Læsetid: 4 min.

Marokko mellem håb og skepsis

19. november 1998

Kong Hassan II har taget et stort skridt
i retning af demokrati ved at udpege en socialistisk regeringschef, men almindelige mennesker tvivler på, hvor meget elastik han får

Kongen & magten
CASABLANCA/RABAT - "De snorksover. Indtil nu har de intet foretaget sig, ikke engang givet et signal om, at de vil gøre noget i fremtiden. De er en flok teknokrater, der ikke ved, hvad de skal stille op med virkeligheden."
Djamila Berrada er en selvsikker dame omkring 45 år og leder af sammenslutningen af marokkanske computervirksomheder. Hun sidder bag sit store skrivebord i et højhus tæt ved Casablancas havn, og hendes udfald er rettet mod regeringen.
Marokkos nye historiske regering, der blev indsat 14. marts i år og foreløbig mere har produceret forventninger og håb end forandring.
Efter at have holdt magten i et jerngreb siden sin indsættelse som konge for 37 år siden, har Hassan II sat oppositionen til at regere landet. Nyskabelsen har givet genlyd over det meste af det udemokratiske Nordafrika og Mellemøsten.
Den 74-årige tidligere menneskerettighedsadvokat og politisk forfulgte Abderrahmane Youssoufi leder en koalitionsregering med syv partier, og eksperimentet bæres af enorme forventninger i et land, der nok har været uhørt stabilt takket være kongens hidtidige uvilje mod forandring, men som også har betalt prisen for stabiliteten i form af manglende politisk frihed, enorme sociale forskelle, fattigdom og analfabetisme.

Kvindesøgende blikke
Et overfladisk kig på Casablanca og enhver nyankommen ville fælde dommen: Her er alt som det plejer at være. Mændene hænger på fortovscafeerne, der som altid er blæst for kvinder, mynteteens duft bølger gennem luften, så snart man kommer i nærheden af dem og deres altid kvindesøgende blikke og kommentarer.
Bilisterne dytter sig igennem trafikken, og fodgængerne venter tålmodigt på grønt. Distancen er lige så kort mellem tiggerne som mellem skopudserne, og stemningen er ægte marokkansk afslappet.
I de smarte cafeer slubrer de velklædte is i tydelig nydelse, og efterårssolen luner som på en pæn dansk sommerdag. Og det er da heller ikke blandt den brede befolkning, der kender politik som noget, der foregår bag paladsets lukkede døre, at ændringerne kan mærkes.

Folkets skal involveres
Men blandt den intellektuelle elite, der har stået Socialistpartiet nær i tanker og ønsker, er en ny tid begyndt.
"Jeg kan mærke, hvordan jeg selv bliver tvunget til at tænke mere konstruktivt," siger Abdelhay Moudden, der er professor i politisk videnskab ved Rabats Muhammad V Universitet.
"Flere af mine venner er blevet ministre i den nye regering, og det gør, at jeg ringer til dem med ideer. Nu gælder det bare om at få resten af befolkningen involveret, give den en følelse af medindflydelse, det er her udfordringen ligger," siger Moudden.
Han mener, at regeringens manglende handlekraft skyldes, at Youssoufi foreløbig har koncentreret sig om at vinde kongens tillid. Det er eksempelvis ikke engang lykkedes Youssoufi at udskifte de gamle chefer i det statslige radio- og tv-selskab eller indskyde nyt blod i administrationen. Hvilket er nødvendige forudsætninger for at begynde en ændring.
En række korrupte dommere er dog sat fra bestillingen, og regeringen lover yderligere oprydning i det juridiske system.

Kongens genistreg
Nozha Benrais, en kvinde på omkring de 40, leder afdelingen for nuklearmedicin på hospitalet i Rabat. Hun er den første kvinde i landet, der har specialiseret sig inden for nuklearmedicin, og Information møder hende en aften, da hun og den øvrige store familie med i alt ni søskende samles omkring et kæmpe fad couscous, som familien traditionen tro stikker deres skeer i fra alle sider.
Nozha Benrais er glad for, at socialisterne er sat til at lede regeringen, men hun mener samtidig, at kongen har lavet en genistreg ved at udpege socialisterne, oppositionen, på et tidspunkt, hvor de har meget ringe muligheder for at indfri befolkningens ønsker. Pengene er ikke til det på et statsbudget, hvor 30 procent af indtægterne går til at betale tilbage på gælden til udlandet, mens 50 procent går til at aflønne de offentligt ansatte.
"Vores konge har altid været meget udspekuleret, og jeg tror ikke, han har åbnet for socialisterne ud fra et reelt ønske om at give magten til oppositionen, men af nødvendighed. Han ved, at befolkningen ønsker forbedringer, og hvad er smartere end at lægge den opgave over på oppositionen, der hverken har penge eller frie hænder til at gøre, hvad den vil," siger Nozha Benrais, en moderne, rebelsk kvinde med to piger på ni og 11 år og en mand, der accepterer hendes oprør mod de traditionelle marokkanske og efter hendes mening kvindeundertrykkende kulturmønstre.

Tronskifte på vej
Her rundt om couscous'en sidder inkarnationen af Marokkos beskæftigelsesproblemer. Nozhas 34-årige søster, der har taget Ph.D. i plantefysiologi i Frankrig, har endnu ikke fundet et job, siden hun for to år siden vendte hjem til Marokko, hvilket hun derfor har fortrudt, at hun gjorde.
Og familiens 26-årige søn Reda er også arbejdsløs på trods af universitetsstudier i business management. De yngre søstre og brødre studerer stadig, men også de kan se frem til en yderst vanskelig jobjagt, når sidste eksamen er i hus.
Uanset hvad socialisterne evner at bibringe befolkningen i den kommende tid, så kan det være, at et tronskifte bringer den nødvendige fornyelse.
Kongens 34-årige søn og tronfølger, kronprins Mohammed, har foreløbig ikke gjort meget væsen af sig, men han er kendt for sit rolige og venlige gemyt og har under sine studier i politisk videnskab specialiseret sig i Marokkos forhold til EU.
I den forbindelse har han været i praktik ved EU-Kommissionen i Bruxelles og læst ved universitetet i Bordeaux. En af hans lærere fra universitetet i Rabat betegner ham som arbejdsom, genert og fri for tabuer. Kombineret med de omfattende studier i moderne statskundskab kan det måske på længere sigt gøre ham til manden, der bringer nytænkning til det konservative kongepalads. Men indtil da må marokkanerne nøjes med, hvad socialisterne får lov at gennemføre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her