Læsetid: 3 min.

Om liv og død

30. november 1998

Et lille dyr i skoven kan gøre transplantationslægerne stor bjørnetjeneste
De kender givetvis Peter Plys. Og hans ven i Hundredemeterskoven Tigerdyret. Men har De nogensinde mødt bjørnedyret?
Svaret er ja. Hvis De har været i skoven bare en enkelt gang, har De mødt bjørnedyret.
Bjørnedyret er et lille hvirvelløst dyr, mindre end én millimeter langt, som lever i skovbunden, i sø og hav - overalt i naturen hvor der er den mindste smule vand til stede. Med lidt god vilje ligner det en bamse med sin buttede krop og sine ben med små kløer på - omend der er otte af dem, benene.
Bjørnedyr har i årtier været et yndet studieobjekt for forskere. Fordi bjørnedyr er gode til at belyse spørgsmålet om liv og død.
Hvad vil De f.eks. kalde et dyr, der ligger stille og indtørret som en mumie, uden målelige livsreaktioner, i over 100 år? Levende? Næppe. Ikke desto mindre er bjørnedyret levende i den forstand, at det efter 100 års dvale er i stand til at vågne til live, hvis bare man hælder vand på det. Og ikke nok med det. Når bjørnedyret er gået i hi i indtørret tilstand, kan det mishandles ud over enhver grænse og dog vågne til dåd, hvis der blot viser sig vand.
Forskeren Kunihiro Seki fra det japanske Kanagawa Universitet har for nylig i tidsskriftet Nature beskrevet, hvordan han og hans kolleger har udsat indtørrede bjørnedyr for et tryk, der svarer til seks gange trykket på 10 kilometers havdybde. Tidligere har andre forskere udsat bjørnedyr for temperaturer på minus 250 grader og på plus 150 grader.
Ligesom nogle har placeret indtørrede bjørnedyr i vakuum eller udsat dem for radioaktiv stråling. Hver gang vender de tilsyneladende stendøde dyr tilbage til livet.
Ud over at imponere ved deres ubegribelige hårdførhed, så rejser bjørnedyrene spørgsmålet om, hvad liv egentlig er? Om det - i hvert fald på dette hvirvelløse dyrs udviklingsstade - er ren kemi? Eller en simpel maskine, der kan tændes, når blot der tilføres 'brændstof'?

Organer på lager
For forskerne ved Kanagawa universitetet er det imidlertid knap så filosofiske spørgsmål, der trænger sig på. Man er stærkt optaget af, hvad bjørnedyrets særlige egenskaber kan bruges til.
Kunihiro Seki har fundet ud af, at bjørnedyrene producerer et sukkerstof kaldet trehalose, som kan stabilisere membranerne om dyrets celler og dermed beskytte deres indre mod at gå til grunde, når tørke, tryk, ekstreme temperaturer eller stråling sætter ind. Det er fristende at spørge, om dette stof kan tilføre andre dyr samme evne til 'udødelighed'. Og svaret kan være ja, viser de japanske forskeres arbejde.
De har lavet forsøg med rottehjerter, som de har gennemskyllet med trehalose og dernæst udtørret. Efter 10 dage blev hjerterne igen tilført vand og begyndte straks at slå påny. For Kunihiro Seki er næste skridt at afprøve andre dyreorganers evne til at vende tilbage til levende tilstand, hvis de holdes trehalose-imprægneret og udtørret i f.eks. et år. Og det ultimative perspektiv? De kan næsten gætte det. Hvis også menneskelige organer først kan 'mumificeres' og derefter bringes til live ved hjælp af bjørnedyrets strategi, så kan man med et slag løse problemet med mangel på donororganer til transplantationer. For så kan man nærmest rutinemæssigt udtage relevante organer af døde mennesker, der har givet donorsamtykke, trehalose-behandle dem og lægge dem på lager i tørret tilstand, indtil patienten med behov for et organ behov banker på.
Kunihiro Seki har for længst set perspektivet og følger nu målbevidst i bjørnedyrets fodspor. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu