Læsetid: 3 min.

Nærkampe med kærligheden

24. november 1998

Ulf Lundells nye plade er et besættende og betagende indblik i kærlighedens nådesløshed - til tonerne af rock, der giver stød i sindet

NY CD
Kærligheden er et sultent dyr, der ligger i baghold, når man mindst venter det. Og kærligheden optræder ofte i yndlingsforklædningen som begær; følelsen, der får os til at glemme, hvem vi er, huske os på, hvad vi var og havde eller ikke turde blive.
Det er denne nådesløse kærlighed, der hjemsøger Ulf Lundell på Slugger, hans nogle-og-tyvende album siden debuten i 1975. Og han nyder den, lider og lever for den, fra de første takter af åbningsnummeret "Om Jeg Hade Henne" om at være forelsket 'i en annans fru': "Hennes röst säjer nej, hennes kropp säjer: Kom! Det har varit likadan sedan Tyrannosaurus Rex, hur du än lägger ihop dom här talen, blir svaret sex ..."
Tempoet er hæsblæsende, men tonen er ikke desperat. Nok er Lundell lige fyldt 49, men han har ingen midtvejskrise. I al fald ikke mere end han altid har haft. Årene siger ham bare, at øjeblikket skal bruges fuldt ud, når det melder sig uden varsel.
På den led er Slugger et lynnedslag i forhold til den forrige Män Utan Kvinnor, som var en fint registrerende, smuk, nærmest Dire Straits-klingende plade om kvinden som legemliggørelsen af længslen og som det hemmelige, uudsagte sprog, alle mænd har fælles. I mangt og meget fremstod den cd som en periodeafrunding, med Lundell fattet og nøgternt konstaterende "det här livet är en omöjlighet för en man i min alder ..."
Og nu, et år efter, tager han alligevel livtag med det umulige. Skrot op med visesangen. Lundell kan ikke få nok af rock.

Tandhalsene hviner
Slugger er en tung, tung, guitarladet plade. Lundell har genoptaget samarbejdet med guitaristen Janne Bark, der for Lundell er, hvad Danny Whitten var for Neil
Young. Arrangementerne er nedbarberet til det rudimentære, og Barks el-guitar veksler mellem det supersoniske og det hensynsløst brutale i en uglaseret musik, hvor The Clash møder Neil Young, så det hviner i tandhalsene, og vækker luftguitaristen i enhver. Her er hovedtelefonerne en god ting!
Sangene er skrevet i samme ånd. Ikke dermed sagt, at nationaltroubaduren ikke længere skriver melodier. Det gør han, stolte, medrivende, rå og spontane, som er de blevet til direkte under indspilningen, men de kan kun synges af ham. Der er ingen risiko for, at livgarden tager en af dem på repertoiret.

Afbarket landskab
"Du älskar henne, så att du vet, att det inte kan va sant," synger han, og i denne tilstand mellem sanselighed og vanvid skriger og hvisker musikken.
Mest betagende og besættende på den 12 minutter lange "Vägen Ut" med lurende ståltrådsguitar og anelsesfyldt trommespil som øjenåbnere mod et klangligt afbarket forrevet landskab, milevidt fra "Öppna Landskap": "Hala in din dröm som en väderballong, eller klipp linan, låt den gå. Fjordens vatten är så djupt och klart, gårdarna klättrar på det gröna upp mot det blå. Hon har Atlantens svallande i sin blick. Och stormfågeln glider snabbt över vågarnas skum. Den vävar hendes framtid och den tid som gick. Nu väntar du i hendes rum. Du har rest flera dagar, flera nättar över berg. Din bild av henne har plötsligt ändrat färg. Hon var en möjlighet bland manga. Nu är hon enda vägen ut..."
Og bag dem synger ikke skovene, men guitarerne, som ulve, tålmodigt afventende byttet.
Og så som en lysning i den skov, Lundell af og til ikke kan se for bare træer, totalt overrumplende en akustisk, meget svensk sang om den forsinkede respekt for faderen og det, han afstedkom, som var så meget mere end sønnens "dunder på den stora trumman".

Selvafbrænding
For midt i livsnydelsen, hastighedsrekordforsøgene, den fristende selvmedlidenhed og den Jastrau'ske selvafbrænding står Ulf Lundell nøgen, furet af erfaring, arret af kærlighedens martren, og nægter at holde op med at lede, selv i det mørkeste mørke. Den kunne jo komme, den kærlighed, der lod sig tæmme og ville spise af hånden.
Det er denne søgen, der både er hans vej og hans mål. På den mission er han ikke så
alene, som han tror. Vi andre er bare trådt et skridt tilbage, fulde af ærefrygt, genkendelsens smerte og fornyet mod på livet over at have Ulf Lundell som navigatør i livets skærgård.

*Ulf Lundell: Slugger. Producer: Ulf Lundell. Rockhead/EMI

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu