Læsetid: 3 min.

Mennesker med pose

14. november 1998

KALENDER
DER ER SKREVET uendelig meget prosa og mange vers om storbyernes myldrende menneskemasser af den gode grund, at storbyerne myldrer af mennesker. Nogle digtere beruser sig i folkehavet, drukner saligt i anonymitetens bølger af dufte og blikke, af kroppe og klædedragter. Andre kvæles i disse modernitetens pinesteder og oplever her massemenneskets ubodelige ensomhed og fortabelsen i fremmedheden. Walt Whitman elskede Broadways menneskelige tidevandsstrømme, mens Edgar Allan Poe efter at have nydt det frådende hav af menneskehoveder i novellen Manden i mængden gav sig til at udspionere denne ene mand, der vakte hans nysgerrighed. Til slut i novellen oplever han ham som intet mindre end selve forbrydelsens ånd.

Der er altid en Grå Mand på
gaden
i hver eneste by Verden over
den Grå Mand er gadens
skygge
den tredje der altid går
ved din side
du har en fornemmelse af
der er én lige bag dig
som hvis ulvekæber klappede
sammen om din nakke
og du vender dig og der er
ingen

Dan Turèlls Grå Mand, hans storbyspøgelse fra 1974, er bymenneskets paranoide projektion, en gestaltning af ens sociale utrygheder, en stråmand, hjemløshedens stand-in.

UNDER EN DAGLIG vandring ad Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv, Østergade, undgår man næppe at se ham. Den grå mand sidder ved gitteret foran Helliggejst, han kommer sidelæns ud af mængden og siger: Hej, jeg er en tigger, han lunter fremad med hovedet mellem skuldrene og øjnene i jorden, eller han brænder blikket ind i andre verdener og taler med de usynlige. Han antager kvindelig skikkelse. Han er en kontrastfigur, og vi ser helst forbi ham, manden fra det underste land uden ærinde.
For ærinde har vi andre. Hvad laver vi dér? Ufatteligt, at så mange har fri eller i hvert fald har tid til at fylde Strøget i København gennem næsten alle dagens timer. Ét er, at man selv går der. Det manglede bare. Men alle de andre? Skal de ikke i skole, lave lektier, passe deres arbejde, tilse deres syge moster?
Dér går de, unge og gamle, mænd og kvinder, enlige eller parvis i et virtuost anarki af gangretninger, ud og ind ad butiksdøre, videre gennem alleen af dem, der med raslebøsser samler ind til verdens nødstedte, og troende, der vil frelse ens sjæl med en seddel i hånden eller en brochure om Museum Erotica, forbi turister, der fotograferer hinanden, og et filmhold, som sender en statist frem og tilbage foran kameraet.
Er de på skiftehold, på pension, på bistand, på flugt, på nas, på ferie, på afspadsering eller på vej til og fra arbejde? På kaffe, på Pepsi, på druk, på spanden?
De fleste synes at være på indkøb og går som sprællevende reklamer med butikkernes plasticposer eller elegante kartoner med strop.
Dér går Fona, Netto, Gad og Bodum. Og dér den italienske stil: lei og vero moda. Dér dingler H & M side om side med Gea og Two parts. Og endelig en Afrodite med et hemmelighedsfuldt udtryk, som skumfødt til en ny, spændende virkelighed. En forunderlig og gådefuld verden i al velhavende almindelighed.

DEN GRÅ MAND er et øjeblik ikke til at se blandt alle farverne hos os, der bærer på gågadens ensartede særpræg af forbrugere, "den Grå Mand blir en hoste om gadehjørnet i skumringen/ den Grå Mand blir en række skridt der fortaber sig på fortovet og et enkelt vindue der blir smækket i et sted."
Måske er det et valg, om man vil opleve kvælningen i storbyen eller fryden ved den frie færden. Kommer man fra en af de rigtig store byer i verden, opdager man, at København er en fredsommelig provins med en adstadig trafik og god plads på cafeerne, og hvor pladsen omkring Storkespringvandet om sommeren er et sted, hvor man kan ligge på fliserne og tage solbad uden at blive trådt på. Og en by med flere og flere grå mænd. Nogle med deres egne triste poser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu