Læsetid: 13 min.

Kriser er velsignede

14. november 1998

Den internationale krise åbner muligheden for at skrælle dele af 80'ernes konservative retorik væk og diskutere demokrati på ny, mener den argentinske filosof og politiske tænker Ernesto Laclau

Kriser er velsignede. Vi vil aldrig - som marxisterne og liberalisterne troede - finde den store knap, der kan gøre samfundet friktionsløst. Så meget desto bedre. For kriser er frihedens og demokratiets mulighed."
Den argentiske filosof Ernesto Laclau udstråler en ro, der kan virke ganske voldsom. Fra det øjeblik man går ind ad døren i hans hus i West Hampsted i London, kan man mærke, at her bliver der tænkt og skrevet. Det er som at møde en hel verdensanskuelse at lytte til ham.
Laclau er professor i politisk teori og diskursanalyse ved Essex University i Sydengland, og hans akademiske tekster har fundet stor udbredelse, også i dansk politisk forskning - bl.a. er hele afdelinger ved Roskilde Universitets Center optaget af hans arbejde. Denne efterårsdag har han sat sig for at forklare Informations læsere, hvorfor den internationale krise er et mulighedsfelt, der kan bane vej for store demokratiske forandringer:
"Kriser kommer ofte som en tyv om natten, og når der opstår en krise, får befolkningen et grundliggende problem med at forklare deres samtid," fortæller Laclau. "De spørger sig selv: 'Hvor skal vi hen? Hvordan tackler vi vores problemer? Hvorfor virker de værktøjer, som plejede at virke, ikke?' Kriser åbner for politisk diskussion og sætter samfundets modsætninger op med farver. Når der er en krise i Sydøstasien, så er det første, der bliver taget stilling til, om den nyliberale samfundsmodel er tilstrækkelig. Jeg tror, at fremkomsten af de forskellige socialdemokratiske partier i Europa har en klar sammenhæng med nyliberalismens krise, som vi er vidner til. Krisen fører til, at vi finder ud af, at det igen er nødvendigt at introducere en eller anden form for international kontrol. Kriser er de situationer, hvor vores intellektuelle eller politiske horisont krakelerer, og der må nye til."
"Jo dybere krisen er for menneskenes forsøg på at give verden mening, desto større er muligheden for, at en bagatel kan udløse helt nye politiske konstruktioner, som man ikke havde regnet med var mulige. Her tænker jeg naturligvis på mine egne erfaringer med diktaturet i Argentina. Men for mig at se gælder det ved alle større meningsmæssige kriser. I Tyskland i denne tid kan der sagtens ske en hel masse, man ikke havde regnet med var muligt. For ikke at tale om Italien, hvor organisationer og mennesker finder sammen på kryds og tværs og faktisk gør en politisk forskel i et historisk set højt avanceret demokrati. Det skete i 1968 i Paris. Ingen havde regnet med at noget sådant ville ske bare ti dage inden. Og i Argentina på stort set samme tid fik en stigning i mælkepriserne på et provinsielt universitet hele landet til at eksplodere, og det ellers meget sejrssikre regeringsparti blev væltet. Tilfældighedens musik har meget at sige i verdenshistorien."
- Er Europa ikke forskellig fra det Sydamerika, hvor De har gjort Deres erfaringer?
"Det er klart, at der i Europa er mere sofistikeret social kontrol, og da specielt i Danmark. Men man skal ikke længere væk end til Italien for at finde et land, hvor en dommerundersøgelse af korruption i det politiske system, væltede 30 års politisk tradition. Hvis man ser på Tyskland i dag, så har sammenlægningen med det tidligere Østtyskland ført til en generel ustabilitet i systemet. Hvis den nye socialdemokratiske regering ikke klarer sit job meget over middel, så er jeg ret sikker på, at vi vil se sociale forandringer, vi ikke kan drømme om i dag."

I slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne blev de socialdemokratiske forvaltere af velfærdsstaten fejet af banen af konservative og nyliberale kræfter i den vestlige verden, anført af bl.a. Margaret Thatcher, men her ved udgangen af 90'erne har den internationale krise skabt grundlag for en ny politisk vending, mener Ernesto Laclau.
"Hvis man ser på den krise, vi oplever i det internationale økonomiske system i dag, så er det netop det samme som i 1978, der er på spil. De konservatives politiske forklaringshorisont er sortnet, og det skaber mulighed for nye socialdemokratiske bevægelser. Man kan sige, at kriser har skabt grobund for velfærdsreformer, der ikke var mulige tidligere og dermed også skabt rum for socialdemokraternes reguleringer af økonomien. Kriser er for mig at se selve frihedens mulighed. Det er kriser, der sætter nye politiske projekter i gang og i det hele taget gør politisk og social forandring muligt."
- Men man kan vel ikke bare afskrive liberalismen i et hug?
"Jeg tror faktisk, at den liberale model har talte dage. Den kan ikke længere forklare, hvad der gik galt i løbet af 80'ernes euforiske projekter i f.eks. Storbritannien. De lande, der forsøgte sig med liberale modeller, har klaret det skidt. De liberale økonomer var ikke gode nok. De tog simpelthen fejl."
"Der er ingen, der længere tror på markedsautomatik. Og liberalismens fokus på individuel frihed viste sig at være fatal for mange mennesker. Ethvert personligt valg står mellem fællesskabet og ens egen personlige frihed. Liberalismen vil den personlige frihed, og den vil det så meget, at fællesskabet i nogle tilfælde helt holder op med at eksistere. Margaret Thatcher sagde selv meget klart, at samfundet ikke eksisterede - der eksisterede alene individer. Denne liberalistiske holdning har ført til megen personlig ulykke og ensomhed. Menneskene har selv valgt friheden frem for fællesskabet og bor alene, arbejder alene og er alene. Dette har ført til ensomhed, som nu er et af de største sociale problemer i Vesten. Det er på dette område, at liberalismens største krise er opstået. Menneskene har fundet ud af, at det ikke er rart at følge en liberal kurs. Folk vil gerne have lov til at vise, at de har brug for andre mennesker. Det er tegn på svaghed for en liberalist."
- De taler hele tiden om liberalisme og socialdemokratisme. Men foregår den politiske kamp kun mellem disse to politiske ideologier? Ser De ikke andre forsøg på at give svar på problemerne?
"Der må vi nok differentiere mellem forskellige niveauer. Et niveau er staten. Her, må man sige, at de mange forskellige socialdemokratiske bud på krisens løsning er de eneste, der anses som realistiske. Socialdemokraterne er de eneste, der er i en position til også praktisk at lede stater videre efter krisen. Men jeg tror, at man tager grueligt fejl, hvis man - som megen samfundsforskning gør det - tror, at politik alene handler om staten og det parlamentariske system. Hvad der er mindst ligeså vigtigt er den kulturelle kamp om, hvem der kan forklare, det samfund vi lever i på alle mulige andre niveauer end statens. I det civile samfund, har vi i de sidste 15-20 år set en lang række organisationer og bevægelser samle sig omkring sociale og politiske spørgsmål, og de har i høj grad været med til at forandre det politiske landskab. Organisationer omkring feminisme, økologi og homoseksualitet driver den demokratiske diskussion videre, og de er med i kampen om, hvorledes vi forstå vores samtid og dermed også den krise, som i disse år forandrer vores samfund. Hvis man ser på den mængde af forskellige sociale organisationer, der bliver stadigt mere indflydelsesrige, mister man en del af den defaitisme, som venstrefløjen lider af i dag."
- Men er det ikke lidt let, alene at sætte sin lid til Greenpeace og andre enkeltsagsbevægelser?
"For mig at se er der ingen stærk modpol til det etablerede system for øjeblikket. Der er ingen, der på statsniveauet kan true troen på markedet. Men på den anden side er jeg fuldstændigt sikker på, at de mange mennesker, der arbejder frivilligt eller til en meget ringe hyre i de progressive organisationer i hele verden er med til at sætte spørgsmålstegn ved hele det idémæssige fundament for markedsfilosofien."
"Problemet er, at de mange organisationer ikke er forenet. Var det lykkedes at samle nogle af disse organisationer, ville man kunne gendanne en vis trussel imod det bestående system. Det kan synes som en uoverkommelig opgave at samle feminister og ulandsfrivillige i en og samme organisation. Men netop dette; at samle forskellige sociale bevægelser er, hvad politisk kamp handler om."

