Liam Neeson og Geoffrey Rush forhindrer med solidt spil, at Bille Augusts 'Les Misérables' synker uhjælpeligt ned i pænhedens og patosens hængedynd
NY FILM
En overvægt af positive anmeldelser fra USA gav håb om, at Bille August med Les Misérables havde fået et kunstnerisk come-back. Men i mine øjne lægger filmen sig kun alt for konsekvent i forlængelse af den upersonlige superproduktions-stil i Åndernes hus og Frøken Smillas fornemmelse for sne.
Bille August har efterhånden manøvreret sig så langt ind mod den filmiske mainstream, at ingen markant aftegnet flodbred kan øjnes, kun en monoton bølgegang af nydeligt afviklede scener, leveret af en snart dreven ekspert i genren 'Illustrerede Mesterværker'.
Mands vilje
På ét punkt er Les Misérables dog et klart fremskridt i forhold til de to foregående film: den er bedre rollebesat og bedre spillet.
Ikke at Liam Neeson og Geoffrey Rush præsterer noget specielt inspireret i de to klassiske hovedroller som den skæbneforfulgte Jean Valjean og hans forfølger, politi-inspektør Javert - iscenesættelsen er generelt så skabelonagtigt traditionel, at man sjældent når over det basale niveau, hvor tænksomme spillere afleverer replikker i ret livløse 1800-tals-arrangementer.
Men både Neeson og Rush har en så stærk, iboende personlighedsudstråling og et så ubesværet ydre format, at de i det mindste dækker rollerne og dermed historiens ambitioner som et skæbnedrama, hvor to stærke mandeviljer brydes i et storstilet, episk-romantisk forløb.
Næstekærlighed
Victor Hugos mastodontroman fra 1862 er filmatiseret hele otte gange, senest i 1995 af Claude Lelouch og med Jean-Paul Belmondo som Jean Valjean. Også en musicalversion har tyndslidt historien.
Så berettigelsen i Bille Augusts og manuskriptforfattereren Rafael Yglesias' version, der naturnødvendigt kun bruger en brøkdel af den 1706 sider store roman, ligger klart på fokuseringen på forholdet mellem Valjean og Javert.
Valjean er det fattige offer, der i sin manddoms vår rammes af et skæbneslag, som tilsyneladende bestemmer ham til et liv i skændsel og forbrydelse. En klog, næstekærlig biskop giver ham en chance for en åndelig genfødsel som retskaffent menneske, og fra da af er Valjean den personificerede godhed, nærmest en helgen i menneskeskikkelse, gavmild, kærlig og alt-tilgivende. Eksemplets magt har reddet ham. Éngang tyv, ikke altid tyv.
Javert repræsenterer derimod den magtbrynde og lov og ordens-håndhævelse, der gør sig blind for menneskelig ulykke og bevidst udelukker muligheden for medfølelse. For Loven står jo over Følelsen. En holdning, en romantisk digter som Victor Hugo selvfølgelig måtte fremstille som selvmorderisk, for hvilket menneske er helt blottet for (med)følelse? Selv ikke en nådesløs paragrafrytter som Javert. Og denne indre modsætning bliver hans endeligt - både i bogen og i filmen.
Sær betragter
Geoffrey Rush, den australske spiller, der brød så fabelagtigt igennem som pianisten David Helfgott i Shine, gør Javert til den klart mest fængslende figur. En tilværelsens hanrej, en forbitret betragter, der vil hæve sig over sit forbryderiske ophav.
Man havde gerne set mere til ham, for Rush gør manden pirrende hemmelighedsfuld og udspekuleret - hvad foregår der præcis bag den sært forpinte maske? Liam Neesons Valjean er derimod som en åben bog, og det er jo i overensstemmelse med intention og karakter. Men unægtelig mindre interessant.
Den afsluttende konfrontation mellem de to modstandere, enkelt, men effektfuldt sat op ved Paris' Seine-bred, rummer den dramatiske nerve, man ellers ofte savner.
Uma Thurman ses som falden kvinde i dekorativ fornedrelse - nok så meget ansigtssnavs kan ikke fjerne hendes glamour. Lidt mere personlighed viser Clare Danes som Valjeans plejedatter Cosette - da hun går på opdagelse i et ukendt Paris, glimter filmen endda kortvarigt af charme og ynde.
Sikkert styret
Les Misérables formidler for det meste Victor Hugos enkle kærligheds- og tilgivelsesbudskab med udvendig patos, accentueret af den svulstige underlægningsmusik.
Det gevaldige apparat styres med en velbehersket sans for ydre effekt, f. eks. i nogle ganske imponerende optagelser fra et kloak-system a la Den tredie mand. Statister optræder i overflod, men netop kun som film-statister, uden nogen livgivende kraft eller funktion (brugen af statister var ellers netop engang en af Bille Augusts særlige evner). Replikkerne mangler ofte nuancer og understrømme og stod sig måske i virkeligheden bedst ved at blive sunget. Men et par glimrende birolleskuespillere tilfører et toneskift fra det højtidsfulde til det underfundige.
En miserabel film? Slet ikke. Strømliniet, overfladekompetent filmskrædderi fra vor internationale metervare-instruktør, der sikkert har mange film i sig endnu om de herligheder, han snakker om i meterlange interviews: Kærligheden, Godheden, Tilgivelsen, Behovet for Retfærdighed og Respekten for Mennesket.
Det er i reglen om disse store abstrakte temaer, at små film laves. De sande storfilm har det med at begynde i det uendelig små - som Bille August selv viste det i den første del af karrieren. En tilbagevenden burde ikke være umulig.
*Les Misérables. Instruktion: Bille August. Manuskript: Rafael Yglisias. Amerikansk (Imperial, Bio City, Lyngby Teatret, Gladsaxe, Albertslund, Ballerup, Værløse)
