Læsetid: 15 min.

Kritikken skilt ad

20. november 1998

I dag er litteraturprofessorer mere feterede end forfattere - den post-marginaliserede Forfatter forsøger at finde ud af hvorfor ved at studere akademisk 'écriture'

BOGTILLÆG (2. SEKTION)
Essay
I sin træthed over hele tiden at blive puffet ud over kanten af teksten besluttede Forfatteren at studere den seneste écriture.
Ikke at han hidtil havde været totalt fjendtligt stemt. Han ville gerne indrømme, at der måske havde været en tid, hvor Forfattere havde været For Feterede (det berømte Karsh foto af Hemingway i islandsk sweater havde altid gjort ham en smule søsyg), men nu om dage var han og hans kolleger, hvis de overhovedet var noget, post-marginaliserede - usynlige, lettere ynkværdige, arrogante overfor hinanden, undtagen i offentligheden hvor de var katteblide.
Skønt det meste af årsagen lå i tv, deres egen utilstrækkelighed som forfattere samt i senkapitalismens rasende tempo (der gjorde læsning endnu mere pinefuld end jogging) måtte noget af skylden dog tilfalde akademikerne, hvis anstrengelser for at af-totalisere, decentralisere, af-kolonisere, af-priviligere og dekonstruere Kanon åbenbart havde fået dem til at lade deres første kærlighed, litteraturen, i stikken (sammen med optagetheden af Forfatterens liv).
Forfatteren ringede til sin ven litteraturkritikeren og bad ham om at belære sig om de seneste trends indenfor litteraturvidenskaben.
"Hvorfor i alverden vil du vide det?" spurgte kritikeren.
"Jeg tror, jeg har behov for det nu."
Kritikeren ankom med en kuffert fuld af bøger og en liste over de nyeste teoretiske trends.
"Jeg kradsede det her ned på vej herhen. Men du skal være klar over, at listen ikke er fuldstændig:"
"Kulturkritik - skiftet fra litteratur- til kulturkritik: rhizom teori - Deleuze og Gauttari; etnografisk kritik - James Clifford, Chris Herbert, Jim Buzard; materialistisk kulturkritik - Sinfield og englænderne i det hele taget; Lacan og populærkulturen - Zizek; bøsse (eller køns)teoretiske studier - Judith Butler/Eve Kosovsky Sedgwick; postkolonial kritik - Homi Bhabha, Paul Gilroy, Stuart Halla; hypertekst - David Greetham/Jerome McGann; kaosteori -Katherine Hayles; subjektiv kritik - Nancy K. Miller, Mary Ann Caws, Sedgwick igen; post-human - Diana Fuss, Donna Haraway ("Cyborg Manifestet").
"Som sagt er listen ikke fuldstændig. Jeg har ikke taget alt det med, der skete i firserne:"
"Feministisk - Catharine Stimpson, Naomi Schor, Gayatri Spivak; Marxistisk - Fredric Jameson, Terry Eagleton, Walter Cohen, Raymond Williams (som vel i øvrigt er ældre?) Afro-amerikansk - Henry Louis Gates, Houston Baker; psykoanalytisk (freudiansk, post-freudiansk og lancaniansk) kritik - Geoffrey Hartman, Jane Gallop, Norman Holland, Shoshana Felman; Ny-historicisme - Stephen Greenblatt og de andre renæsssance-forskere (samt antropologen Clifford Geertz); og så selvfølgelig dekonstruktionisterne - de Man, Hartman, Hillis Miller, Barbara Johnson."
"Tror du det er nok?" spurgte min kritikerven.
"Jeg kan finde på mange flere, hvis jeg får lidt tid."

