Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

10. november 1998

Danmark kommer Nicaragua til hjælp
*Udviklingsminister Poul Nielson (S) har besluttet at komme det orkanramte Nicaragua til hjælp ved at betale 70 mio. kr. af landets gæld til Den Interamerikanske Udviklingsbank.
Forslaget, der har været længe undervejs, men som er blevet aktualiseret af den akutte krise i det fattige mellemamerikanske land, vil nu blive fremlagt, dels for Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, dels for Folketingets finansudvalg til godkendelse.
Det danske initiativ kommer, som den franske regering i går anmodede verdens rige kreditorlande om at suspendere tilbagebetalingen på de katastroferamte mellemamerikanske landes enorme udlandsgæld.
Artikel side 5

Socialrådgivere vil overholde loven
*"Vi opfatter integrationsloven som diskriminerende og i direkte modstrid med vores værdier. Men vi vil ikke opfordre socialrådgiverne til at boykotte arbejdet med loven," siger formanden for Dansk Socialrådgiverforning Anne Worning.
Spørgsmålet blev i går diskuteret på et hovedbestyrelsesmøde i Dansk Socialrådgiverforning, efter at lektor ved Den sociale Højskole i Århus, Carsten Andersen har foreslået en boykot af loven.
I stedet garanterer Dansk Socialrådgiverforening, at man nøje vil følge loven, når den træder i kraft fra årsskiftet.
"Vi vil være vagthunde, der følger loven og dens praktiske virkninger," fastslår socialrådgivere.

Taliban udfordrer USA
*Den afghanske Talibans øverste domstol sagde mandag. at medmindre nogen kan fremlægge beviser for, at den saudiarabiske millionær Osama bin Laden er terrorist inden den 20. november, så vil han bliver erklæret uskyldig i de terroristanklager, som blandt andet USA har fremsat i forbindelse med bombeattentaterne mod USA's ambassader i Kenya og Tanzania.
Domstolens erklæring kommer mindre end en uge efter, at USA udlovede en dusør på fem millioner dollar (ca. 35 mill. kr.) for anholdelsen af Osama bin Laden, der opholder sig i Afghanistan under Talibanmilitsens beskyttelse.

Indonesisk militær varsler rolleskift
*Indonesiens militær er på vej mod en mindre fremtrædende rolle, fremgik det af udtalelser mandag fra landets militære leder, forsvarsminister general Wiranto.
"På baggrund af de væbnede styrkers nye grundlag, er stillingen som leder af de sociale og politiske anliggender ikke mere relevant, hverken nu eller i fremtiden, hvilket er på linje med militærets pligter, funktion og rolle," sagde Wiranto på et pressemøde.
Den indonesiske hærchefs bemærkninger faldt umiddelbart før et ekstraordinært fire dages møde i det østasiatiske lands lovgivende forsamling, hvor meningen er at udstikke retningslinjer for fremtidige politiske reformer.

Chauffører får ikke større fradrag
*Eksportchauffører bliver ikke forskelsbehandlet i urimeligt omfang ved rejser i udlandet sammenlignet med andre lønmodtagere, når det gælder skattefri fradrag.
Det mener Højesteret, der mandag stadfæstede en dom fra Østre Landsret. Landsretten afgjorde den 31. januar 1996, at et cirkulære fra 1988, der siger, at langturschauffører må trække væsentligt mindre fra end andre erhvervsgrupper for udgifter til mad og drikke ved arbejdsrejser i udlandet, ikke er urimelig forskelsbehandling.
Det var netop på grund af fradragsreglerne, at eksportchaufførerne med Ole Prüsse i spidsen i 1996 blokerede de danske grænseovergange.

Arbejdsløsheden falder i EU
*For første gang i næsten seks år er arbejdsløsheden i EU-landene nået ned under 10 procent og nu har en samlet arbejdsløshedsprocent på 9,9 procent. Det viser en ny opgørelse fra EU's statistiske kontor, Eurostat.
Sidst arbejdsløsheden i EU lå under 10 procent var i december 1992.
Luxembourg har med 2,2 procent EU's laveste arbejdsløshed mens Spanien med 18,5 procent arbejdsløse har EU's højeste arbejdsløshed.

Pensionister mister bolistøtte
*Regeringens forslag til en kommende reform af boligstøtten kommer ikke kun til at gå ud over de fattige. Også pensionisterne rammes, hvis reformplanerne føres ud i livet.
Reformen lægger blandt andet op til
*at pensionister skal selv betale de første 833 kroner af huslejen før støtten beregnes.
*hurtigere afvikling af boligstøtte i takt med stigende indkomster end i dag. Afviklingen går i gang, når årsindkomsten i husstanden ligger på over 95.000 kroner og går for alvor hurtigt for husstandsindkomster på over 149.000 kroner. Dagpengeniveauet er på årsbasis omkring 140.000 kroner.
*at alle under 67 selv skal betale de første 1.333 kroner af huslejen før støtten beregnes
*en samlet besparelse på 728 millioner kroner, hvis reformen gennemføres som foreslået
Artikel på forsiden

Svin ødelægger drikkevandet
*De mange millioner, der bliver brugt på at sikre danskerne rent drikkevand kan være spildt, hvis svineproducenter får lov at udvide deres besætninger til stordrift. Det mener Danmarks Naturfredningsforening (DN) med henvisning til et såkaldt miljøregnskab, som Fyens Amt lavede, da en landmand ønskede at udvide svineproduktionen fra 99 enheder til 317.
"Tallene viser, at vandmiljøet omkring landmandens marker vil få tilført 6,5 tons ekstra kvælstof om året, hvis udvidelsen bliver en realitet. Det svarer til den mængde kvælstof, 7.500 indbyggere i en by tilfører miljøet," fortæller DN's præsident Poul Henrik Harritz.
Borgerne i området omkring landmandens bedrift har gennem de seneste ti år betalt 42 millioner kroner for at få kloakeret og renset spildevand.
Poul Henrik Harritz mener, at de penge er spildt, hvis bare fem andre landmænd i området ønsker at udvide deres svineproduktion i samme omfang. De Fynske Landboforeninger fik efter miljøregnskabets offentliggørelse landmanden til at trække ansøgningen tilbage.

Soldat nærmer sig præsidentposten
*Den tidligere faldskærmssoldat Hugo Chavez, der er bedst kendt for en mislykket militært kupforsøg i 1992, tog et vigtigt skridt mod sejr i præsidentvalget den 6. december, da hans nationalistiske, venstredrejede "Patriotisk Pol"-alliance søndag vandt klart ved parlaments- og regionalvalgene i det sydamerikanske land.
Alliancen er for nylig blevet dannet af omkring et dusin partier på venstrefløjen, og - med 67 pct. af stemmerne optalt - står den til at vinde ca. 35 pct. af den 237 mand store Kongres og mindst syv af de 23 guvernørposter.

Skarp LO-kritik af Arbejdstilsynet
*LO kritiserer Arbejdstilsynet for at være for blødsøden overfor virksomhederne.
Flere LO-konsulenter kritiserer tilsynet for at have udviklet sig til en rådgivende funktion for virksomhederne i stedet for at være den kritiske kontrolmyndighed, som Arbejdstilsynet burde være.
"Folk oplever, at Arbejdstilsynet bliver mere og mere vattet og udvandet. Der bliver givet meget lang snor og elastik i den måde, tilsynet i dag forvalter arbejdsmiljøet på," siger miljøkonsulent i LO, Lone Jacobsen til Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.
Ifølge LO er der flere eksempler på, at Arbejdstilsynets kredsjurister giver virksomhederne for lange tidsfrister til at få bragt sundhedsskadelige forhold i orden.

Børnemishandling skal indberettes
*Der bør være en skærpet underretningspligt for de professionelle faggrupper, der arbejder med børn.
Det mener formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, der sammen med Børnerådet i dag fremlægger et forslag, der sigter mod yderligere beskyttelse af de 0 til 3-årige børn.
Forslagene drejer sig primært om andre måder at anbringe truede børn på og en skærpelse af underretningspligten for de faggrupper der har kontakt med børn.
Børnerådets anbefaling kommer samtidig med en undersøgelse lavet af tre læger fra Amtssygehuset i Glostrup og Hvidovre Hospital, der viser, at et stort antal spædbørn rystes så voldsomt af deres forældre, at de dør eller får svære hjerneskader. Undersøgelsen blev offentliggjort i går i Ugeskrift for Læger.
Ifølge undersøgelsen sker den oversete børnemishandling mindst 10 gange om året, alene i den groveste form.

Domstolen afgører Pinochets skæbne
*Det er op til anklagemyndigheden og ikke Folketinget, om den chilenske eks-diktator Augusto Pinochet skal kræves udleveret til Danmark.
Det fastslår både Venstres medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Svend Aage Jensby, og SF-formanden Holger K. Nielsen.
"Det er Rigadvokaten, der skal bedømme, om der er relevant materiale, der kan føre til en anklage. Hvis det sker, er det selvsagt ethvert demokratisk samfunds pligt at forfølge forbrydere," siger siger Jensby.
Artikel side 4

Må der kun være ros i skolebladet
*Det spørgsmål er efter fire år blevet en sag for Folketingets Ombudsmand. Sagen drejer sig om, hvorvidt redaktionen på skolebladet på Gl. Hasseris Skole i Aalborg uberettiget afviste to læserbreve fra en far, hvis barn gik på skolen.
Begrundelsen lød, at læserbrevene, der handlede om mobning og for få computere, var for negative.
Palle Quist, der på det tidspunkt sad i skolebestyrelsen, klagede over afgørelsen, og sagen har nu i fire år samlet støv i Nordjyllands Amt, Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt, kommunen, Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet.
Nu skal ombudmanden tage stilling til om, det var udtryk for censur, da skolebladet afviste læserbrevene.

Krigstrommerne buldrer hult over Golfen
*De diplomatiske bestræbelser på at få Irak til at genoptage samarbejdet med FN's våbeninspektører fortsatte mandag.
Mens Irak fortsat kræver en lempelse af FN-sanktionerne mod landet besluttede EU's udenrigsministre i går, at sanktionerne mod Irak skal gøres mere effektive.
Samtidig fordømte EU det som "totalt uacceptabelt", at den irakiske præsident, Saddam Hussein, har stoppet samarbejdet med FN's våbeninspektører, der i stort tal forlader landet.
"Hvis vi kan gøre sanktionerne mere effektive, kan vi ramme hans evne til at blive ved med at trodse hele verden," sagde den britiske udenrigsminister, Robin Cook, der så stadig flere beviser på, at Saddam Hussein igen er tæt på at få kemiske og biologiske våben.
Imens forlød det fra USA, at præsident Clinton har bedt sine nærmeste rådgivere om at udarbejde både militære og diplomatiske handlingsplaner for at få Irak til at genoptage samarbejdet med FN's våbeninspektører.
Krigstrommernes buldren affødte i Irak en erklæring om, at Irak vil stå fast ved beslutningen om ikke at samarbejde med FN's våbeninspektører længere og i øvrigt ikke frygter USA's trusler. En ekspert vurderer over for Information, at det er tvivlsomt, at den seneste diplomatiske krise mellem Irak og USA vil føre til et militært indgreb.Artikel side 5

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her