Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

16. november 1998

Irak-sanktioner kan måske hæves
*Den irakiske leder Saddam Husseins beslutning om at lade FN's våbeninspektører genoptage arbejdet betyder formentlig, at sanktionerne mod Irak snart kan ophæves.
Det vurderer udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) oven på de seneste dage begivenheder.
"Saddam Hussein har formentlig lært af de seneste dages begivenheder, så FN's våbeninspektører nu kan afslutte deres arbejde. Herefter kan FN's Sikkerhedsråd vurdere, om inspektionen har været tilfredsstillende. Og har den det, kan sanktionerne ophæves. Det vil være til glæde for det irakiske folk, der har lidt under dem", siger Helveg til Ritzau.
"Begivenhederne har endnu en gang vist, at Saddam Hussein kun har respekt for magtanvendelse. Jeg håber imidlertid, at det her er sidste gang," siger Helveg.
Artikler på forsiden og side 5

Anders Fogh populær i S-land
*Der er sket et skred i styrkeforholdet mellem Socialdemokratiet og Venstre, et skred, der kan blive helt afgørende for udfaldet af næste valg, skriver Berlingske Tidende søndag.
På en skala fra -3 til +3 får statsminister Poul Nyrup Rasmussen en gennemsnitskarakter på 1,2 af sine egne støtter. Men Venstres leder Anders Fogh Rasmussen når helt op på 0,7 blandt socialdemokratiske vælgere.
Opbakningen til Venstres leder kan på længere sigt blive skæbnesvanger for Socialdemokratiet, mener professor ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen. Mens Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen virkede som en rød klud på socialdemokrater og delte befolkningen, appellerer Anders Fogh Rasmussen til en bredere skare af vælgerne.

Minister forsvarer ny kartel-lov
*Der har desværre vist sig gode grunde til den nye holdning, som signaleres i den nye konkurrencelov.
Det siger erhvervsminister Pia Gjellerup (S) i en kommentar til den seneste sag om påstået karteldannelse - denne gang inden for el-branchen i Danmark.
Børsens Nyhedsmagasin skrev fredag, at flere af de største danske virksomheder inden for el-branchen i Danmark har rottet sig sammen bag kulisserne i et mafia-lignende kartel, som de kalder Elmer. Herfra har de angiveligt med hård hånd manipuleret med fordelingen af opgaver på el-installation samt skruet priserne på opgaverne kunstigt op.
Leder på forsiden

Tyrkiet: Ingen asyl til Öcalan
*Tyrkiet advarede søndag "visse vesteuropæiske lande" mod at give PKK-lederen, Abdullah Öcalan, asyl. Det vil være det samme som at invitere "terrorismens svøbe" til sit land, sagde den tyrkiske viceministerpræsident, Bülent Ecevit, søndag.
- Vi arbejder på at udslette PKK. Men PKK-oprørere kan flytte deres aktiviteter til lande i Vesteuropa, hvis disse ikke er opmærksomme på problemet, advarede Ecevit.
artikel side 5

Tvivl om Daniscos gen-roe
*Efter at have brugt 10 år og et anseeligt millionbeløb på at udvikle en gensplejset sukkerroe, der er modstandsdygtig over for sprøjtegiften Roundup, erkender den danske fødevarekoncern Danisco nu, at sukkerroen måske aldrig kommer på markedet, skriver Politiken Søndag.
"Vi har ikke noget specielt ønske om at fremstille sukker på gensplejsede roer. Hvis forbrugerne ikke vil have et sådant produkt, kommer det ikke. Så sælger vi bare sukker fremstillet på almindelige roer. Men miljøet bliver taberen," siger koncerndirektør Mogens Granborg, Danisco.
Danisco har i halvandet år søgt om at få den gensplejsede roe godkendt til markedsføring og salg i Europa.
Det er sket ved, at en fransk partner har søgt de franske miljømyndigheder om EU-godkendelse. Godkendelsen er ikke kommet, og den franske regerings overvejelser om at lave en tænkepause, før man tillader markedsføring af nye gensplejsede planter, kan forsinke Daniscos genroe yderligere.

Tysk stop forindvandrere
*Tyskland kan ikke modtage flere indvandrere for tiden, siger landets indenrigsminister, Otto Schily, i et interview offentliggjort søndag.
- Selv hvis vi havde en immigrationslov i dag, ville en immigrationskommission blive nødt til at sætte kvotaen på nul, siger Schily til avisen Tagesspiegel.
Der bor flere end syv millioner indvandrere i Tyskland. Politikere fra flere partier har efterlyst en lov, der satte kvoter for, hvor mange indvandrere Tyskland vil kunne tage årligt.
- Det er imidlertid ikke på dagsordenen for tiden, sagde Schily, der sagde, at spørgsmålet om en immigrationslov må tages op ved lejlighed sammen med andre EU-lande.

Enig front bag finanslovsboykot
*Enhedslistens bestyrelse bakker fuldt op om den beslutning, partiets folketingsgruppe tog i sidste uge om at trække sig ud af finanslovsforhandlingerne for 1999.
Partiet vil stemme nej til finansloven, medmindre regeringen skifter kurs, fremgår det af en udtalelse fra Enhedslistens bestyrelse.
"Enhedslisten stemmer som altid for enhver forbedring, men vi stemmer nej til en sort finanslov, uanset statsministerens navn", skriver EL-bestyrelsen.
Enhedslisten forlod forhandlingerne om finansloven torsdag efter et kort møde med finansminister Mogens Lykketoft (S).
Efter mødet beskyldte partiet regeringen for at begå forligsbrud med forslaget om at spare 700 mio. kr. på boligstøtten. Det strider ifølge partiet imod Pinsepakkens sociale profil. Enhedslistens bestyrelse hæfter sig ved, at 226 mio. kr. af de 700 mio. kr. tages fra folk med indtægter under dagpengeniveau.

Mutter Courage hædret
*Det er en erfaren skuespiller, som ofte har spillet rollen som den stærke kvinde, der søndag fik årets Reumert-pris på 250.000 kroner.
Bodil Udsen er født i 1925 i København. I 1944 slap hun gennem nåleøjet til Det Kongelige Teaters elevskole, men allerede efter godt et år blev pigen med det livlige humør smidt ud igen. Hun passede ikke ind på skolen, mente ledelsen.
Men skuespiller ville Bodil Udsen være, og skuespiller blev hun.
I sin mere end 50-årige karriere har hun ofte spillet roller som den stærke kvinde. Hun mener, at hun altid har set op til stærke kvinder i sit private liv og derfor er blevet tiltrukket af disse rolletyper.
Gentagne gange har Bodil Udsen givet sig i kast med store og krævende opgaver. Hun har spillet titelrollerne i Medea, Mutter Courage og i Gertrude Stein. Hun har spillet Evangeline Lacaze i Storhertugindens afsked, Grevinde Danner i Dronning Blå og farmoderen i Min farmors hus.
At der stadig er appetit på udfordringer vidner Bodil Udsens seneste store krævende roller i Maria Callas og Billedmagerne på Betty Nansen Teatret om.
Bodil Udsen har medvirket i et utal af danske revyer og i øjeblikket kan hun genses på tv som den elskelige Emma fra Rottehullet i Huset på Christianshavn.

'Jeltsin ude af stand til at regere'
*Tidligere ministerpræsident, Viktor Tjernomyrdin, udtrykte søndag tvivl om præsident Boris Jeltsins evne til at lede Rusland.
"Præsidenten har oftere og oftere vanskeligt ved at vurdere en sag korrekt og tage velgennemtænkte beslutninger, sagde Viktor Tjernomyrdin, som var regeringsleder fra 1992 til 1998 inden Jeltsin uden varsel fyrede ham.
Tjernomyrdin kom med sine udtalelser under et mødet i sit parti Vort Hjem Rusland.
"Jeltsins rådgivere påvirker ham stadig mere, og hans beslutninger er blevet mere uforudsigelige. Samtidig undgår han at løse de mest påtrængende og nødvendige beslutninger", tilføjede Tjernomyrdin.

Også ballade i Malaysia
*Malaysisk politi skød advarselsskud mod regeringsfjendtlige demonstranter i hovedstaden Kuala Lumpur lørdag.
Demonstranterne var gået på gaden for at demonstrere mod regeringens økonomiske nedskæringspolitik.
Demonstranterne smed med sten mod politiet, som herefter trak våben og skød truende op i luften.
Demonstranterne kom samtidig med, at regeringsledere fra asiatiske lande var ved at ankomme til Kuala Lumpur for at deltage i en møde i landenes økonomiske samarbejdsorganisation APEC.
Miljømøde enig om handlingsplan
nMiljøministre samlet til FN's klimakonference i Buenos Aires nåede lørdag til enighed om en handlingsplan for begrænsning af udslippet af drivhusgasser, oplyser delegerede.
Aftalen, hvis enkeltheder endnu ikke er offentliggjort, kom efter mange timers slidsomme forhandlinger, der først sluttede lørdag morgen. Klimakonferencen i den argentinske hovedstad skulle efter planen have været afsluttet fredag.
artikel side 5,
leder på bagsiden

Rettelse
*I bagsidelederen i weekend-Information var sidste linje faldet ud. Den lød således:
'Mens dansk bogbranche er ved at sætte Titanic på isbjerget, får bogen ny luft under vingerne i cyberspace.'
Lederen var skrevet af lieb.

Skudt i hovedet
*En 34-årig mand blev søndag eftermiddag særdeles alvorligt kvæstet, da han blev skudt i hovedet i en lejlighed i Århus-forstaden Viby. Politiet mener, at manden blev skudt, da han legede russisk roulette med en kaliber 38-revolver.
Sammen med fire kammerater opholdt manden sig i boligen, da skuddet faldt. To af vennerne forlod derefter stedet, mens de to tilbageværende alarmerede politiet. Den 34-årige blev straks ført til Århus Kommunehospital, hvor hans tilstand er særdeles kritisk.
Politiet i Århus forsøger nu at finde frem til de to personer, der gik fra lejligheden efter, at revolveren gik af.

Anspændt ro præger Indonesien
*En anspændt ro prægede i går de næsten mennesketomme gader i Indonesiens hovedstad, Jakarta, efter en bølge af uroligheder, butiksplyndringer og sammenstød mellem politi og demonstranter de seneste fire dage.
Væbnede enheder var sat ind ved alle strategiske gadehjørner og bygninger i Jakarta, militære helikoptere afpatruljerede luftrummet over hovedstaden, hvor snesevis af soldater var opstillet med stave og plasticskjolde foran præsidentpaladset Merdeka.
Men i modsætning til urolighederne i maj, da flere end 1000 mennesker blev dræbt, så var der ikke rapporter om døde i weekenden.
Der var i går lange køer i lufthavnen. Mange mennesker - især familier med små børn - forlader hovedstaden, fordi der er rygter om, at vrede studenter vil fortsætte demonstrationerne mod præsident Habibies lovgivende forsamling, der har holdt møder i sidste uge for at forberede politiske reformer og valgdato.
Studenterne kræver bla. en undersøgelse af tidligere præsident Suharto om magtmisbrug og overgreb i de 32 år, han sad på magten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her