Læsetid: 3 min.

Lavmælt irsk drama

27. november 1998

Få penge, store ambitioner, en stærk æstetisk sans og en nænsom instruktørhånd har gjort den prisbelønnede 'Natteblus' til en uhyre seværdig film

NY FILM
Originaltitlen på Natteblus er Korea, så hvor kan denne film vel udspille sig andre steder end netop i ... en lille afsides irsk landsby. Korea spøger dog i det fjerne, for året er 1952, og en af landsbyens unge mænd, som var udvandret til USA, vender hjem fra Korea-krigen i en Stars and Stripes-smykket kiste og færges i en næsten surreel scene over den lokale sø til sit sidste hvilested i den fædrene muld.
Natteblus - for en gangs skyld er den danske titel bedre end originalen - handler dog hovedsagelig om forholdet mellem en stivnakket far, der lever i fortiden, og hans voksne søn Eamon, som ikke helt har modet til at tage det opgør med faderen, som trænger sig mere og mere på. Moderen er død for mange år siden, og far og søn lever alene. Faderen taler ikke over sig, men isolerer sig i sin egen erindringsverden, hvor idylliske minder om hustruen blander sig med traumatiske billeder fra borgerkrigen.
Far og søn ernærer sig ved ålefiskeri, for det har faderen nu en gang altid gjort. Sammen glider de i robåden ud over søens blanke og natsorte overflade for at tilse ruserne, kun akkompagneret af isfuglens sang. Når faderen en sjælden gang imellem taler, er det som oftest for at skælde ud over den tiltagende turisme, som medfører begrænsninger i fiskeriet.
Især retter han sin harme mod det lille samfunds store mand, Ben Moran, som kæmpede på den anden side i borgerkrigen. Det er en af Bens sønner, der vender hjem fra Korea i en kiste, og Eamons far er ikke sen til at adoptere de rygter, der hævder, at Ben har sendt sine tre sønner til Amerika - og dermed til Korea - for at kunne profitere på livsforsikringen på 10.000 dollars for hver falden soldat!
Ben er arvefjenden, så da Eamon forelsker sig i Bens datter Una, og hun i ham, er der lagt i ovnen til en større konfrontation mellem far og søn.

Nænsom intensitet
John McGahern, der har skrevet den novelle, som Natteblus bygger på, har formentlig delvist ladet sig inspirere af Romeo og Julie, men skønt kærlighedshistorien er fin og stærk - ikke mindst takket være de to unge skuespillere Andrew Scott og Fiona Molony, der her debuterer på lærredet - er den ikke filmens centrale ærinde. Instruktøren Cathal Black har, i samarbejde med sin manuskriptforfatter, tillige skelet til sin egen opvækst, og det er formentlig dette element af noget selvoplevet, der gør, at filmen er blevet på én gang nænsom og intens. Og så skal den fine karakterskuespiller Donal Donnelly, som spiller Eamons far, også have en stor del af æren.
De både stærke og betændte relationer mellem far og søn skildres på baggrund af de radikale omvæltninger, som det rurale Irland gennemgår i 50'erne. Den spirende turisme lægger arbejdsrutinerne om, arbejdsløsheden truer, stadig flere udvandrer, landdistrikterne får elektricitet - markedsført som "en revolution, der vil feje mindreværdskomplekser bort" - altsammen akkompagneret af en endnu ganske frisk erindring om borgerkrigen.
Med sin sindige rytme, sine afdæmpede farver, sine fredfyldte landskaber og sine jævne personer fremtræder Natteblus umiddelbart som en uhyre enkel film, men måden, hvorpå den ambitiøst smeder ung kærlighed, betændte far-søn relationer og irsk historie sammen i en helhed, gør den mere kompleks end som så. Projektet lykkes faktisk overraskende godt, og så meget desto mere imponerende i betragtning af at filmen er lavet på et minimalt budget - ca. fem millioner kroner.
Skønt man godt undervejs kan få for meget af følte indsatte billeder af metaforiske ål, der spræller fortvivlet i rusens fangenskab, er Natteblus en elegant lille film, som helt fortjent er blevet udmærket med adskillige priser, bl.a. den danske Asta Nielsen Award.

*Natteblus (Korea). Instruktion: Cathal Black. Manus: Joe O'Byrne efter novelle af John McGahern. Irland 1995. 75 min. (Posthus Teatret)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her