge modernisering."
"For en investor er det afgørende at komme væk fra maghzen-systemet (det klientnetværk, som monarkiet bygger sin magt på, red.) og få mere åbenhed, f.eks. ved at indgå offentlige overenskomster," siger en arbejdsgiver.

Gang i akademikere
Youssoufi-regeringen håber, at dette "interessesammenfald" vil komme til udtryk i en aftale med arbejdsgiverne om 150.000 nye arbejdspladser.
I mellemtiden er den gået i gang med at hjælpe 2.000 arbejdsløse akademikere, som i to måneder har gennemført en sit-in foran parlamentet i Rabat, til stillinger i den private sektor.
Men trods GCEM's positive indstilling forholder arbejdsgiverne sig afventende. Med henvisning til konkurrenceevnen kræver de mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet - et krav, der er svært at opfylde for en socialistisk regering, selv om den optræder i liberal klædedragt. Ikke desto mindre er der indført nye regler, som gør det lettere at fyre folk.

Tålmodig befolkning
Den slags skridt giver naturligvis anledning til bekymring.
"Det kan ikke undgå at føre til alvorlig social uro," siger en vestlig ambassadør, som dog er optimistisk og mere tror på "lokale eksplosioner" end på et omfattende oprør.
"Befolkningen er tålmodig," siger han. "Den forstår, at man ikke fra den ene dag til den anden kan skabe 2.000 job mere i Casablanca. Men i løbet af et år må folk kunne mærke nogle forbedringer, omend nok så små, i deres dagligdag, og arbejdsløshedstallene må reduceres til et mindre katastrofalt niveau."
Hvis ikke det sker, risikerer man, at kongens eksperiment med at udnævne en socialistisk regering - hvis opgave er at holde den folkelige utilfredshed nede, men som dog har vakt en smule håb - har været forgæves.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her