Før Forfatteren begravede sig i bogbjerget, sendte han en tanke til sin egen uddannelse og den litterære kritiks historie i de seneste 30 år.
Fra i 1950'erne at have været en lærvillig, stabil (og alligevel sexet) disciplin, fyldt med studerende, der sad på græsset og diskuterede billeddannelser i Shakespeares Stormen, var litteraturkritikken i løbet af en generation detoneret i en skinger, aggressiv, kontroversiel, spændende, pretentiøs, energisk, enerverende, politiseret, hyperteoretisk aktivitet, fyldt med interne rivaliseringer, konstant skiftende strømninger, nye ideologier og mod-ideologier, forsidehistorier i New York Times Magazine og professorale superstars hvis navne indgød den samme ærefrygt som engang... Forfatteres.
I en vis forstand var videnskabeliggørelsen (eller ideologiseringen) af litteraturkritikken allerede begyndt med nykritikken, hvis storhedstid faldt i de tidligere tressere, mens Forfatteren studerede.
Før da erindrede han præ-nykritiske klassikere som Eric Auerbachs Mimesis og F. O. Matthiessens Den amerikanske renæssance, hvor lærdom og analyse let og elegant flød sammen med beundringen for Digterens stræben; i disse bøger var Forfatteren Gud og Den Lærde hans Oplyste Fortolker. Alt dette ændrede nykritikerne (Cleanth Brooks, John Crowe Ransom, Reuben Brower m. fl.). Den vægt, de lagde på nærlæsning af teksten i et historisk tomrum, satte ikke blot spørgsmålstegn ved Forfatterens betydning, den ændrede også selve måden at læse på; teksten blev til en labyrint, en irgang man skulle finkæmme for at finde dens "centrale konstruktion".
For visse forfatteres vedkommende (Shakespeare, Jane Austen, Henry James osv.) virkede teknikken næsten for godt, så teksten mindre blev et billede at menneskelig adfærd end et lukket system, der al elegance til trods føltes lidt koldt og livløst. Desuden fandt nykritikken ikke anvendelse på alle tekster med lige godt resultat. Dickens' "regn af aske"-symbolik i begyndelsen af Bleak House var eksempelvis skræddersyet til nykritisk behandling, men hvad skulle man stille op med George Eliots Middlemarch, hvis sprog i bedste fald var et klodset vehikel for personer og relationer, men hvis udsagn om livet alligevel virkede mere "sande" end noget, Dickens havde skrevet.

Da den franske metakritik (via Paul de Man på Yale) i 1970'erne dukkede op med sin besynderlige syntaks og sit sære ordforråd, så var den i en vis forstand slet ikke så eksotisk endda, i det mindste ikke hvad angik dens intentioner.
Som den modernistiske kritiker Marjorie Perloff for nylig har bemærket, så betød den voksende fascination af Derrida og Foucault, at man "stadig kunne lave subtile fortolkninger med brug psykoanalysen og af derridaske fortolkningmodi, blot var det ikke længere for at forklare en given forfatters mening men for at åbne eller 'demaskere' en hel tidsalders epistem, som Foucault kaldte det."
Foucaults komplicerede, paranoide men livgivende vision af en alt-gennemtrængende magt betød, at de studerende nu i stedet for den centrale konstruktion søgte efter tegnene på undertrykkelse - men de var stadig lige optaget af den analytiske bestræbelse. Den franske indflydelses betydning lå i, at den havde taget det komplet apolitiske litteraturstudium og politiseret det i tråd med tidsånden.
Ikke alene åbnede det foucaultske paradigme for nyttige analyser af uopdyrkede områder, det demonstrerede også at de værdidomme, der lå til grund for Kanon, kunne skyldes mindre fine motiver og slap på den måde lidt frisk luft ind i det hermetisk tillukkede rum, kaldet "Litteraturen".
En demokratisering af forskningens genstand lå lige for; litteraturstudiet blev fyldt af ny energi; og i det mindste hvad angik Derrida, Foucault og Barthes' værk, så indeholdt det, til trods for al deres floromvundne tænkning, i Forfatterens øjne mere vitalitet, kompleksitet og opdagerånd end de fleste samtidige forfatteres.

Men der var også noget, der generede ham. Han var helt og holdent for nedbrydning af hierarkierne, men der var noget frastødende hierarkisk over det sprog, de amerikanske imitatorer af Derrida og Althusser benyttede. Det var obskurt, pretentiøst, snobbet og selvoptaget.
Ganske vist var det nykritikken, der havde påbegyndt denne tendens mod et selvafgrænsende fagsprog, men nu var det røget ud af kontrol. Havde disse unge akademikere glemt Orwells påmindelse i Politics and the English Language, at et autoritært sprog ikke blot reflekterer men også avler autoritær tænkning (en pointe også den af samtidskritikken elskede Bakhtin havde fat i)?
Hvorfor droppede den nye kritikergeneration altid de samme navne og citerede de samme passager hos Heidegger, Freud og Marx? Hvorfor anlagde de slavisk et tonefald af lærd opblæsthed, som en Shakespeare, en Rabelais eller en Swift ubarmhjertigt ville have gjort til grin - og som alligevel ikke engang lød som Derrida, Foucault eller Barthes?
Der var noget på én gang klynkende og nedladende over deres arbejder - måske den nykritiske reservation kombineret med "den ydre verdens" politiske skingerhed.

Problemets kerne syntes at være, at denne nye generation af akademikere til trods for deres erklærede indsats for at åbne nye alternativer, spærrede forskningen inde ved at gøre den mere eksklusiv.
For var det ikke sandsynligt, at de grupper, såsom kvinder og afro-amerikanere, som de ønskede at synliggøre, følte sig udelukket af deres obskurantistiske ordforråd? Var det ikke i en vis forstand lige så 'racistisk' og 'sexistisk' som den usynliggørelse, disse grupper havde været udsat for under Døde Hvide Mænds hegemoni? Var der i det mindste ikke en slags dovenskab forbundet med at bruge et sprog (bortset fra når det var bestemte begavede tænkere som Fredric Jameson, der benyttede det), som ikke gad formulere komplekse tankeformer i sætninger, der kunne forstås af lægfolk?

En af Forfatterens venner havde en interessant historisk forklaring. Ifølge ham havde den politiske energi fra slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne i frustration over højredrejningen søgt tilflugt i den akademiske verden og havde samtidig medbragt det bedste og det værste af venstrefløjens tankegang.
Blandt de gode ting var en lidenskabelig intensitet, en interesse for områder, der tidligere var blevet forsømt, samt ekspertise i brugen af Foucaults magtparadigme, der indimellem kunne være ægte oplysende. Men den medbragte også manikæismen ("enten er man en del af løsningen eller en del af problemet") samt en fordømmende retorik, der havde været en af de alvorlige svagheder ved halvfjerdsernes venstrefløj.
Desuden betød forskydningen af vægten til den akademiske verden, at ingen behøvede at gøre noget andet end at skrive bøger, spille udfordrende og smart og pleje deres karrierer.
Om ikke andet, så afspejlede intellektualiseringen og internaliseringen af venstrefløjens politiske energi en forklædt desperation, et tab af tro på, at politiske ændringer kunne finde sted i den 'virkelige' verden; måske var selve interessen for litteratur istedet for politik eller sociologi et tegn på dette tilbagetog.

Forfatteren overvejede også Kedsomhed samt Loven om Udtømning af Ressourcerne. Samtidig med at økologerne begyndte at betragte Naturen som en begrænset ressource må den Vestlige Litteraturs Store Værker være begyndt at forekomme færdige kandidater ligeså begrænsede. Hvor meget mere var der at sige om metaforerne i Hamlet? Hvor i Kanon fandtes der mesterværker, der ikke var gennemarbejdet? Hvad med at gå i Barthes' og Frankfurterskolens fodspor og undersøge kulturens nedbrydningsprodukter i stedet for mesterværkerne. Og i stedet for endnu en gang at demonstrere, hvor brilliant Forfatteren (eller værket) var, kunne man så ikke i stedet vise dets mangler og udeladelser? Var den centrale pointe hos franskmændene ikke (i det mindste sådan som amerikanske kandidater fortolkede den) at den gjorde det så sjovt at kritisere? Som kønsforskeren Eve Kosovsky Sedgwick skrev i et nyligt essay:
"For at sige det ligeud, så legitimerer [Foucaults Seksualitetens historie] et syn på skriveaktiviteten som en form for sex, endda i den mest direkte form; samtidig legitimerer den et syn på seksualiteten som det centrale opbevaringssted for de sande værdier i moderniteten. Hvorfor skulle disse påstande ikke være stærkt energibefordrende for skribenter og forskere - i det mindste hvis Foucault har ret i sin vurdering af den prestige, det løfte om erkendelsesmæssig kraft og 'sex appeal', der ligger gemt i vort århundredes seksualitet?"
Kunne man forstå halvfjerdserne og firsernes fransk påvirkede litterære kritik som en akademisk version af tressernes love-ins?

Forfatteren læste. Og læste. Noget af det, han læste var (i disciplinens ånd) tertiære kilder om sekundære kilder, mest prominent i en bog ved navn Redrawing the Boundaries: The Transformation of English and American Literary Studies (Modern Language Association of America 1992), en uvurderlig samling af essays, skrevet af forskere fra mange forskellige områder.
Der kunne han iagttage, hvor gennemtrængende den franske indflydelse havde været på alt fra Chaucer-studier til kompositionslære-teknikker, samt konstatere, at det foucaultske syn på verden kombineret med Derridas analytiske teknikker stadig var markedets foretrukne redskaber.
Selv en løs gruppering af revisionister, de såkaldte Nye Historikere, der øjensynlig havde forsøgt at føre disciplinen tilbage før nykritikkens tid, brugte et sprog, der var fyldt med den sædvanlige svulstige pseudo-franske jargon (som her i et essay af Louis Montrose):
"Visse eksempler på ny-historistiske værker implicerer, at kulturen er et delt system af symboler, der udtrykker en kohæsiv og lukket ( en 'restringeret' eller 'sutureret') ideologi. De problematiske eller omstridte konsekvenser af en sådan model tenderer antydningsvis mod dens affiniteter til formalistiske analytiske modaliteter. De inkluderer den metodologiske antagelse af tropologiske snarere end af kausale relationer mellem nyhistorismens genstandsområder; emfasen på kulturen som en tekst, på det materielle livs diskursivitet og på de sociale og politiske relationer; forskerens selvpålagte begrænsning til studiet af synkrone interkulturelle processer, eksemplificeret i særlige tekster og tekstualiserede fremførelser; og den åbenlyse inkompatibilitet mellem det kulturelle paradigme og dynamikkerne i ideologisk modstand, konflikt og forandring."

