Analyse
Læsetid: 6 min.

Moden går barok

10. november 1998

De traditionelle supermodellers tid er forbi. Som et spejl på senhalvfemsernes tidsånd føres en ny generation af modeller frem på modens podier - handicappede, tykke og anderledes modeller

Som et glimt af den perfektionerede skønhed går udvalgte kvindelige 'kropsskulpturer' catwalk på den internationale modescene og forsøger at sælge et overflødighedshorn af nye mageløse kombinationer af stoffer, bevægelser og farvespil. Scenen har i det sidste tiår været domineret af modelverdenens superstars, som bl.a. Claudia Schiffer, Naomi Campbell og Helena Christensen. Og designerne bag den har i firserne og første halvdel af halvfemserne åbenlyst udnyttet disse supermodellers iøjnefaldende attributter til det maksimale. De er blevet båret rundt i guldstol med tordnende høje honorarer og fløjet verden rundt på first class.
Nu er de på vej ud igen, og en ny generation af modeller - anoreksi-slanke og superhøje purunge piger, der helst ikke er en dag over 15 år, har fået fodfæste på modescenen.
"Supermodellen kommer aldrig igen," fastslog Campbell for nylig.
Og en af de nye modeller på scenen, Karen Elson, har sagt, at "vor tids unge er vokset op med al den perfektion (supermodellernes, red.) Nu vil de have noget mere. De vil se anderledes ud, de vil have en individuel karakter."
Den sikre vej til avisernes forsider har i mange år været at lancere fantasifulde og dristige snit i tøjet, så offentlighedens øje - nærmest pr. automatpilot - kunne zoome ind på den bløde nøgenhed, de kønne blottede bryster.
Men det er blevet så forudsigeligt, at det efterhånden keder de fleste i en tid, hvor halvnøgne modeller optræder i fjernsynets quiz-underholdning, og hvor pornoblade ligger åbent fremme i kioskernes og supermarkedernes magasinhylder - i øjenhøjde for selv mindre børn.
Det overraskende, der kan sælge de nye modekreationer, er ikke længere den tomme æstetiserende nøgenhed, men noget andet: Mennesker som er anderledes end supermodellerne og den perfektionerede skønhed.
For en måned siden ryddede den 75-årige bedstemor-model, Birgita alverdens forsider, da hun storsmilende og med modenhedens graciøsitet besteg podiet i Paris iført Isabel Marants designertøj.
I London brugte den 29-årige britiske designer Alexander McQueen den handicappede Aimee Mullins, som fik sine ben amputeret som barn og i dag bærer træben. Mullins - som har været olympisk mester i handicap længdespring - har sagt, at "jeg vil ikke, at folk tænker, at jeg er smuk på trods af mit handicap, men på grund af mit handicap. Det er for mig en udfordring at stille spørgsmål ved den herskende mening om, hvad der er og ikke er skønhed."
I den franske presse har en horde af kritikere raset mod McQueen for at bruge handicappede modeller, men han er ligeglad og har lavet en modeserie til Dazed and Confused Magazine, hvor han udover Mullins også har brugt dværgen Helen Mcintosh, den etarmede Catherine Long, og den armløse Alison Laper som modeller.
Som i barokken, hvor forkrøblede og deforme menneskekroppe blev dyrket i malerkunsten, har halvfemsernes designere genopdaget, at det ikke er i det traditionelle og perfektionerede skønhedsideal - der emmer af pænhed - at man kan fange publikums opmærksomhed, men netop i det særlige, det anderledes.
Tøjkoncernen Benetton, der er berømt for sin aggressive reklamestil har rendyrket den ny-barokke trend ved at lave store posters til det vestlige gadebillede, hvor mongolbørn og unge multihandicappede er fotograferet i koncernens farvestrålende tøj.

Nogle iagttagere har sagt, at modeverdenen har opdaget menneskelighedens pluralitet og brogede forskelligheder. I hvert fald er det en kendsgerning, at den meget barmfagre og stærkt buttede Jennifer Nicholson - der er datter af skuespilleren Jack Nicholsen - gik catwalk på Milanomessen for nylig. Der er plads til alle størrelser: de tynde, de tykke, de slanke og ranke, dværge og handicappede, unge som gamle.
Eller som Maite Nieto skrev for nylig i det spanske dagblad El Pais: Der sker en "demokratisering af moden."
Haute couture har traditionelt været designet til og købt af verdens 2-300 rigeste kvinder, men noget tyder på, at den elitære glamour med ekstravangante "one night" selskabskjoler er ved at blive afløst af en mere jordnær og markedsorienteret tænkning. Modehusene har jo også et stort marked for parfume, makeup, tøj, tasker og modebriller, der skal plejes - og den store kundegruppe her er den velstillede middelklasse. Det betyder, at de børsnoterede modehuse ikke længere kan nøjes med at dyrke det elitære. I dag skal modehusene erobre de købedygtige, modne og selvstændige middelklassekvinder, der ikke kan identificere sig med supermodellernes næsten unaturlige skønhedsideal.

I de seneste uger har verdens førende designere ved modeshows i Milano, Paris, London og New York præsenteret forårs- og sommerkollektionerne for det sidste symbolske år af det 20. århundrede - 1999. Der er blevet sagt definivt farvel til de brede aggressive skulderpuder, som satte præg på firsernes "powerdressing," og et nyt blødere og mindre kantet tøjdesign er på vej frem.
I Milano konkurrerede designere som Donatella Versace, Giorgio Armani, Gianfranco Ferré om at definere næste års trend. Versace sagde, at halvfemsernes dominerende trend - minimalismen - er død. "Det handler om glamour og at have det sjovt," proklamerede hun. Farverige aftenkjoler fra Versace med overraskende materialevalg - silke vævet sammen med kashmir og metaltråde, kontraster mellem hård metal og blød uld - signalerede iflg. kendere på en og samme tid noget retrospektivt og moderne, noget sexet og blød feminitet.
Den (androgyne) intetkøns stil hos Armani repræsenterer en helt anden tradition - simpliciteten - og de grå og barkfarvede stoffer med de rene enkle linier har fat i et helt andet marked end Versace.
Noget tyder på at den grå farve kommer til at sætte sit præg på tøjbutikkerne i det kommende år - hvis man skal stole på 'kenderne'. Men sandheden er nok snarere, at pluraliteten i modeverdenen er overvældende, og der er bogstaveligt talt noget for enhver smag. I Milano lancerede Gucci sit tøj ved et neo-hippie show med musik over temaet "summer of love" - og hyperslanke høje modeller (på kanten af anoreksi) defilerede forbi i blå jeans med løst hængende frynser og pailletter, samt farverige overdele i strik. I Paris gav den amerikanske designer Marc Jacobs det franske modehus, Louis Vuitton, en ny fortolkning af prêt-à-porter tøj. Army grønne shorts med kashmir-sweatere eller en cremet poncho som overdel til slacks udstråler ingen glamour, men selvom stilen var jordbunden og simpel, så har Louis Vuitton skruet priserne op til astronomiske højder.
Og i New York nedbrød Ralph Lauren de traditionelle grænser mellem hverdags- og festtøj. "Dag gør det ud for aften, og aften for dag. Det formelle og det sportslige smelter sammen i takt med, at gamle regler ikke længere kan bruges," proklamerede Lauren, der bl.a. lader sig inspirere af tøj fra militære overskudslagre - f.eks. ved at præsentere nogle sexede khakifarvede bikinitrusser med løse militærlommer.
Hvad man skal lægge i det, må jeg overlade til Dem kære læser, men i Paris flirtede Christian Diors chefdesigner John Galiano også med militære jakker i bedste Mao-stil. Galiano har sagt farvel til sine tidligere så overdådige og teatralske balkjoler, og ind kom i stedet slangeagtige stramme satinkjoler i sort - måske er det udtryk bedre i pagt med den kommende økonomiske recession i Vesten?
Galiano er om nogen trendskaber: Sidste år gjorde han op med den endeløse række af catwalks for supermodeller for i stedet at lade anonyme modeller markedsføre haute couture som teater og skuespil. Noget tyder på, at den tendens for alvor er ved at slå igennem på den internationale modescene, hvor der i år også blev plads til selv de handicappede og dværgene. Det er måske et tegn på barokkens genkomst?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her