Læsetid: 3 min.

Lortekunst!

19. november 1998

Det kontroversielle kunsttidskrift Coagula fejrer sit fem-års jubilæum med en udgivelse, der viser, at ingen kunst er så god, at den ikke er dårlig for noget

TIDSSKRIFT
Kunsttidskriftet Coagula blev startet i 1992 af den nuværende redaktør Mat Gleason i Los Angeles, og året efter Charlie Finch i New York, som et opgør mod hykleriet og korruptionen i den amerikanske kunstverden, eller som en leder i nummer 10 mere billedligt udtrykte det: "At modarbejde den forsonende incest, der oversvømmer alle troværdige forhold i kunstverdenen."
Coagula er et såkaldt zine, et lille undergrundsblad fotokopieret på billigt papir, der udkommer hver anden måned og kan købes for en dollar i udvalgte kiosker.

Udleverende sladder
Med kompromisløse anmeldelser, respektløse interviews, satiriske påfund og udleverende sladder stiller det skarpt på alt og alle i kunstverdenen. Kunstnere, kuratorer, galleriejere, ja selv kritikkere, ingen er for gode til ikke at få en kritisk kommentar af Coagula, og det har nu været kunsttidskriftets politik i mere end fem år med lige dele grin og gru til følge.
Det kan man læse i bogen Most art sucks - Five years of Coagula, en lille samling af det bedste, eller værste om man vil, fra Coagulas første fem år som den amerikanske kunstverdens sladderblad.
Det er underlødigt, ubarmhjertigt og uhøjtideligt og forfriskende morsom læsning for folk, der tager kunst(verd)en alt for alvorlig.

SIadder og skattejagt
Coagula er nok mest kendt, og læst, for sine sladderspalter, hvor kunstverdenens hemmeligheder afsløres og udstilles.
Tidskriftets sladderhank er Janet Preston, pseudonym for Charlie Finch, der er berygtet for at hjemsøge ferniseringer i New York for at overhøre private samtaler, råbe af folk, han ikke kan lide, og i det hele taget opføre sig uforskammet.
Han har både øje og øre for de gode historier, fra Cindy Shermans triste jul efter hendes flop som filminstruktør og Julian Schnabels pinlige restaurantbesøg til galleriejer Larry Gargosians seksuelle udskejelser som escort for rige enker.
Coagula gør det også i forskellige humoristiske påfund, som en liste over de mest overvurderede kunstnere i det 20. århundrede og en skattejagt, hvor læserne bl.a. skal finde et pornobillede af Ilona Staller sammen med alle andre end Jeff Koons, et foto af Jasper John iført kjole og et fingermaleri af Donald Judd.
Eller dets '10 måder til at forbedre kunstverdenen', der foreslår at sætte ild til Guggenheims boghandel i Soho, opføre en bronzestatue af den legendariske galleriejer Leo Castelli på Broadway og forbyde maleriet.
Det er en rammende parodi og satire på en institution, der er ved at gå til i sin egen indspisthed og forstillelse.

Morsomt alternativ
Coagula er således mest af alt et underholdende, men på sin egen måde også kritisk, alternativ til de velestimerede og kommercielle kunsttidsskrifter som Artforum og Flashart, der især i de sidste par år har givet mere spalteplads til reklamer for gallerier og museer end til en egentlig diskussion af kunsten.
Det gør op med forestillingen om, at kunstverdenen ikke er et æstetisk fristed og viser i stedet, at det er en kontant forretning styret af spekulation og magtudøvelse.
Coagula skal ikke tages for mere, end det er, nemlig en provokation, men vel at mærke en væsentlig provokation, fordi den som det eneste stiller sig kritisk overfor for enhver konsensus om, hvad kunstverdenen og kunst er.
Coagulas skribenter er da heller ikke bare en flok vrede amatører, men desillusionerede fagfolk, og tidskriftets anmeldelser og interviews er trods deres spydige stil både uddybende og vedkommende.
Så jubilæumsbogens titel skal ikke tages alt for bogstavligt, for det er mere kunstverdenen end kunsten selv, Coagula er imod.

For eller imod
Gennem sine første fem år har Coagula, hvis ikke ligefrem skabt debat, så i hvert fald fremkaldt reaktioner overalt i den amerikanske kunstverden.
Meningerne er delte og mange, fra de trofaste og begejstrede tilhængere til de indædte og forargede modstandere.
David Bowie siger, det er hans yndlings-kunsttidskskrift, mens kuratoren Robert Storr fra MoMA kalder Charlie Finch en 'ulykke-mager'.
Det kan selvfølgelig diskuteres om Coagula gør mere ondt end godt, men ingen tvivl om, at det er kommet for at blive.
Det er nu at finde blandt de finere kunsttidsskrifter i boghandlerne oghar fået sin egen hjemmeside på Internet, men er ikke desto mindre forblevet tro mod sin oprindelige intention om at være "en tegnestift i kunstverdenens pæne lille røv."

*Most art sucks - Five years of Coagula, 200 s. $25. Smart Art Press. Coagulas hjemmeside: www.coagula.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her