Læsetid: 5 min.

Kurdisk sag ved korsvej

19. november 1998

Der er meget på spil i det kurdiske spørgsmål efter arrestationen af Abdullah Öcalan. Hvordan skal den kurdiske sag overleve PKK-lederens tilfangetagelse?

Når det nu er sådan, at kurdernes historie er en lang række af brudte løfter, forfejlede aftaler og undertrykkelse fra forskellige landes regeringers side, hvordan skal den kurdiske sag så kunne overleve en arrestation af Abdullah Öcalan, lederen af Kurdistans Arbejderparti (PKK)?
Det er et oplagt spørgsmål at stille, mens Tyrkiet intensiverer sine krav om at få ham udleveret, og Italien tænker mere og mere indgående over, hvad landet skal stille op med PKK-lederen.
Svaret er knap så oplagt. Det kommer nemlig an på, hvordan man definerer de tyrkiske kurderes sag.
Hvis 'sagen' er skabelsen af et selvstændigt Kurdistan gennem væbnet kamp, ser det ikke så godt ud lige nu. Men det har det ikke gjort længe. Tyrkiets hær har længe haft overtaget i den sydøstlige del af landet, og nu er det oven i købet blevet endnu sværere for PKK at operere fra baser i Nordirak og Syrien.
Hvis 'sagen' er skabelsen af sympati, omtale og forståelse i Europa for kurdernes skæbne, er opmærksomheden omkring Öcalans arrestation gavnligt.
Hvis 'sagen' er at vinde de tyrkiske politikere og generalers forståelse for, at kurderne må have rettigheder og en grad af selvstyre, kan det i teorien gå begge veje nu, selv om det kan være svært at forestille sig med den sejrsstemning, der hersker i Tyrkiet i disse dage.

Af hensyn til perspektivet er det vigtigt at holde sig for øje, at PKK er en forholdsvis ung guerillabevægelse, som først blev dannet i 1974 - og startede den væbnede kamp i 1984. Den kurdiske nationalisme blev imidlertid vækket helt tilbage i 1890'erne, da det Osmanniske Rige sang på sidste vers. Ønsket om kurdisk selvstændighed blev forstærket i forbindelse med Sievres-traktaten efter Første Verdenskrig, der lagde op til en opdeling af Tyrkiet og lovede kurderne selvstændighed.
I 1923 rev Kemal Atatürk - Tyrkiets fader - traktaten i stykker, og der fulgte en række kurdiske opstande i 20'erne og 30'erne. De blev alle slået ned, og så var der stille indtil PKK greb til våben i 1984.
På det tidspunkt var kurderne ikke anerkendt som et særligt folk, og de havde ikke ret til at tale deres eget sprog på offentlige steder. Det forbud blev imidlertid ophævet i 1991. Men i dag er det stadig forbudt at undervise på kurdisk og publicere noget på kurdisk. Der skal ligeledes ikke meget til, før fortalere for kurdernes rettigheder bliver anklaget og fængslet for "separatistisk propaganda."
På baggrund af, at ønsket om anerkendelse af den kurdiske identitet er så gammelt, kan man argumentere for, at den kurdiske sag ikke står og falder med, om PKK-lederen bliver udleveret til Tyrkiet og sat i fængsel eller ej.
Men hvis de tyrkiske kurderes 'sag' er drømmen om et Kurdistan - enten sammen med kurdere i Irak, Iran og Syrien eller kun for kurdere i Tyrkiet - har det sjældent set så dårligt ud som nu. For det første er Öcalan selv bakket ud af kravet om fuld selvstændighed til fordel for et autonomikrav. Det er sket på baggrund af den tyrkiske hærs fremmarch på slagmarken i det sydøstlige Tyrkiet.
For det andet er PKK's muligheder for at føre væbnet kamp nu blevet svækket efter lukningen af baserne i Syrien og den nylige fredsslutning i Nordirak mellem de to andre rivaliserende kurdiske grupper Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og Den Patriotiske Union for Kurdistan (PUK). Aftalen mellem KDP og PUK betyder, at de ikke længere vil lade PKK bruge Nordirak som base for angreb ind i Tyrkiet.
Samlet må det betyde, at der ikke længere er nogen mulighed for gennem almindelig væbnet kamp at presse Tyrkiet til indrømmelser.
Det skulle da lige være genoptagelse af punktvise terroraktioner, som det var tilfældet for nogle år siden. Her foranstaltede PKK attentater mod bl.a. turistmål i Tyrkiet. Det ville imidlertid give bagslag i forhold til den relative goodwill, som kurdernes sag trods alt nyder i en del vesteuropæiske lande. Bortset fra, at det bliver ved sympatitilkendegivelser og skorter på konkret støtte fra regeringerne, så er det lykkedes for PKK at udvikle sin 'politiske gren', ERNK, og åbne kontorer i en række vesteuropæiske lande, herunder Danmark.
Men megen af sympatien for kurdernes sag er afhængig af, at PKK's ensidige våbenhvile holder, og for samtlige regeringer gælder, at man tager afstand til PKK's mere eller mindre hyppige terrormetoder. Meget af sympatien handler også om, at der fremsættes realistiske krav fremfor krav om en decideret kurdisk stat.
Med Öcalans ansøgning om politisk asyl i Italien og hans udtalelser om, at han ønsker dialog, forsøger PKK - tvunget af omstændighederne - at vinde pr-kampen i Europa. Ved at lægge afstand til terrorisme forsøger Öcalan også at spille bolden over på Ankaras banehalvdel, fordi Tyrkiet fastholder, at det ikke forhandler med terrorister.

