Læsetid: 3 min.

Lines listige livsløgn

23. november 1998

Replikkerne i 'Snart kommer tiden' er drømmesætninger for Danterne

TEATER
Så tåbelige lyder vi altså, når vi skændes her i 90'erne!
Line Knutzon har tilsyneladende været flue på væggen i mange parforhold, hvor endeløse diskussioner har afløst forelskelse, forførelse og fairness. Og i stykket Snart kommer tiden har hun hængt alle urimelighederne op på pinagtighedernes opslagstavle.
Det står åbenbart slemt til i parforholdet, både med venskabsfølelsen og erotikken.
"Du kan da bare forføre mig!", siger den sexslukkede hustru. "Jamen, jeg har lyst til at blive forført!", stamper den frustrerede ægtemand - og så er de jo lige vidt.
Og dét er Knutzons listige pointe: at parforhold ikke flytter sig ud af stedet. Man skændes bare om, hvem der bør tage initiativ til at gå, men man får det aldrig rigtig gjort. Og så driver tiden bare afsted, uden man registrerer det, for man har hele tiden så travlt med at tale om den tid, der skal komme. Om friheden og alt det, som en dag skal realiseres - alt det, den anden har dræbt i én.
Men den tid kan nødvendigvis aldrig komme, for mens tiden forsvinder, vokser fortroligheden med det ligegyldige, og afstumpetheden forhindrer én i at engagere sig følelsesmæssigt i andre, ens egne børn for eksempel. Og drømmen reduceres til dén livsløgn, der er det eneste, der fortsat får én til at stå op om morgenen. Selvbilledet fortegner sig, og pludselig er man blevet 85 og bitter uden overhovedet at have lagt mærke til det...

Fyrværkeriblomster
Line Knutzons replikker er drømmesætninger for Danterne - flyvende, spiddende, vanvittige. Og Emmet Feigenberg har iscenesat Knutzons skæve univers med tæft og timing i Marianne Nilssons klaustrofobiske, kærlighedsrøde scenografi.
Publikum klukker simpelthen af grin, i hvert fald i første akt, hvor Knutzon kaster ordene ud som raffinerede fyrværkeriblomster.
I andet akt kniber det med de overraskende gnister - her er dramatikeren pludselig blevet ramt af dramaturgiske finfornemmelser om og endehæftninger; førsteaktens lethed tynges i hvert fald unødigt ned på jorden.
Skuespillerne spiller ellers, så man er parat til at tro, at de såmænd også kan flyve - hvis de ellers gad. Lotte Andersen stråler endnu en gang som Dantes ukronede dronning med et kvindeportræt så grotesk i sin kroniske ærgrelse og så realistisk i sin træthed, at hele den igangværende debat om kvinders opgivelse af mændene synes personificeret af hendes Rebekka, der altid har endnu en uoverskuelig bunke gråhvidt vasketøj at lægge sammen.
Hendes Hilbert er nærmest en farce - Troels Lyby, der optræder som tidens herskende mandetype: Manden, der kun opleves i bevægelse én gang om dagen, nemlig når han hver aften træder ind ad døren efter arbejde og spørger, hvad de skal have at spise...

Skyklapliv
Hustruens eneste trumf er en fortid, nemlig eks-manden John, som Bjarne Henriksen spiller med en mærkeligt tillidsvækkende håbløshed - på samme tid en stakkel, en neurotiker og en intuitiv filosof.
Og Paprika Steen spiller hans nye (eks-)kæreste med en rammende indesluttethed som en ægte norsk sæterjente, der bare har glemt, hvad det var, de talte om sidst - oppe i den fjeldhytte, hun heller ikke helt kan huske.
For fortiden smuldrer for disse fire mennesker. Kun husalfen Oda har nogenlunde styr på minderne, men hun bliver sjældent spurgt om noget; hun kommanderer bare rundt med den hukommelseskvælende støvsuger. Og Sofie Gråbøl lever Odas skyklapliv ud med den mest barokke overbevisning.
"Man skal bevare den erotiske glød hele livet," siger denne gammeljomfru med Alt for Damerne-visdom. "Selv holder jeg mig i gang med svømning og hvidløgstabletter!"
Sjældent har Gråbøl været så gennemført kikset som her - en befriende skønhedspunktering fra den tilbejlede diva. Alligevel er det Dante-debutanten Solbjørg Højfeldt, der overrasker mest. For dette varme hundyr med mandeløjnene og den erotiske stemme har forvandlet sig til en anonym, midaldrende 'kvinde fra forstæderne' iført verdens kedeligste cardigan med kniplingskrave, støvletter med kaninkant og sandfarvet husmorjakke fra Føtex. Det er simpelthen ubetaleligt.
Så alt i alt: Danterne præsterer efterårets bedste teaterbud på et godt grin. Men pas på. Måske sidder du også og griner af dig selv!

*'Snart kommer tiden' af Line Knutzon. Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Dr. Dantes Aveny til 11. dec. samt 4. jan.-6. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu