Læsetid: 4 min.

Løb for livet

3. november 1998

New York Marathon er en ejendommelig folkevandring, der tager pusten fra de fleste, men til gengæld gør alle til en vinder

SPORT
NEW YORK - Der er en betagende og næsten foruroligende tyngde over New York Marathon, og det i helt bogstavelig forstand. I minutterne efter, at startskuddet har lydt ved Vearazon-Narrows Bridge på Staten Island, er der en åndeløs stilhed, og man kan kun høre lyden af den gamle hængebros konstruktioner, der knirker under de tredivetusinde par fødder. Fra sikker afstand på fastlandet i Brooklyn kan man med det blotte øje se broen gå i svingninger i takt med, at den store masse bevæger sig afsted i en hoppende rytme. Og sådan fortsætter det i timevis gennem byens gader, denne tavse menneskemasse med anstrengte og smertefulde ansigter, indtil de løber den sidste kilometer i Central Park til lyden af hårdtpumpet musik i højttalerne og tilskuernes opmuntrende tilråb. Der er noget uforståeligt over denne masse, for hvorfor løber de? Er de på flugt eller skal de nå noget? Og hvorfor løber jeg ikke? Er det noget, jeg ikke ved?

En by - fem kvarterer
New York City Marathon er den største sportsbegivenhed i byen. Med tredivetusinde deltagere fra hele verden, hundredevis af frivillige hjælpere og mere end en million tilskuere langs den 42 kilometer lange rute, overgår det new yorkernes interesse for de andre mere traditionelle amerikanske sportsgrene.
Ruten kommer gennem alle New Yorks fem bykvarterer, Staten Island, Brooklyn, Queens, The Bronx og Manhattan, og marathonet binder på den måde byen sammen fra slumkvarterene i East Harlem og det jødiske kvarter i Williamsburg til de ekslusive lejligheder på The Upper East Side. Den lokale fjernsynkanal har udvalgt en repræsentant fra hvert kvarter, som bliver fulgt undervejs af en medløbende journalist. Det er ikke nogen konkurrence, men et forsøg på at vise hvordan hvert bykvarter bidrager til løbet.

Kondi-karneval
New York Marathon er et slags karneval, som byen selv, en folkelig iscenesættelse, hvor alle kan være med og også er det. Fra unge og gamle, sorte og hvide, toptrænede atleter og tapre førstegangsløbere til folk i kørestol og folk med flag og parykker, folk klædt ud i farverige kostumer og tjeneren, der løber og balancerer med en bakke med glas, er de alle med til at skabe fornemmelsen af, at hele verden er samlet i New York for at løbe.
Byen selv er klædt i bannere uger i forvejen, og Central Park er på selve dagen omdannet til en stor festplads for deltagere og tilskuere. Den store indgang på Columbus Circle er dekoreret med balloner, og et hav af boder og underholdning sørger for, at der er liv i gaden. Medierne er også med til at skabe denne storslåede stemning, aviserne udgiver ekstra tillæg, fjernsynet har flere helikoptere i luften for at følge feltet, og hele begivenheden bliver dækket direkte på Internettet fra klokken seks om morgenen. Det er stort og mangfoldigt, som kun New York kan være det, og så kan marathonet endda også fremvise et sanitært rekordfænomen, nemlig verdens længste pissekumme.

Ud i det grønne
Men New York Marathon er også et karneval i ordets egentlige betydning, nemlig en overskridelse af kroppen og kødet. Midt mellem skyskrabere er marathonet et udtryk for storbymenneskets trang til at slippe eller måske snarere løbe væk fra en stressende og usund hverdag.
Det er, som om de vil bevise, at de duer til noget mere, og ikke bare er de grå folk i jakkesæt, der ellers befolker avenuerne indhyllet i ildelugtende udstødning fra bilerne, varm damp fra undergrundsbanen og stegeosen fra utallige hotdog-vogne. De lever og er sunde, om de så skal udmatte sig selv og løbe flere timer for at overbevise (sig selv) om det. Det er således et rammende symbol, at løbet slutter i Central Park, det grønne åndehul i midten af byen, som også til dagligt fungerer som et rekreativt mødested for forretningsfolk, rulleskjøtekørere og hundeejere. Her kan tilskuerne på løbsdagen tage på søndagsudflugt og se heltene, altimens venligtsindede frivillige uddeler gratis prøver på en ny allergimedicin, og en stor videoskærm viser reklamer for løbesko, læskedrikke og morgensmadsprodukter.
Det er et kollektivt sundhedsflip, en slags massepsykose, hvor tredivetusinde mennesker finder sammen for at overbevise hinanden om, at der er en vej ud, en vej til et sundt og bedre liv. Der er selvfølgelig en vis ironi i, at det foregår i en storby, hvor alt er ved det samme dagen efter, en ironi man måske fanger ved i målområdet at spille titelmelodien til tv-serien Mission Impossible ud af de opstillede højttalere, men om ikke andet så er deltagere og tilskuere overbevist for enkelt dag.

Vindere
Der er en særlig apokalyptisk stemning over New York Marathon. Deltagerne løber som var der ikke nogen morgendag - i et sidste håb om at slippe for menneskehedens skæbne. Det er vores tidsalders måde at bode for sine synder på og sikre sig en plads i himlen.
Bagefter, når løbet er overstået, går de udmattede løbere hvileløse og let rådvilde rundt i målområdet iført sølvfarvede kapper og ligner mest af alt astronauter, der lige er kommet tilbage til jorden efter en tid i det ydre rum. Men er det ikke også det, de er, disse marathon-mennesker med deres vilje til at kæmpe til sidste dråbe sved og løbe til stregen er krydset, pionerer i menneskets fysiske grænseland? De er udtryk for en overskridelse af vores fysiske evner og i sidste ende af vores dødelighed. For hvis man kan løbe New York Marathon kan man gøre alt i verden, alt, også leve uendeligt. De er alle vindere, som kommentatoren ved målområdet siger, hver gang en løber krydser stregen. De har løbet for livet og vundet. Det har de nu gjort i mange år, de vil gøre det igen næste år, og de bliver ved med det til verdens ende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her