Skriver man en overbevisende myte om fremtiden, der kan forklare vælgerne, hvor vi skal hen og hvorfor, bliver man valgt. Men kun for en stund. For den myte, man skrev og blev valgt på, kan aldrig være fuldendt. At føre politik er som at "skrive i vandet". Det er umuligt, ustabilt og sårbart.
"Tony Blair har i Storbritannien formået at samle folk om en dagsorden, der på den ene side vil nå klassiske socialistiske mål som fuld beskæftigelse og social retfærdighed, men på den anden side fører han en retspolitik, der er hårdere end i Thatcher-tiden. Han taler både om modernisering og konservering på samme tid. Det hænger naturligvis ikke sammen, men pointen er, at det er der ikke noget, der gør. Det fuldkomne politiske projekt, der har forklaringen på alt, findes ikke. Det er netop det, der er så frigørende ved de sidste 30 års postmoderne politiske teori. Med tænkere som Jacques Derrida og Michel Foucault kan vi afskaffe ideen om et uimodsigeligt fundamentalistisk projekt. Både marxismen og liberalismen er sådanne fundamentalistiske projekter. Marxismen mente, at kapitalismen med sikker videnskabeligt bevist nødvendighed ville falde, og socialismen ville overtage magten. Liberalismens fundamentalisme består i, at markedet af sig selv vil løse vores problemer. Hvad de sidste 100 år har vist er, at ingen af disse fundamentalistiske ideologier havde ret. Der findes ingen markedsreligion, og arbejderklassen vil ikke med noget, der ligner nødvendighed, overrumple kapitalismen. Og det gør, at vi nu endeligt kan tænke frit. Vi er nu fri for den religiøsitet, der har præget dette århundrede."
- Men hvad står vi så tilbage med?
"Det eneste, vi kan tro på, er vores egen moral. Vi er mennesker. Vi er alene. Og derfor må vi se at finde ud af det hele sammen. Jeg er godt klar over, at mange anser postmodernismen for noget, der hører 80'erne til, og at den bare vil det grænseløse. Men postmodernisme er ikke nødvendigvis en anything goes filosofi. Den giver os et andet udgangspunkt, hvor der ikke findes nogle endegyldige sandheder. Der er ikke nogen, der - oppefra - skal fortælle os, hvordan tingene hænger sammen. Det er i grunden en meddelelse om, at mennesket har et langt tungere ansvar, end vi troede."
"Alle sociale mobiliseringer i de sidste hundreder af år har haft en eller anden form for ideologi i ryggen. Men de ideologier kan vi ikke længere stole på, fordi vi har set, at det ikke gik. Men så må vi opfinde vores egne mere profane utopier. Demokrati for eksempel. Tråden gennem mit forfatterskab har altid været, hvad jeg har kaldt 'den demokratiske revolution'. Alexis de Toqueville var den første, som brugte begrebet demokratisk revolution."
Ernesto Laclau har sammen med forskeren Chantal Mouffe de sidste 15 år udviklet ideen om et radikalt pluralt demokrati, der netop er kendetegnet ved, at demokratiet skal fylde så meget som muligt i et samfund.
"Den økologiske bevægelser er med til at demokratisere selve grundlaget for vores materielle virke, mens feminismen og homoseksuelle organisationer er med til at demokratisere køns- og kærlighedslivet. Der er ikke rigtigt noget bud på en demokratisering af den økonomiske svære, da marxismen i sin tid havde patent på det projekt. Men det er et helt vitalt område at få demokratiseret, hvis vi mener, at lighed og demokrati skal spredes til alle dele af samfundet. Jeg har kaldt denne udvidelse af demokratiet for vor tids revolution. Men det er vigtigt ikke at triumfere over udviklingen, for der er mange dynamikker, der går i den modsatte og udemokratiske retning. Vi skal tage ved lære af den konservative/liberale demokratiske kontrarevolution fra 1980'erne, og forstå at demokrati ikke kommer af sig selv, men er en daglig politisk kamp. Kriser, som den vi ser i dag, giver den politiske kamp luft til at skrælle dele af 80'ernes konservative retorik væk og diskutere demokrati på ny."
"Det store problem er, at politikerne selv er med til at skabe social usikkerhed ved at samle al politik på midten. De tror, at politik blot er management, og at samfund kan ledes teknisk korrekt, så alle bliver glade. Men de tager fejl. Politik handler om at vælge mellem forskellige måder at føre politik på, og når politikerne ikke selv vil levere denne pluralisme, skal folk nok selv finde ud af det. Nogen gange foregår det klodset og blodigt. Andre gange mere elegant. Men man kan være helt sikker på, at der vil ske et eller andet, hvis der ikke er noget at vælge imellem."
"Der er ikke mange, der kan lide at tænke på den måde. Men der er altså ingen social situation, som ikke er ustabil. Derfor må opgaven for en radikal demokratisk politik være at bruge de mange folkelige organisationer til at presse løsninger ud af statsapparatet, der synes at ligge hinsides det politisk mulige. At få politikere og bureaukrater til at yde mere end de troede, de kunne. Og derudover vente på at krisen i det politiske system bliver så dyb, at der er brug for en ny realistisk forklaring på problemerne, nye løsninger og nye kræfter."

Laclau er kritisk overfor de konsensussøgende midterprojekter, som Tony Blair og Gerhard Schröder forsøger at skabe i Storbritannien og Tyskland.
"Jeg tror ikke på politik uden en eller anden form for polarisering og uenighed. Vi har alle som samfundsborgere brug for at tænke i modstillinger og forskelle. Vi danner vores identitet i forskel til andre. Politiske programmer dannes op mod andre politiske projekter. Så ideen om et radikalt centrum, der i dag er en af de mest omtalte politiske ideer, tror jeg ikke på. Tony Blair, sociologen Anthony Giddens og nu også Gerhard Schröder i Tyskland tror, så vidt jeg kan se, alle på, at de kan skabe et politisk system uden et centrum, uden modstillinger og uden uenighed. Det vil i min verden betyde uden politik."
"Hvis man udvisker de eksisterende modsætninger i det politiske liv, vil der blot opstå nye. Hvis man for eksempel ser på Frankrig i dag, så er de politiske forskelle - mellem Jospin og Chirac - næsten helt udvisket. Franskmændene har intet reelt alternativ i det politiske liv, og derfor siver vælgerne ud til Le Pens fremmedfjendske parti. Samfundet kan ikke holde sammen på sig selv uden alternative forslag til, hvorledes samfundet skal forstås, og hvordan der skal føres politik."
- Mener du dermed, at den politiske vilje, der før befandt sig indefor højre-venstre skalaen kanaliserer sig ud til andre spørgsmål?
"Jeg tror, at mange af de radikale projekter, man kan se rundt omkring i Europa - for eksempel Le Pen eller den tyske nynazisme eller den religiøse fundamentalisme - er resultatet af, at forskellene i det politiske liv er blevet så sølle. Når man ikke føler, at der er noget at vælge imellem på den politiske dagsorden, søger man andre steder hen. Min gamle lærer på universitet i Argentina mente, at fascisterne realiserede den revolution, som socialisterne ikke formåede at realisere. Med det mente han, at der i samfundet var grobund for en radikal forandring, og at fascisterne var de bedste til at komme med bud på, hvorledes en sådan radikalisme kunne udmønte sig. Det er måske at sætte problemstillingen lidt på spidsen, men de projekter, der historisk set har været succesfulde har været de, der kunne placere sig strategisk korrekt på det rette tidspunkt med en realistisk løsning på problemerne."
- Men hvis du vil have noget at vælge i mellem, så er Le Pens Frankrig vel ikke noget dårligt sted. Vi har i de sidste par år set både arbejdere og intellektuelle som Pierre Bourdieu forsøge at skabe en revitalisering af den gamle venstrefløj?
"For mig at se gør Pierre Bourdieu det diametralt modsatte af Anthony Giddens. Bourdieu er en skarp analytiker af modstandens selvmodsigelser, men han forsøger at genskabe et socialistisk projekt uden, at der er et socialt fundament for at gøre det. Han har i sine seneste bøger og i sine taler fremsat en dagsorden for politisk kamp, som for mig at se er gammeldags. Han tager fejl, når han tror, at man kan genskabe den gamle modstilling mellem arbejdere - eller det han kalder almindelige mennesker - og kapitalen. Jeg er meget mere tilbøjelig til at tro på, at det kan lykkes for de sociale enkeltsagsbevægelser at samles i et fælles forsøg på at udfordre den politiske konsensus. I dag, hvor forskellige former for socialdemokratier vinder frem, er det vigtigt, at der er en masse sociale bevægelser, der kan tvinge socialdemokratierne til ikke at slæbe for meget af fortidens liberalisme med ind i deres politik og sikre, at de ikke forfalder til bureaukratiske løsninger, som de har for vane."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her