Læsetid: 5 min.

Nøgne øjne

14. november 1998

Altmuligmanden og øjenvidnet Peder Bundgaard har skrevet en medrivende bog om dansk rock - fra de første asfaltballer på Enghaveplads frem til hippiemusikken topper i de tidlige 70'ere

NY BOG
Peder Bundgaard vil nok være den første til at indrømme, at han som skribent har visse mangler. Eller sagt på en anden måde: At han - trods seks bogudgivelser, utallige artikler plus det løse - ikke er skribent i ordets egentlige forstand. Han er snarere blevet det i kraft af en række 'puds', som skæbnen har spillet ham: Siden engang i midt-60'erne har han simpelt hen været på så tæt hold af en række afgørende begivenheder, at øjenvidenudsagnene har presset på. Heldigvis.
Han tog aktivt del i sen-60'ernes alternative bladscene, som fotograf, tegner og... skribent. Især som del af redaktionen på undergrundsbladet Wheel, en seriøs konkurrent til undergrundens flagskib, Superlove. Han var med i begyndelsen af 70'erne, hvor rocken blev multinational, og da CBS åbnede et dansk kontor, blev han ansvarlig for den lokale grafiske profil.
Dette bragte ham klods op og ned af årtiets største danske rocknavn, Gasolin', hvis visuelle fremtoning han tilrettelagde: Pladeomslag, plakater, stickers osv. Og han var hjerteven med digteren Dan Turèll, fra denne var seriøs og upubliceret undergrundspoet over det store folkelige gennembrud med Vangede Billeder - grafisk tilrettelagt af "Mein Freund", P. Bundgaard - og hele vejen frem til hans alt for tidlige død. Bundgaard satte sit visuelle aftryk på årtiet, skulle jeg hilse at sige.
Gasolin'-epoken forevigede han i '93 i Masser Af Succes, og venskabet med Turèll fortalte han rørende om i Superdan fra '95. Hvad mange måske ikke ved er, at han i 1974 var hovedredaktør på den første udgave af Politikens Rock Leksikon, samt at han siden har bidraget til alle leksika i serien - om såvel dansk som international rock i alle afskygninger.

Drømmernes historie
Nu har han med bogen Lykkens Pamfil sat sig for at beskrive rockkulturens udvikling i DK fra de tidlige asfaltballer på Enghave Plads i midten af 60'erne og frem til modkulturens klimaks i årene op til EF-afstemning og oliekrise i starten af 70'erne. Okay - hele rockkulturen er nu så meget sagt. Der er afstikkere til f.eks. Gnags, men generelt er det københavnerrockens historie vi får serveret her - parallelt med den unge Bundgaards lidelser. En medfødt blufærdighed og en stor portion selvironi forhindrer nu det sidste i at blive for bekendende eller befamlende. Når det fungerer bedst, sætter den personlige oplevelse de historiske begivenheder i fornemt relief.
At Bundgaard besad en velsignet evne til at være på rette sted til rette tid, skal der ikke herske tvivl om.
Han tilhørte inderkredsen i en af de mange forskellige kredse, som tilsammen udgjorde hippiebevægelsen i Danmark: Musikere, skribenter, lys- og lydmænd, kollektivister, koncertarrangører, fotografer, tegnere, digtere, malere, aktivister, tegnere, pushere, slumstormere, sumpere, filmmagere og studenteraktivister. De sidste har den apolitiske Bundgaard ikke forfærdelig meget til overs for, og bogen er et langt stykke henad vejen 'de andres' historie. "Drømmerne", kalder Bundgaard dem for, og plæderer for at de var en 67-generation i modsætning til den knæsatte 'maj 68'-generation, der udviklede sig til halvfjerdsernes betonmarxister - og i mange år tog monopol på den historiske fremstilling af epoken.
Stilistisk spænder Bundgaard ikke sig selv for hårdt for: Korte, klare hovedsætninger og relativt korte afsnit. Til gengæld er der et hav af navne - både på enkeltpersoner og grupper - på de 419 sider, og for én forudsætningsløs læser vil det sikkert være noget af en mundfuld at finde rundt i det enorme persongalleri, selvom man lærer flere helt godt at kende henad vejen: Erik Haaest, Carsten Grolin, Peter Ingemann, Povl Dissing, Peter Abrahamsen, Jacob Ludvigsen, Henning Prins, Franz Beckerlee, Poul Bruun, Freddy Hansson, Jens Jørn Gjedsted, Karsten Vogel m.fl dukker ofte op i spalterne - som igangsættere og sandhedsvidner.
Efter endt læsning indser man at hippierne var enkønnede, dvs. mænd. Der er langt mellem kvindelige hovedrolleindehavere, og man forstår godt at kvinderne gik amok i halvfjerdserne. At de blev trætte af "at lave te til revolutionen", som én af dem siden forklarede.

Kildeforskning
Lykkens Pamfil er alt andet lige et overskueligt og letlæst værk, og undertegnede havde mange aha-oplevelser undervejs - i stil med "nå, var det ham som..." og "det var så-dan, det begyndte", og så videre. Undertitlen er Dansk Rock i 60'erne, men det skal tages med modifikationer: Spændet hedder 1956-73, og visse skæbner følges længere på vej end andre. Bogen har nogle klare helte - især musikerne elsker Bundgaard højt - og forbløffende få skurke. Især i lyset af datidens ubarmhjertige polarisering. Bundgaard anskueliggør og er ikke bleg for at tage parti, men han er meget lidt dømmende. Det er trods alt hans egen ungdom, som er til eftersyn. Og joh - der skete fantastisk mange og mange fantastiske ting, som ikke havde en skid med studenteroprøret at gøre.
Og Peder Bundgaard får stort set det hele med: Undergrundspressen, folkemusikbølgen, atomkampagnen, spillestederne, jazzrock-fusionen, kollektiver, slumstormere, stoffer, Projekt Hus, Thy-lejr, Verdensbanken, lysshows, ekspanderede teknologi i form af studier og lydpulte, sprog og livsstil, den østlige påvirkning og det spirituelle, ja, hele det naivt-utopiske spænd bag de mange forskellige tiltag, som tilsammen udgjorde hippiebevægelsen i Danmark, flettes flot sammen.
Men først og fremmest musikerne - fra Ib 'Rock' Jensen til Alrune Rod, fra The Clifters til Burnin Red Ivanhoe, fra Peter Belli til Skousen & Ingemann, fra Steppeulvene til Agitpop. De væsentligste (københavner)grupper får deres historie fortalt - og de plader, de trods alt fik lavet, vurderet, men i lyset af de ofte horrible omstændigheder de blev til under. Bundgaard er ikke ude med riven, men hævder heller ikke, at pladerne er bedre end de er. Man forstår at f.eks. såvel Maxwells og BlueSun som liveorkestre langt overgik de plader, de indspillede i perioden.
Lykkens Pamfil er et imponerende stykke kildeforskning, og man kommer til at holde af den fortællende henad vejen - også selvom syntaksen ikke altid er perfekt. Bundgaard kan kunsten at fortælle en historie, han gør det uprætentiøst, ofte vittigt, og af faktuelle fejl har undertegnede praktisk taget ingen fundet. Hvilket må siges at være flot i et værk af en sådan spændvidde.

*Peder Bundgaard: Lykkens Pamfil. Borgens Forlag. 419 sider, illustreret. 350 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her