Tyrkiet gør på sin side sit for at minde om, hvilke metoder Öcalan har taget i anvendelse, og argumenterer for at han derfor skal for en domstol. Hvis det sker, håber Ankara, at PKK lider så stort et knæk, at bevægelsen er ude af spillet. Næstbedst håber Ankara på, at PKK allerede har udspillet sin rolle.
Herfra er der to skoler:
Den ene siger, at hvis PKK forsvinder som den dominerende fortaler for kurdernes sag og erstattes af de mere moderate - 'lovlige som ulovlige' - kurdiske partier, vil det kunne medføre en konstruktiv dialog, der langsomt åbner for flere kurdiske rettigheder. Den anden siger, at hardlinerne i Tyrkiet på baggrund af en 'sejr' over PKK vil være så opmuntrede, at de ikke ser nogen grund til at løse det kurdiske problem ved dialogens vej. Nu koster det ikke længere kassen for den tyrkiske stat at føre en besværlig krig i bjergene, og så er alt godt.
Den sidste skole har tilsyneladende overtaget i Tyrkiet, blandt andet via generalernes magt i det nationale sikkerhedsråd.
Generalerne ser det som deres største opgave at sikre Tyrkiets udelelighed, og de ser derfor en klar fare ved at give kurderne flere rettigheder.

Hvad der end sker med Abdullah Öcalan i de kommende uger, har kurdere i hele Europa i hvert fald formået at gøre opmærksom på deres sag. Med støttedemonstrationer i mange af Europas hovedstæder - og mange tilrejsende til Rom - forsøger de at give et billede af, at det er 'Apo' og ingen andre, der taler deres sag.
Realiteten er imidlertid, at også andre partier taler for kurdernes rettigheder.
Men også de bliver holdt i kort snor. Over 500 mennesker er i de seneste dage blevet anholdt i forbindelse med ransagninger af det ellers lovlige kurdiske parti, HADEP's bygninger i flere tyrkiske byer.
Tyrkiets politikere og generaler synes at være fast besluttede på, at den kompromisløse kurs er og bliver den rigtige.
Dermed undervurderer de imidlertid, hvor stærk den kurdiske sag er, og det kan kun føre til at andre tager den væbnede kamp op under - eller efter - Öcalan.
Selv om kurderne står til at have vundet på udefronten - i Europa - så har de lidt endnu et nederlag på hjemmefronten.
Og så længe det sidste er tilfældet vil Ankara næppe rykke sig en tomme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu