Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

7. november 1998

Universiteter fritaget for påbud
*Undervisningsminister Margrethe Vestager lægger nu op til, at universiteterne skal undtages fra en lov, der giver ministeren magt til at gribe ind, hvis en uddannelse ignorerer en dårlig evaluering, skriver Berlingske Tidende.
Det sker selv om hun for blot to måneder siden insisterede på, at der skulle sættes magt bag et nyt evalueringsinstitut, der skal måle kvalitet på samtlige uddannelser i landet.
Torsdag fremlagde Margrethe Vestager lovforslaget om det nye institut. Med lovforslaget får ministeren en ny magtbeføjelse. Hun kan tvinge uddannelsesinstitutionerne til at rette sig efter instituttets anbefalinger.
Men der er én undtagelse. Ministeren får ingen beføjelser i forhold til universiteterne.

Kold luft mellem SF og Enhedslisten
*Enhedslistens beslutning om i praksis at melde sig helt ud af finanslovsforhandlingerne vækker mildest talt ikke begejstring hos det andet venstrefløjsparti, SF. Uden Enhedslistens mandater må SF nemlig vinke farvel til muligheden for at tilbyde regeringen et flertal til venstre.
Ifølge dagbladet Aktuelt vil Enhedslisten kun lave aftaler med regeringen, hvis regeringen dropper at lave delaftaler med de borgerlige partier. Reelt betyder det, at Enhedslisten er ude af finanslovsforhandlingerne, fordi regeringen er nødt til at gå til højre for at få vedtaget sin arbejdsmarkedsreform og nedskæringerne i boligstøtten.

Regering vil have Pinochet udleveret
*Den spanske regering gav fredag grønt lys for at få den chilenske eksdiktator Augusto Pinochet udleveret af de britiske myndigheder, hed det fra en regeringskilde.
Chile kaldte fredag sin ambassadør i Spanien hjem i protest over, at den spanske regering har givet grønt lys for at få den chilenske eksdiktator, Augusto Pinochet, udleveret af de britiske myndigheder. Chiles udenrigsminister, José Miguel Inzulza, meddelte, at man kalder ambassadøren i Madrid tilbage som et udtryk for "dyb misfornøjelse" med Spaniens handlinger, men han understregede, at det ikke var udtryk for et diplomatisk brud.

Handlingsplan på vej i Buenos Aires
*På FN's klimakonference i Buenos Aires er konturerne af en handlingsplan for kampen mod klimaforandringer ved at tegne sig.
Planen med tilhørende tidsfrister vil indeholde spilleregler for, hvordan rammeaftalen fra klimatopmødet i Kyoto i fjor skal føres ud i livet.
"Vi håber på at kunne offentliggøre en handlingsplan for de næste to-tre år, som vil gøre Kyoto-protokollen fuldt operationel, når den træder i kraft," siger FN-talsmand Michael Williams i Buenos Aires til Reuters.

Kosovo-oprørere dræbt af politi
*Fem etniske albanere, iført den kosovo-albanske oprørsbevægelse UCK's uniformer, blev fredag morgen dræbt af serbisk politi i den sydlige del af den urohærgede serbiske Kosovo-provins, rapporterede det serbiske Informations Center.
De fem mænd var med i en større gruppe oprørere, der havde angrebet en politipatrulje mellem byerne Orahovac og Suva Reka.
Samtidig meddelte UCK-oprørerne, at de har besluttet at etablere en civil myndighed i de dele af Kosovo, som UCK kontrollerer.

BG-Bank dømt i selskabstømmersag
*For første gang blev en bank på køberside dømt medansvarlig, da Østre Landsret i en principiel sag fredag afsagde dom i en selskabstømmersag. I den første sag, hvor en bank på køberside var inddraget, blev Jyske Bank i juni i Vestre Landsret frifundet.
Men i denne sag fastslår Østre Landsret, at BG-Bank - på salgstidspunktet Bikuben - var fuldt bekendt med, at der var tale om ulovlig selvfinansiering ved salget det såkaldte overskudsselskab - altså at køberen finansierede handlen med selskabets egne midler - og intet gjorde for at afværge risikoen for, at skattevæsenet mistede penge. I det konkrete tilfælde knap 1,8 mio. kroner.

Rialtos fremtid stadig usikker
*Fredagens møde mellem kulturministeren og Rialto Teatrets ledelse førte absolut intet med sig.
Det frederiksbergske Rialto Teaters chef, Anders Ahnfelt-Rønne, var tydeligt ærgerlig efter mødet med kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen i går om teatrets fremtid.
"Det var skuffende, at kulturministeren ikke havde en plan, der kunne løse vores problemer. Jeg troede, at hun var tilstrækkeligt engageret i sagen til at tage et initiativ," sagde han på et pressemøde i Rialto Teatrets café umiddelbart efter samtalen i Kulturministeriet.

Færre penge i USA-valg
*Efter midtvejsvalgene i USA er der en større chance end nogensinde for, at Kongressen i sin næste samling vedtager en reform af USA's valgfinansieringslov. Vælgerne i staterne Arizona og Massachusetts gav grønt lys til en ny ordning, som tilbyder kandidater opstillet til lokalt politisk embede offentlig finansiering. Lige så vigtigt var det, at én af to forslagsstillere til en føderal reform - den demokratiske senator Russell Feingold - vandt genvalg i Wisconsin.
Republikaneren Mitch McConnell, som ledede sit partis angreb på et reformforslag fremsat i sidste samling af Feingold og moderate republikanske senator John McCain, sidder på sit partis pengekasse i Senatet. Faktisk afsatte McConnell en mio. ud 75 mio. dollar til et tv-reklamefremstød mod Feingolds genvalg i Wisconsin. Feingold afviste som princip at acceptere penge fra sit eget parti og var derfor underfinansieret i forhold til sin modstander. Han vandt alligevel.

USA advarer Saddam Hussein
*USA's forsvarsminister William Cohen opfordrede fredag i Tyrkiets hovedstad, Ankara, Irak til at bøje af i striden om FN's våbeninspektion i Irak.
Cohen sagde efter et møde med Tyrkiets præsident, Suleyman Demirel, og forsvarsminister Ismet Sezgin, at NATO-partneren Tyrkiet støtter USA mod Irak, selv om Ankara-regeringen holder sig tilbage fra at gå med i en militær optrapning.
Irak tog tidligere fredag afstand fra en ny resulotion fra Sikkerhedsrådet, der fordømmer Iraks beslutning om, at man ikke vil samarbejde med våbeninspektørerne, der skal kontrollere, at landet ikke producerer og oplagrer masseødelæggelsesvåben.

Danmark skal hjælpe Tyskland
*Øget beskæftigelse var det dominerende tema, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen fredag var på officielt besøg hos Tysklands nye forbundskansler, Gerhard Schröder. Nyrup Rasmussen, der blev den første udenlandske regeringsleder, som har besøgt den nye tyske forbundskansler, orienterede Schröder om den danske regerings erfaringer med bekæmpelse af arbejdsløsheden, som har påkaldt sig meget stor interesse i den nye rød-grønne forbundsregering.
De to ledere enedes om at nedsætte en arbejdsgruppe der skal være inspiration for den nye politiske ledelse i Bonn.

EU kigger på slagteri-fusion
*Europa-Kommissionen indledte fredag en tilbundsgående undersøgelse af fusionen mellem de to største danske andelsslagterier, Danish Crown og Vestjyske Slagterier, oplyste kommissionens talsmand. Kommissionen "udtrykte tvivl" om, hvorvidt den fusion ikke vil medføre, at slagteriet vil skabe en dominerende stilling med så stor en andel af det danske marked for svine- og oksekød, tilføjede talsmanden.
Sagen sorterer under konkurrence-kommissær Karel van Miert, og det vil tage op til fire måneder inden, der foreligger en endelig afgørelse.

Rwanda har styrker i DRCongo
*Rwandas vicepræsident og forsvarsminister, Paul Kagame, erkendte fredag for første gang, at rwandiske regeringsstyrker er involveret i konflikten i Den Demokratiske Republik Congo.
Udtalelserne faldt efter et timelangt møde mellem Kagame og Sydafrikas præsident, Nelson Mandela, i Pretoria.
Kagame sagde, at de rwandiske styrker befinder sig i Congo for Rwandas nationale sikkerheds skyld.
Ifølge Mandela baner erkendelsen vej for bestræbelserne på at få en våbenhvile i stand og for, at de udenlandske styrker i landet kan trækkes tilbage.

Clinton vil bruge sejr på sundhed
*Efter valgsejren tirsdag mener USA's præsident, Bill Clinton, og de demokratiske ledere i Kongressen nu, at de kan få flertal ved at overtale republikanske kongresmedlemmer til at stemme for demokratiske lovforslag.
Clinton sagde tidligt fredag, at demokraterne efter midtvejsvalget "vil række hånden ud til ligesindede i det andet parti". Det skal i første omgang ske i forsøget på at reformere sundhedsvæsenet i begyndelsen af 1999.
Samtidig var der fredag tydelige tegn på, at republikanerne vil tage konsekvensen og begrænse rigsretshøringerne mod Clinton efter løgnene i Lewinsky-sagen.
Et fremtrædende medlem af den amerikanske kongres udfordrede fredag formelt formanden for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, på formandsposten.
Det er Bob Livingston, der i lighed med Gingrich er republikaner, som prøver at overtage formandsposten.

Dansk populært i Nordtyskland
*Dansk bliver mere og mere populært i Nordtyskland. Interessen for at lære dansk på de tyske voksenundervisningscentre i Slesvig-Holsten er øget, og 483 kurser med 11.642 undervisningstimer sidste år har betydet ny rekord for danskundervisningen, skriver Flensborg Avis lørdag. Dermed er dansk nået op på en femteplads i den tyske sprogundervisning. kun overgået af tysk, engelsk, spansk og fransk.

Fredsaftale udskudt efter bombeattentat
*Fredsprocessen i Mellemøsten blev fredag formiddag ramt af endnu et hårdt slag, da to personer blev dræbt af deres egen bilbombe i Jerusalem. 21 tilfældige på et gademarked i den jødiske del af Jerusalem blev såret af bomben.
Attentatet førte omgående til, at den israelske regering besluttede at udskyde den planlagte afstemning om land-for-sikkerhed-aftalen med palæstinenserne på ubestemt tid.
I USA opfordrede præsident Bill Clinton fredag aften til, at parterne fortsætter bestræbelserne på at skabe fred trods bomben.
"Det vil være den bedste måde at skabe sikkerhed for israelere og den bedste måde at indfri palæstinensernes længsler på. Og det er det eneste svar på den kriminelle terrorhandling i dag," sagde Clinton, der var mægler i de lange og komplicerede forhandlinger, som i oktober førte til aftalen mellem israelere og palæstinensere.
Den israelske regering meddelte også fredag, at det stærkt omstridte nybyggeri til en ny bosættelse ved Har Homa i Østjerusalem bliver påbegyndt med det samme.
Den palæstinensiske forhandler, Hassan Asfour, kaldte den israelske beslutning for "politisk terrorisme", der risikerer at skubbe begivenhederne over i ekstremisternes hænder.

Redigeret af Jesper Jürgensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu