Læsetid: 4 min.

Lyt - billedet taler

10. november 1998

Vilhelm Bjerke Petersen gjorde modernismens kolbøtter med, men fandt aldrig sit eget sprog

BILLEDKUNST
Vilhelm Bjerke Petersen er en af de danske kunstnere, der fik et grundigt kendskab til den internationale modernisme. Han studerede på Bauhaus og tilegnede sig lærdom hos Kandinskij og Klee. Han blev surrealist og udbredte evangeliet igennem udstillinger og tidsskrifter, og til slut vendte han igen tilbage til den konkrete kunst.
Det er et interessant levnedsløb, han har; men det store problem er, at Vilhelm Bjerke Petersens egne værker ikke er så forfærdeligt interessante. Når man arbejder sig igennem hans kunstneriske udviklingshistorie, som Gitte Tandrup fremlægger den i sin bog Zigzag mod solen, venter man forgæves på et gennembrud. Billederne bliver øvelser, illustrationer til kunstneriske teorier og et medrivende kunstnertemperament kommer ikke frem. Problemet er måske den rolle, det tyvende århundrede har tildelt kunstneren som historisk vidne, seer og politisk korrekt samfundsrevser.
I dette skema passer Vilhelm Bjerke Petersen udmærket, men det forekommer mig, at man må se at få taget et opgør med denne kunstner-mytologi: Politisk korrekthed gør ingen maler.

Analyser
Gitte Tandrups bog om Bjerke Petersen forsøger at sætte Bjerke Petersen ind i tidens æstetiske og politiske sammenhæng, men får ikke stukket spaden dybt nok. Vi hører med jævne mellemrum om den fæle kapitalisme, der har lagt Europas sjæl øde, men udover at berette, at Bjerke var glødende kommunist giver Tandrup ikke bud på, hvad hans tilhørsforhold betød. Slugte han Moskva-processerne uden at kny? Hvad skete der efter krigen?
Vi får at vide, at han reagerede på nazismen men ikke, hvad han mente om efterkrigstidens opdeling af Europa og opstanden i Ungarn.
Der er andre dele af biografien, der efterlader læseren med flere spørgsmål end svar, således forholdet til Bjerkes far, kunsthistorikeren Carl V. Petersen. Det antydes, at borgerligheden og æstetiseringen af livet i forældrehjemmet har været et livslangt problem for maleren, men det havde været relevant med en udførlig præsentation af dennes skrifter. Herigennem kunne et mere dækkende billede af faderen være præsenteret.
Man savner også, ud over henvisningerne til Freud og Wilhelm Reich, en analyse af, hvorledes Bjerkes selvforståelse står i forhold til psykoanalysen: Hans litterære udsagn om forældrene og hans portræt af faderen, der baserer sig på en drøm, virker som om de har deres udgangspunkt i tidens psykoanalytiske begreber.
Gitte Tandrup nævner Sigurd Næsgaard, det intellektuelle Danmarks analytiker i 1930'rne i en fodnote, med den interessante oplysning, at hans begreber adskilte sig fra Freuds på et væsentligt punkt: "Der var ingen kaos i udsigt med drifternes frigørelse, tværtimod en social struktur med livsglade og skabende mennesker."
Det personlige forhold imellem Næsgaard og Bjerke kunne derfor godt have tålt en uddybning i bogen - også, selvom Wilhelm Reich kan have været den større ånd blandt kunstnerens åndelige rådgivere.

Ikke rigtig vellykket
Bjerke Petersen havde et folkeopdragende mål med sin malerkunst, der først blev næret hos monumentalkunstneren Axel Revold i Norge og siden på Bauhaus-Dessau. Men også Gitte Tandrup må ustandselig modificere udsagnene om Bjerke Petersens kunst: Aldrig bliver den rigtig vellykket. Der er en helt elementær kunstneråre, som Bjerke ikke er blevet begavet med - hvortil kommer et temperament, der heller ikke kan interessere beskueren.
Det er særligt påfaldende i hans surrealistiske malerier, hvor han ikke vil give los for tilfældet og det uoverlagte, men teoretiserer sig frem til nogle sindbilleder som sten, hav og træer, der ikke rykker en centimeter.
Når man ser hans egne værker stillet ved siden af Dalis eller Magrittes billeder i bogen, spekulerer man over, om en surrealistisk vision kan kopieres så nøjagtigt, som det sker i Bjerkes billeder. Dalis betændte drømme, med deres udspring i hans spegede seksualitet, giver ingen mening i Bjerkes tempererede fornuftsunivers, der lovpriser kvindens forbindelse til naturen. En sammenligning med de værker, Richard Mortensen, Sonja Ferlov og Ejler Bille udførte i surrealistisk ånd viser klart, hvem der havde fast i den lange ende, som kunstnere betragtet.
Det er svært ikke at få sympati for Bjerke Petersen, men det er også vanskeligt at fastholde interessen for hans kunst, når man erfarer, hvor lidt, han har at have den i. Når han siger: "Lyt, billedet taler" må svaret alt for ofte blive: 'Jamen, det siger jo ikke noget.'
Gitte Tandrups grundige fremlægning af hans livsforløb og utopier om en kunst, der kunne appellere til menneskeheden kan ikke rokke ved dette faktum. Men han er til at leve med: Dette er skrevet overvåget af en næsten johan thomas lundbyesk fremstilling af kornaks og en sommerfugl, som Bjerke Petersen har udført i 1938. Dette billede har fulgt mig fra engang i 1960'erne, og er ikke blevet slidt op.

*Gitte Tandrup: Zigzag mod solen. Udviklingslinier i Vilhelm Bjerke Petersens billeder og skrifter. Aarhus Universitetsforlag. 240 s., ill. 348 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu