Læsetid: 6 min.

Litteratur når verden brænder?

20. november 1998

Luigi Malerbas danske oversætter har mødt den italienske forfatter, der også er miljøaktivist, og samtalt om nødvendighed, værdi, værdighed

BOGTILLÆG (2. SEKTION)
SKRIFT & LIV
Hvor er det flovt at skrive, hedder en bog af den italienske forfatter, Luigi Malerba.
Originaltitlen er Che vergogna scrivere, og ordet 'vergogna' forbindes ikke blot med noget flovt, men også med noget 'skammeligt' eller 'skændigt'.
Malerba hører til italiensk litteraturs nulevende klassikere på niveau med Italo Calvino. Han stammer fra en bondeslægt i Parma, hvor der kun stod Bibelen og leksikaet Treccani i bogreolen. Som 30-årig forfatter og medlem af Gruppo 63, der svarer til vores 60'er-modernister, hittede han på at kalde sig 'Malerba' - ukrudt. Måske fordi han var og er en militant miljøforkæmper, der i sine romaner fra 60'erne harcelerer over forureningen fra fabrikkerne og skælder bønderne ud, fordi de brænder markerne af og fælder store, gamle træer.
Denne mand med de prægnante, kantede ansigtstræk og et skeptisk syn på sine omgivelser, parret med en stor kapacitet af viljestyrke og fabulerende fantasi, er oversat til en række sprog.
Han er født i 1927 og debuterede med Opdagelsen af Alfabetet. Siden kom bl.a. Prix Médicis i 1970 for Saltomortale, en bog, der nu er aktuel i Danmark. Jeg har oversat bogen, som jeg også oversatte Slangen, der har været sendt et par gange som radioroman i Danmark.

God plads til tankerne
Fra Malerbas bopæl er der udsigt til Orvieto, som ligger lavere end selve huset på en tufklippe, resterne af et gigantisk vulkanudbrud i forhistorisk tid, byen svæver i det gråbrunlige efterårs disede og lave skyer. Domkirken opfanger et svagt sollys og stråler med sin guldfacade.
Omgivelser, der genkendes fra Malerbas bøger, for han er en forfatter, for hvem lokaliteter spiller en lige så stor rolle som personkarakteristikker og intriger.
Nu står vi på gårdspladsen uden for hans statelige, umbriske landhus, et forhenværende præsteseminarium, hvor han rygende på sin pibe skriver hver dag i et kæmpestort tidligere undervisningsrum, "så der kan blive god plads til tankerne", men dog sørger for at holde vinduerne godt lukkede, så tankerne ikke smutter ud.
- Din debutroman hed 'Opdagelsen af alfabetet', og nu skriver du en bog med titlen 'Hvor er det flovt at skrive'?
"Ja, jeg har jo nok slået en saltomortale i den mellemliggende tid. Platon brød sig slet ikke om poeterne, der bare opfandt overflødige løgne og forstyrrede roen i hans idealrepublik. Kunstnere har det bedst, når de indordner sig under institutionerne, hvad enten det er demokratiet eller diktaturet, og lader sig bruge som et redskab."
"Men fra forfatter-supplikanten med sine lange hengivne dedikationer til mægtige fyrster, er vi gået over til den selvstændige, erhvervsdrivende forfatter, som altid taler om penge og forsøger at organisere sig i fagforeninger. Han har udviklet sig til et spøgelse, en boheme, der skræmmer som i en Halloween-nat ved at tage pinlige emner op til debat og være evigt utilfreds, i opposition til magthaverne. Derfor er den bedste forfatter en død forfatter set fra deres standpunkt."
"I de senere år har det været typisk at følge sagen om Salman Rushdies dødsdom og læse om den nigerianske forfatter Ken Saro Wiwa, som blev hængt i en strikke."
- Hvorfor skriver du, og hvem vil du helst skrive til?
"Jeg plejer at sige, at jeg skriver for at få at vide, hvad jeg selv tænker. At skrive noget ned er som at foretage en lakmusprøve, ubestridelig, afslørende og nådesløs. Hvis en tanke eller en metafor ikke kan bestå skrivningens eksamen, er det hele uden værdi, for skrivningen og litteraturen kan kun overleve ved at eje indre nødvendighed, værdi, værdighed."

Det er alvoren der tæller
"For mig er den maksimale udfordring, væddemålet med Gud, verdensarkitekten: Kan det lykkes for mig at give virkeligheden en mening, en retning?"
"Jeg ved, at mit væddemål er tabt på forhånd, men man kan måle lødigheden af et forfatterskab ved at observere, hvor alvorligt forfatteren har taget denne udfordring. En forfatter har en endeløs skala af potentielle historier at nedskrive. Men den selvsamme begivenhed, det samme ansigt, ja, selv det samme motiv kan gentages i et ubegrænset antal varianter. Skrivningen kan drage næring af den mest banale hverdag, netop... glem ikke den personlige oplevelse. Selv om man kun har været forelsket en gang i sit liv, kan man skrive tusinde kærlighedshistorier, men har man aldrig været forelsket, kan man ikke skrive bare en. For mig svarer skrivningen til det, forskeren gør ved at se ned i sit mikroskop. Derfor er der forskel på 'litteraterne', hvis erfaringer begrænser sig til at læse andre folks bøger og derefter skrive deres egne, og forfatterne, som 'finder på' ved at bygge på en sanseoplevelse eller direkte erfaring om verden."

Realismen er et bedrag
- Du husker måske H.C. Andersens fabel, om den unge mand, der ville være digter til påske ?
"H.C. Andersen er blandt de forfattere, jeg skatter højst. Men der er mere, jeg vil sige... Den såkaldte 'realisme' er svindel, et rent bedrag, som den litterære kritik har opfundet for at drive gæk med læserne. Selv om skrivningen bygger på virkeligheden, beskriver den ikke virkeligheden, men oversætter, opfinder, selv når der fortælles om nære ting og begivenheder... hvad litteraturen skal kunne, er at skabe en overbevisende følelse af, at den er virkelighed. 'Sandheden er aldrig sandsynlig,' sagde Dostojevskij, så den kan ikke ikke bruges til noget. Reportager fra virkeligheden kan journalisterne klare meget bedre selv."
- Du har skrevet nutids-fortællinger, men også historiske romaner. Er et ikke vigtigere og vanskeligere at skrive om nutiden?
"Da jeg skrev Den blå planet, foregreb jeg uden at kunne vide det den skæbne, en meget mægtig og korrupt mand nu er ved at få. Modellen var Giulio Andreotti, der nu er afsløret som mafiaens leder og ophavsmand til mange mord. En forfatter - ikke en litterat - er altid en kilde til sin egen samtid. Når jeg har udgivet historiske romaner, har folk - og kritikken - altid sagt, jamen, det er jo et billede af nutiden. Det er, som om jeg forvandler mig til en, der finder vand med en pilekvist. Hver gang kommer jeg til at vælge historiske personager og epoker, som svarer til alvorlige, aktuelle problemer."

Skriften husker
- Som afslutning på en af sine romaner lader Rushdie hovedpersonen defækere som et symbolsk udtryk for, at forfatteren kommer af med noget ved at skrive, altså ikke som en fødsel, den metafor, man ellers hefter på forfatterens arbejde...
"Hver af mine bøger er inspireret af en inderlig misstemning, som irriterer mig, og som jeg helst vil af med. Det sker nemmest ved at skrive, for det at udtrykke sig dækker et inderligt eksistentielt behov. Selv hulebeboeren fortalte historier til sine fæller, og det er det samme, vi gør til vore nutidige hulefæller. Jeg har ofte spurgt mig selv, om man kan tillade sig at fortabe sig i litterære fiktioners univers, mens verden om os brænder af vold og uret. Litteratur og vold er adskilte verdener, alligevel står de i forbindelse med hinanden gennem usynlige kanaler. Skrivningen sletter intet, men fungerer som et filter for dagligdagens overgreb og krigsbegivenhederne. Den husker og vedligeholder."

Dialektiske gedebukke og dogmatiske får
Malerba om litterær kritik
"Jeg inddeler kritikere i to typer:
De kamplystne dialektiske gedebukke analyser, fortolker, diskuterer, dekonstruerer og rekonstruerer en litterær tekst. Det hænder ganske ofte, at de optræder aggressivt og umoralsk. Deres benhårde domme kan ikke appelleres og efterlader åbne sår eller ar. Jeg er ofte blevet forbløffet over, hvor mange divergerende betydningslag der kan hives ud af en roman eller bare en kort fortælling, men jeg har næsten altid været enig, især når deres fortolkninger stred mod de hensigter, jeg selv havde haft, mens jeg skrev. Ved kritikerens mellemkomst får forfatteren en chance for bedømme sig selv, så han kan lære noget af at se sine bøger på afstand, udefra, som om de var ham fremmede.
Og de dogmatiske får. Den slags er vederkvægende læsning for forfatteren, også de spejler visse typer af læsere. Klangfulde, polerede, slebne og refererende.
De dogmatiske får udtrykker ikke deres misbilligelse eller billigelse gennem argumenter, men ved hjælp af rigelig brug af adjektiver.
Som regel genfortæller de loyalt romanen for så lige som distræt at fælde en dom i de fire allersidste linier af anmeldelsen. De dogmatiske får opfatter det som deres opgave at lære overbærenhed fra sig og få ufordøjelig litteratur til at glide ned gennem spiserøret.
Hvad er så rigtigt, og hvad er forkert? Sådan fungerer litteraturens republik i al fald."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her