Læsetid: 2 min.

Mandatet skal være klart

19. november 1998

De Radikales Jørgen Estrup ønsker et mere målrettet forsvar uden hjemmeværn og værnepligt, der skal blive bedre til at løse civile problemer under krige og konflikter

I 1980'erne var De Radikale hovedarkitekterne bag de mange fodnoter i forhold til NATO-samarbejdet. Den nye betænkning fra Forsvarskommisionen om forsvarets fremtid har derfor heller ikke kunnet undgå at få en radikal særudtale med på vejen.
De Radikales forsvarsordfører, Jørgen Estrup, er utilfreds med, at der ikke sættes kraftigere fokus på den internationale dimension af fremtidens danske sikkerhedspolitik
"Forsvaret er i dag kun én enkelt brik i det sikkerhedspolitiske spil i verden. Erfaringerne fra bl.a. FN-opgaverne viser, at det svære faktisk først kommer, når våbnene er bragt til tavshed - når de civile samfund skal genopbygges. Og dét koster virkelig penge. Derfor er det helt afgørende, at Danmark særligt bidrager til den civile del af nutidens sikkerhedspolitik."
"Men vi har dog stadigvæk et NATO-medlemsskab, der giver nogle forpligtelser. Samlet set udgør det sikkerhedspolitiske scenarium et spændfelt mellem bløde, civile opgaver og hårde, militære opgaver."

Folkeretten på plads
- Det Radikale Venstre har traditionelt været et antimilitaristisk parti. Hvorfor er I begyndt at bakke op omkring militær intervention?
"Vi har altid været fortaler for den del af FN-pagten, som giver mulighed for at sætte militært ind, hvis gale mennesker går amok rundt omkring i verden. Men det skal naturligvis begrænses til et minimum."
"Men formålene med forskellige FN-missioner skal være helt klart. Folkeretten skal være på plads. Når først der bliver opbygget et stort dansk beredskab til internationale opgaver med mange ressourcer, vil politikerne nok være tilbøjelige til at bruge soldaterne. Derfor skal det sikres, at retningslinierne bliver krystalklare."
"De mennesker, vi sender ud skal også have solid politisk opbakning hjemmefra. Soldaterne skal vide, at de kun bliver sendt ud på humanitære opgaver, og ike skal lave alt muligt andet - f.eks. straffe politiske ledere i fremmede lande."
- Er der ikke et misforhold mellem betænkningens konklusioner om fraværende trusler og anbefalingerne om at bevare forsvaret stort set uændret?

Mere specialiseret
"Jo, jeg mener, at det danske forsvar i fremtiden skal specialiseres i langt højere grad. Det vil kræve en grundlæggende omstrukturering af forsvaret. Eksempelvis er det tåbeligt at udbygge luftvåbnet og søværnet. Det er langtsigtede investeringer, som vi riskererer anvendes forkert. På hærens område er det derimod langt mere overskueligt. Her kan man gradvist indkøbe det relevante materiel."
- Hvorfor er der ikke større sammenhæng mellem konklusioner og anbefalinger?
"Det skal jeg nok ikke besvare endnu, fordi det vil blive en meget kritisk reaktion mod betænkningens arbejde. Det er blevet besluttet, at vi ikke kommentere betænkningen konkret før den bliver fremlagt på onsdag. Men jeg synes betænkning er for snæver. Den fokuserer for meget på forsvaret af Danmark, og for lidt på den internationale dimension."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her