Læsetid: 4 min.

Marokko kigger skræmt mod nord

17. november 1998

Europa er som en gyserfilm for marokkanerne: de er hunderædde for at se på lærredet, men kan ikke lade være

Fremtidsfrygt
RABAT - Sæben dufter af jordbær på toilettet på InterPlanet, en internetcafé ved universitetet i Marokkos hovedstad Rabat. Tracy Chap-man deler højttaleren med Madonna og Sting, og der står avancerede Playstation-maskiner med vippe-platform midt i lokalet.
Men det er ikke for at forsvinde i virtuel morskab, at de ca. 20 unge er kommet denne lune lørdag formiddag i oktober. Dybt koncentreret sidder de ved hver deres computer, enten alene eller to og to og surfer på nettet.
To fyre skriver ansøgninger til universiteter i Frankrig.
"Jeg vil helst til Bordeaux, for der har jeg en bror," siger Mohammed på 21.
"Jeg leder efter universiteter i USA og Europa. Jeg vil være den første kvindelige Bill Gates," smiler Mariama, en pige på 20 i moderigtige beige bukser, cowboyskjorte, plateau-trainers og meget lange, lakerede negle.
Marokkos unge har vendt blikket mod fremtiden. De er helt på det rene med, at hvis de vil klare sig, ikke bare godt, men overhovedet, så må de ruste sig til den globale konkurrence.
Det samme er Marokkos regering og erhvervsliv ved at indrette sig på, og satsningen hedder EU. Ikke så underligt i betragtning af at hele 66 procent af den marokkanske eksport går til Europa, mens 60 procent af alt, hvad Marokko importerer, kommer fra Europa.

Aftalen er et mareridt
Marokko underskrev i 1996 en såkaldt aftale med EU om øget samarbejde- og handel. Aftalen er et led i den såkaldte Barcelona-proces, der blev vedtaget i 1995 mellem EU og en række sydlige Middelhavslande.
Målet er at etablere en frihandelszone mellem de involverede lande i år 2010, og processen blev sat i gang ud fra en fælles interesse i at nedbryde toldbarrierer og åbne sig for hinandens markeder. EU's helt egoistiske interesse er at bremse indvandringstrykket mod unionslandene ved at skabe vækst og arbejdspladser, så de fattige jobsøgende vælger at blive i deres egne lande.
Men der var også politiske overvejelser bag EU's beslutning om at formalisere et samarbejde med Nordafrika og lande i Mellemøsten. De sydeuropæiske lande som Frankrig, Spanien og Italien fik opgaven at styre Barcelona-processen som kompensation for de nordiske EU-landes dominerende rolle i Øst-udvidelsen.
Barcelona-processen er imidlertid blevet lidt af et mareridt for landene syd for Middelhavet. De er bange for, at deres u-landsøkonomier slet ikke kan nå at komme i gear til den øgede konkurrence, og at EU vil bruge sin politiske og økonomiske overlegenhed til at mase saften ud af dem. At varer fra EU vil oversvømme deres markeder, mens deres egne varer ikke vil have en chance for at få fodfæste i EU.
På den anden side har de ikke noget alternativ til den EU-dikterede liberalisering af deres økonomi.
Liberaliseringen vil betyde lukning af en lang række virksomheder og fabrikker, der ikke kan klare sig i den øgede konkurrence, og det vil betyde tab af arbejdspladser og på kort og mellemlangt sigt en stigning i arbejdsløsheden, der for Marokkos vedkommende er på 16 procent i dag.

EU's egne interesser
Barcelona-processen vil med andre ord medføre et større pres på EU's grænser stik imod hensigten.
For ganske vist har EU besluttet at støtte de sydlige Middelhavslande med 35 mia. kroner frem til år 2000, men det er kun en stigning på 22 procent i forhold til, hvad EU hidtil har brugt på landene og langt fra nok - siger marokkanerne - til at gennemføre de nødvendige strukturændringer.
Marokko anslås eksempelvis at få 26 procent af sine skatteindtægter fra told. De vil ryge bort i frihandlens krav om åbne grænser og medføre op mod 30 procent konkurser i Marokko alene.
"Der er ingen tvivl om, at EU med Barcelona-processen har taget et skridt i retning af en politik, der først og fremmest går ud på at styrke EU's egne interesser," siger Abdelhay Moudden, der er professor i politisk videnskab ved universitetet i Rabat.
"EU tager fordel af, at vi er svage ved at sikre aftaler, der ikke truer EU's egen økonomi. Jeg tror for eksempel ikke på, at der bliver reel frihandel med landbrugsvarer - som olivenolie og tomater - som EU selv har store mængder af. Spanien vil være interesseret i at hente fisk hos os, men ligeglade med miljøbeskyttelsen i den forbindelse," siger Moudden til Information.
Nok dufter sæben af jordbær på internetcafeen i den relativt rige hovedstad, hvor man næsten har fornemmelsen af at gå rundt i Sydeuropa, men ude på landet er Marokko lysår fra europæiske standarder.

Frygter det værste
Landmanden Driss Lahmine bor selv rart og komfortabelt på sin bondegård, der hører til i den rigere afdeling af marokkanske landbrug. Men de 12 familier, der bor i lerklinede hytter på hans jord, fordi de ikke havde andre steder at slå sig ned, har formentlig aldrig hørt, at noget så ekstravagant som sæbe med jordbærduft overhovedet eksisterer. Analfabetismen blandt kvinder på landet er helt oppe på 80 procent, mens knap 60 procent af landets befolkning som helhed hverken kan læse eller skrive.
Det er forhold som disse, der får marokkanerne til at frygte det værste, når EU's varer begynder at vælte ind over grænsen.
"Marokkanerne vil have europæiske varer, fordi det er noget nyt. De vil være vilde efter at købe alt, hvad der kommer fra Europa. Jeg tvivler på, at begejstringen vil være lige så stor den modsatte vej," siger Abdelhay Moudden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her