Efterhånden som Forfatteren kom længere ind i sin læsning, voksede hans fornemmelse af at tingene faldt fra hinanden, centret kunne ikke holde.
Det var svært at finde kontinuiteten mellem bare to af teksterne. (Men måske var dette ønske om kontinuitet blot endnu en præ-dekonstruktionistisk trope?). Nogle af bøgerne var skrevet i den franske obskurantistiske stil, andre nærmest i hip jargon.
Én ting kunne han imidlertid afgøre, nemlig at dét ene tema, der var gennemgående i så at sige alle værkerne, var angsten for at have et gennemgående tema.
Den ene kritiker efter den anden advarede mod 'totaliseringens' farer - mod en overgribende (og derfor ekskluderende) teori. For at undgå denne grupperede de sig øjensynlig, ligesom sociale interessegrupper og politiske lobbyer i 1990erne, i mindre og mindre specialeområder, hvorfra de brugte en stor del af deres energi på at demonstrere, hvordan samfundet eller Historien eller Nogen bevidst eller ubevidst havde isoleret og undertrykt dem.
Altsammen velkendt Foucault - og i enkelte tilfælde, som i Edvard Saids Culture and Imperialism og Eve Kosovsky Sedgwicks Epistemology of the Closet, avlede denne sensibilitet - på en meget gammedags facon - nyttige nye læsninger af bøger som Melvilles Billy Budd og Conrads Mørkets hjerte (begge i øvrigt i høj grad dele af den traditionelle Kanon).

Hvad der imidlertid stadig generede Forfatteren var den implicerede bestræbelse på at vende paradigmet på hovedet snarere end at finde på et nyt, noget der resulterede i en anstrengt, misforstået priviligering af de underpriviligerede - for nu at benytte jargonen - en fremstilling af de én gang undertrykte som indehavere af en iboende overlegenhed i forhold til deres undertrykkere.
Så forståelig denne omvending kunne være, så var den i bedste fald sentimental, i værste fald repræsenterede den en fortsættelse af dominans/underkastelses-mønstret. Når eksempelvis den marokkansk-angelsaksiske Homi Bhabha skrev: "For det er ved at befinde os på grænsen af historien og sproget at vi [de kulturelle flygtninge] sættes i stand til at oversætte forskellene til en slags solidaritet", så mindede det Forfatteren om Richard Wright og James Baldwin, der for længe siden mente, at "negeren" kunne ses som hele samfundets samvittighed på grund af sin outsider-status - en velmenende, men selvbedragerisk position, som fremragende mænd indtog i et forsøg på at vende deres berettigede vrede til noget konstruktivt.
Generelt følte Forfatteren at den nye kritiske bølge drænede hans energi og entusiasme, måske fordi den løb parallelt med nationens moralske selvtilfredshed i almindelighed. Var incitamentet fra modstridende ideologier og analytiske teknikker stille sivet bort?
Muligvis. Den 'subjektive kritik', han læste, hvor kritikerne indflettede oplysninger om deres eget liv i fortolkningen af teksterne, var ikke blot banal men også deprimerende, som om disse forfattere havde glemt, at det interessante hos dem ikke var deres personlige liv men deres betragtelige analytiske evner.
Mens Forfatteren læste om den enes fire ægteskaber, den andens vægtproblem og den tredjes beklagelse over ikke at have fået børn, beklagede han, at psykoanalyse var blevet de intellektuelles officielle idræt. Naturligvis kunne man betragte dette behov for at udstille sig selv som noget skrækkeligt amerikansk:
Hvor en Derrida var tilbageholdende og undvigende i sin 'selvbiogafiske' La carte postale, dér sprang disse amerikanere ind midt i rampelyset iført underbukser, til tider charmerende, til tider idiotiske, men alle åbenbart under det indtryk, at selvafsløring a priori var interessant for andre.
Det syntes at være undgået deres opmærksomhed, at der kræves en vis mængde sublimering i ethvert godt stykke arbejde, det være sig kunst eller kritik og hvis man læser om eksempelvis Heinrich Heines eller Gregory Batesons sidste leveår, så opdager man, hvor megen energi de var i stand til at transportere ind i deres arbejde ved netop ikke at forfalde til selvudlevering og selvmedlidenhed.

De mest forfriskende stemmer, Forfatteren fandt, var i de værker, der undertiden kaldte sig selv 'post-humane', eller som på en eller anden måde trak på viden fra science-fiction eller naturvidenskab. Nogle af dem, som Scott Bukalmans Terminal Identity, en studie i sicence fiction, var skingre på den sædvanlige anti-totaliserende måde, og nogle af de 'post-humane' essays i Diana Fuss' Human, All Too Human virkede ungdommeligt naive: hvorfor troede disse unge kritikere for eksempel, at folks interesse for dyr var vokset signifikant, når enhver forlægger ved, hvor godt bøger om katte og hunde har solgt i et helt århundrede?
Men en kritiker som Katherine Hayles var i stand til i to bøger, The Cosmic Web og Chaos Bound at drage både varsomme og tænksomme analogier mellem udviklingen af naturvidenskaben i det 20. århundrede og tendenser indefor litteratur og litteraturkritik. Hendes analyse af det tragiske aspekt i dekonstruktionen (som kunne være årsagen til den desperate søgen efter stadig nye indfaldsvinkler i de nyeste kritiske arbejder) var sober og vedkommende:
"Ironien er, at jo længere intellektets frigørende behandling virker på materialet, jo mere magtrelationerne bliver udstillet, des mere hjælpeløst føler subjektet sig. Man kan forestille sig en feedback-sløjfe, hvor kritikeren skriver for at føle sin magt; men resultatet af hendes skrift er at identificere hende som et dekonstrueret subjekt, hvis 'selv' blot er en indskrift, sat af anonyme kræfter. Da det går op for hende, vender hun tilbage til sin skrift, for nu har hun mere desperat end nogensinde brug for at føle den magt, skriveriet giver hende. Men hendes skrift fortæller den samme historie på en ny måde, og den eneste aflastning er at skrive endnu mere..."

Findes der et alternativ, spørger Hayles, til denne feedback-sløjfe af magtesløshed og isolation? En af de ideer, hun har i de sidste kapitler af Chaos Bound, er den 'lokale videns' overlegenhed over den 'globale viden' (læs 'totaliserende teorier'), sådan som antropologen Clifford Geertz har udviklet dem.
Ifølge Hayles' gengivelse af Geertz må "globaliserende teorier forkastes," eftersom kulturer altid er "'komplekse semiotiske systemer, der er organiseret omkring bestemte lokale punkter', og de derfor er konstruktioner, der tjener de bestående interesser hos bestemte klasser eller magtstrukturer." Dog mener hun, at den samtidige litterære kritik er gået for vidt i sin 'priviligering' af det lokale på det globales bekostning: "den teoretiske kritik har udvidet det lokales herredømme, så det i sig selv er blevet til en ny slags globaliserende imperativ." Er det muligt at ramme balancen mellem det lokale og det globale? Hvor skal man begynde at lede efter den? (Hvilket nøjagtigt er det punkt, hvor den græske filosofi gav slip i den endeløse rivaliseren mellem Platons totaliserende teorier og Aristoteles' taxonomiske sandheder, tænkte Forfatteren).

For Forfatteren var svaret indlysende: i litteraturen. I litteraturen møder det lokale det globale, det partikulære åbenbarer sin universelle indebyrd. Litteraturen insisterer aldrig på globalitet; den nøjes med at antyde, at det lokale kan indeholde et universelt sædekorn, og at der kræves en uopløselig sammenfletning af de to poler, hvis et kunstværk skal være vellykket.
Desuden tilbyder den en modgift mod solipsismen: i forsøget på at skabe noget, der er 'større' en ham selv, noget der har sit eget liv, underlægges Forfatterens eget ønske om selvfremstilling, selvforstørrelse, politisk inflydelse, karriere, ja selv anerkendelsen som forfatter værket. (Og måske sker det samme for kritikeren i den 'litterære kritik').
Mon tiden var kommet til at vende tilbage til, hvor det hele begyndte, tænkte Forfatteren.

© George Blecher og Information.
Oversættelse: Karen Syberg

George Blecher er forfatter og universitetslærer, bosiddende i New York. Han skrevet skuespil, noveller og essays

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her