Læsetid: 2 min.

Nick i USA

30. november 1998

Espergærdes førstemand vandt det amerikanske mesterskab

SKAK
Han har været hårdt savnet på Espergærdes divisionshold, den amerikanske stormester Nick DeFirmian. Uden denne stærke førstemand på holdet er Espergærde efter tre runder drattet med på sidstepladsen i skakkens første division.
Nick har været hjemme i USA - for at vinde et meget stærkt besat amerikansk mesterskab, der blev spillet i Denver og afviklet efter en noget speciel modus. Spillerne blev inddelt i to nogenlunde jævnbyrdige grupper, hvorfra de to bedste mødtes 'over kors' i semifinalematcher over fire partier. Nick sejrede i sin semifinale mod den unge Tal Shaked ved at vinde det tredje parti og spille resten remis. I finalen mod Joel Benjamin vandt han det første parti med de sorte brikker - således:
1.e4 c5 2.Sf3 d6 3.Lc4 Sf6 4.d3 Sc6 5.c3 g6 6.0-0 Lg7 7.Sbd2 0-0 8.Te1 e5 ...
I den lukkede sicilianer oplever man ofte sort søge sin lykke gennem en fremmarch på dronningfløjen. Nick vælger en lige så effektiv strategi - at forsøge at sætte sig igennem i centrum.
9.Lb3 h6 10.Sc4 Le6 11.h3 Kh7 12.Se3 d5 - sic! - 13.Sg4 Sxg4 14.hxg4 Dd7 15.g5 h5 16.exd5 Lxd5 17.Le3 b6 18.Lxd5 Dxd5 19.Da4 Tfd8 20.Tad1 Tac8 21.Lc1 Kg8 22.Td2 De6 23.Dc4 Td5 24.Tde2 Tcd8 25.Te3 Dd7 26.De4 Se7 27.T3e2 Sf5 28.c4 Txd3.
Endelig snupper han denne svækling af en bonde - han har jo hele tiden vidst, at den ikke ville løbe nogen vegne.
29.Sxe5 Lxe5 30.Dxe5 Sd4 - centrum er trumf! - 31.Te3 Sc2 32.Txd3 Dxd3 33.Tf1?
Måske kunne hvid med det overraskende 33.b3! Sxe1 34.Lb2 etc. (foreslået i BT af en hjemmespiller i Hillerød!) have kastet grus i sorts angrebsmaskine, men efter teksttrækket kan Nick afvikle til en forceret gevinst med:
33. -, Dxf1+ 34.Kxf1 Td1+ 35.Ke2 Te1+ 36.Kd2 Txe5 37.Kxc2 Te2+ - og Joel Benjamin opgav.
Denne gevinst skulle vise sig at være afgørende, idet de tre sidste partier endte remis - efter henholdsvis 45, 24 og 48 træk. I det allersidste parti havde Benjamin en vis fordel, men Nick fik blokeret for alt i et løberslutspil, hvor han selv sad tilbage med den dårlige løberbasse.

Top-tyve-listen
Dansk Skak Union har offentliggjort en ny styrkeliste - vi bringer her de første tyve navne:
1. GM Curt Hansen 2. GM Lars Bo Hansen 3. GM Lars Schandorff 4. GM Peter Heine Nielsen 5. GM Henrik Danielsen 6. GM Sune Berg Hansen 7. GM Bent Larsen 8. IM Nikolaj Borge 9. IM Erling Mortensen 10. IM Bjarke Kristensen 11. IM Jens Ove Fries Nielsen 12. IM Jens Kristiansen 13. IM Jens Kjeldsen 14. IM Steffen Pedersen 15. Kim Pilgaard 16. IM Klaus Berg 17. IM Mikkel Antonsen 18. IM Karsten Rasmussen 19. FM Simon Bekker-Jensen 20. IM Ole Jakobsen.
Det forekommer jo meget logisk, at Danmarks syv stormestre topper listen - en smule vemodigt er det at se Bent Larsen nede på en syvendeplads. Vi bemærker, at den stærkeste danske junior, Simon Bekker-Jensen, har sneget sig ind på en 19. plads, og at en fordums storhed som Carsten Høi nu befinder sig nede på en beskeden 27. plads.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her