Læsetid: 4 min.

Livingston, I presume

18. november 1998

Gingrichs efterfølger skal lede et delt parti - en opgave, der virker uoverkommelig

BOSTON - Robert Livingstons skingre stemme lå i højeste decibel og gav et metallisk ekko fra sig over radioen i vinteren 1995, da præsident Bill Clinton havde afvist republikanernes budgetforslag og bureaukratiet i Washington stod til at lukke.
"Aldrig, aldrig, aldrig nogensinde vil vi give op. Vi bliver her til dommedag," hørte radiolytterne den nyvalgte republikanske udvalgsformand brøle til sine tilhængere i Repræsentanternes Hus.
Livingston optrådte dengang for tre vintre siden som en tro tilhænger af Newt Gingrichs 'republikanske revolution', der havde trynet det demokratiske flertal i midtvejsvalget 1994 og nu var rede til at indtage Washington.
Gingrich-republikanernes plan gik ikke helt som ventet. Under præsidentvalget i 1996 tabte partiet mandater i Repræsentanternes Hus. Forleden blev republikanernes flertal beskåret til seks - en papirtynd margin.
Nu har den visionære missionær Newt Gingrich taget konsekvensen og forlader i januar sin stilling som formand for Repræsentanternes Hus - USA's tredje mest magtfulde politiske post næstefter vicepræsidenten og præsidenten. Indenfor det amerikanske partisystem anses stillingen endvidere for at være den mest indflydelsesrige - især når partiet ikke kontrollerer Det Hvide Hus.

Pragmatisk politiker
Alt tyder på, at 'Bob' Livingston - en konservativ republikaner fra delstaten Louisiana - bliver Gingrichs efterfølger, når de 228 republikanske medlemmer af Huset i dag skal vælge ny ledelse. Hans kandidatur er blevet velsignet af ledere fra partiets tre vigtigste fløje - det religiøse højre fra Syden, de moderate fra det nordøstlige USA og laissez-faire republikanere ude i det amerikanske Vesten.
Livingstons førende modkandidat - en ultrakonservativ politiker fra Californien - trak sig hurtigt tilbage, så en sejr er næsten garanteret på forhånd. Men Livingstons triumf kan inden for kort tid blive vendt til en pyrrhus-sejr for ham selv og partiet, han skal lede.
"Jeg tror ikke, at den republikanske ledelse i Huset kan hjælpe partiet meget ude omkring i landet. Det virker som om, de befinder sig i et kæmpe rod, og folk opfatter dem som et parti, der kun er interesseret i at rejse rigsretsanklage mod Clinton. De giver indtryk af at være nogle ekstremister," sagde Thomas Mann fra tænketanken Brookings Institution i Washington fornylig.
Ikke desto mindre stilles der store forventninger til Gingrichs efterfølger - både blandt republikanere, demokrater og i Det Hvide Hus. Det skyldes, at Livingston til forskel fra Gingrich opfattes som en pragmatisk politiker, hvis mål er mere beskedne eller - om man vil - mindre vidtløftige.
"S-togene skal køre til tiden," som et anonymt republikansk kongresmedlem sagde fornylig.

Kannibalerne
Men selv for en mand med Livingstons lederevne kan denne opgave blive uoverkommelig. I Repræsentanternes Hus er det republikanske parti efterhånden blevet fragmenteret i så mange grupper, at de i deres iver for at vinde indflydelse på lovgivningen praktisk talt æder hinanden op.
"Kannibaler," kaldte Gingrich de evangeliske parti-prædikanter, da han bød partiet farvel to dage efter midtvejsvalget.
Tendensen til opløsning i partiet skyldes interessant nok mere personlige magtkampe end en skarp ideologisk kløft mellem på den ene side midtsøgende, pragmatiske republikanere og på den anden side moraliserende abortmodstandere, tilhængere af skolebøn og deslige.
Nej, dybest set hænger partiet snart ikke sammen, fordi en hæderkronet tradition for anciennitet og hierarki blev opgivet under Newt Gingrichs formandskab i Repræsentanternes Hus. Da republikanerne vandt flertallet i 1994, begrænsede de nemlig formandskabet for udvalg til seks år og formandsposten i Huset til otte år.
Formålet med de nye regler var at lægge bånd på politikernes personlige ambitioner, forklarer journalisten David Grann i en opsigtsvækkende artikel i ugebladet The New Republic.
"Resultatet blev det omvendte. Menige medlemmer så straks deres chance for at blive til noget og startede hver deres valgkampagne for at blive udvalgsformand."
Et betragteligt antal republikanere har endvidere erklæret på uformel basis, at de højst vil tjene i Huset i tre embedsperioder, hvilket svarer til seks år. Det er en indstilling, som nyder stor respekt blandt vælgerne, der tager afstand fra, hvad man føler er en incestuøs og korrupt politisk institution.

Livingstons åbning
Men konsekvensen af en tidsbegrænset politisk karrier er, at de folkevalgte prøver at rykke op i partiets hierarki så hurtigt som muligt for at sikre sig et eftermæle - eller - som Livingston - for at blive valgt til leder.
Livingston, som har været kongresmedlem fra New Orleans siden 1978, havde egentligt planlagt at forlade politik i år og arbejde i Washington som industri-lobbyist. Han har nemlig været formand for Husets bevillingsudvalg - en magtfuld stilling, der giver stor indflydelse på fordelingen af statens midler.
Men da ultrakonservative republikanere forsøgte at styrte Gingrich i sommeren 1997, så Livingston en åbning og begyndte at indsamle bidrag fra forsvarsindustrien samt tilsagn om støtte fra republikanere, der var utilfredse med Gingrichs lederskab. Halvandet år senere - dagen efter nederlaget ved midtvejsvalget - erklærede han sit kandidatur til formandsskabet i Huset.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her