Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

4. november 1998

Partier kræver FE-undersøgelse
*Venstrefløjspartierne truer med at stemme imod regeringens forslag om en PET-undersøgelseskommision, hvis ikke justitsminister Frank Jensen (S) udvider undersøgelsen til bl.a. også at omfatte Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Enhedslisten vil hellere "afvise regeringens forslag, end at undersøgelsen bliver mangelfuld."
Samme toner lyder fra SF.
"Som lovforslaget ligger nu, kan vi ikke stemme for. Vi skal se, hvad vi kan få af ændringer," siger SF-formanden.

USA forbereder sig på ny Irak-krise
*USA's forsvarsminister, William Cohen, tog tidligt tirsdag på rundrejse i Europa og området ved Den Persiske Golf for at drøfte den seneste optrapning mellem Irak og FN.
Irak har påny afvist at lade FN's våbeninspektører gøre deres arbejde færdigt, medmindre FN's blokade modIrak revurderes.
Tidligere på måneden talte Cohen til amerikanske soldater udstationeret i Kuwaits ørken tæt ved den irakiske grænse og understregede, at USA til enhver tid kan slå til mod Irak, hvis det bliver nødvendigt.

EU-bank fastholder renten
*Præsidenten for den Europæiske Centralbank afviste i går gentagne opfordringer fra den nye tyske finansminister, Oskar Lafontaine, om at sætte renten ned for at øge beskæftigelsen i EU.
Efter et møde i den Europæiske Centralbank sagde Wim Duisenberg, at der er stor forskel på arbejdsløsheden i forskellige EU-lande - selv om de har samme renteniveau.
"Udviklingen i bekæmpelsen af arbejdsløsheden synes at bero på hvilke strukturelle reformer, der er blevet gennemført på arbejdsmarkederne, Om renten et kvart procentpoint højere eller lavere er ikke afgørende," sagde han som svar på Lafontaines kritik.

Nazister kan retsforfølges
*De nazister, der på en svensk-produceret video har udsendt dødstrusler mod fire navngive danske anti-nazister, kan stadig ende med at blive retsforfulgt i Danmark.
Det oplyser statsadvokaten for Sjælland, Erik Merlung, efter at den svenske rigsadvokatur i sidste uge tilkendegav, at man i Sverige ikke kan retsforfølge nogen for trusler, der er fremsat på video.
"Jeg betragter stadig sagen som verserende, selv om det midlertidigt er sådan, at den nu bliver efterforsket i Sverige. Det tegner til, at der bliver en straffesag i Sverige, men hermed udelukkes det ikke, at sagen også kan komme op i Danmark," siger Erik Merlung.

Spion kendte ikke NATO-mål
*Den franske major, der er fængslet og mistænkt for at have spioneret til fordel for serberne, havde ikke adgang til informationer, om hvilke mål de allierede planlagde at bombe under et eventuelt luftangreb mod serberne.
Det fastslog NATO-kilder i går.
Den franske major, som arbejde i NATO's hovedkvater i Bruxelles, var bekendt med "de store træk," i det allieredes angrebsplaner men "kendte ikke de specifikke mål," sagde NATO-kilder i går til Reuters.

Regeringen løber fra reklameaftale
*Regeringen har i realiteten opgivet at gennemføre en reklameafgift på alt andet end husstandsomdelte tryksager.
Og hermed er regeringen på kollisionskurs med SF og Enhedslisten, der med forliget om pinsepakken havde sat næsen op efter at få ram på f.eks. også tv-reklamer, avisannoncer eller sponsoraftaler.
Afgifter eller forringelser af erhvervslivets skattefradrag på anden reklame end tryksager vil give al for meget administrativt bøvl, afgrænsnings- og kontrolproblemer samt konkurrenceforvridning, konkluderer skatteminister Ole Stavad på baggrund af en rapport fra sine embedsmænd om mulighederne for at gennemføre en reklameskat. Af miljøhensyn er regeringen i princippet indstillet på at gennemføre en afgift på tryksager.

Ingen sprøjtegifte i grøftekanterne
*Stat, amter og kommuner indgik i går en aftale, der betyder stop for brug af sprøjtegift på offentlige arealer fra år 2003. Aftalerne skal også fremme grøn indkøbspolitik.
Aftalen, der er indgået med miljøminister Svend Auken, indebærer, at giftsprøjterne bliver taget ud af drift fra den 1. januar 2003. Der vil dog blive tale om enkelte undtagelser - for eksempel i forbindelse med bekæmpelse af ukrudt på banestrækninger eller flyvepladser.
ISS maser sig ind på ældreområdet
nISS underskrev i går en aftale med Skovbo Kommune, der betyder, at kommunens ældre fremover kan vælge mellem den kommunale ældrepleje eller ISS Seniorservice. Det er den første aftale herhjemme, som ISS indgår med en kommune. ISS i Sverige blev sidste år ramt af en skandale, da det kom frem, at mange af de ældre, der var under ISS's varetægt var blevet vanrøgtet.

ETA's velvilje skal afprøves
*Spaniens ministerpræsident, Jose Maria Aznar, har givet regeringen bemyndigelse til at indlede direkte kontakter med folk, der har forbindelse til den baskiske separatist-organisation ETA, seks uger efter at separatisterne erklærede våbenhvile, rapporterede den spanske statsradio tirsdag. Aznar, som har svaret forsigtigt på ETA's ensidige våbenhvile, ønsker med bemyndigelsen at finde ud af, hvorvidt ETA mener det alvorligt, når organisationen siger, at den vil 30 års vold.

Nyrup fatsholder efterlønsgaranti
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde i går, at regeringen inden jul vil fremlægge et lovforslag med ændringer på efterlønsområdet, så ændringerne kan træde i kraft allerede fra 1. januar næste år.
Hvad lovforslaget kommer til at indeholde, kom statsministeren ikke ind på. Han fastholdt dog, at udspillet kommer til at omfatte det garantibevis, som regeringen allerede har bebudet. Beviset skal bl.a. sikre, at folk, der bliver på arbejdsmarkedet efter at de er fyldt 60, fortsat vil kunne gå på efterløn, når de ønsker det.

7.000 savnes i Mellemamerika
*Op til 7.000 mennesker meldtes tirsdag savnet, efter orkanen "Mitch" har slæbt sit ødelæggende spor over Mellemamerika.
Oversvømmelser og mudderskred i blandt andet Honduras og Nicaragua har begravet landsbyer, huse og mennesker.
Honduras beder nu udlandet om hjælp, efter at oversvømmelser har lagt halvdelen af nationen under vand og ødelagt mere end 70 procent af afgrøderne. Godt en million er hjemløse efter oversvømmelserne.

Ansatte flygter fra synkende skude
*Ikke nok med at vælgerne svigter Det Konservative Folkeparti i en sådan grad, at det er tvivlsomt partiet overlever næste folketingsvalg. Også de ansatte er blevet trætte af lugten i bageriet og søger væk fra partiet.
Siden valget i marts har en stribe nøglemedarbejdere på en række topposter forladt organisationen - dels fordi partiet har tabt millioner i partistøtte, dels fordi flere medarbejdere i frustration har forladt det kriseramte parti, skriver Berlingske Tidende tirsdag.

70 dræbt i Colombia
*Mindst 60 politibetjente og 10 civile blev dræbt, da oprørsbevægelsen Colombias Væbnede Styrker (FARC) angreb byen Mitú, oplyste en repræsentant for Røde Kors i det østlige Colombia mandag.
Yderligere 40 betjente forsvandt og er måske bortført af FARC.
Episoden er et af regeringshærens værste nederlag i år.
FARC har sammen med en anden oprørsbevægelse, Den Nationale Befrielseshær (ELN), kontrol med henved halvdelen af Colombia.

Israel bomber Sydlibanon
*Israelske kampfly angreb på tirsdag den iransk-støttede Hizbollah-milits formodede stillinger i Sydlibanon. Sikkerhedskilder sagde, at to fly affyrede raketter i udkanten af landsbyen Shakra lige nord for Israels selvbestaltede sikkerhedszone i Sydlibanon. Aktionen er nummer 88 i området siden årets begyndelse. Hizbollah kæmper for at få Israel til at trække sig ud af sikkerhedszonen, som Israel oprettede i 1985.

Vestager afviser hitliste for skoler
*Undervisningsminister Margrethe Vestager afviser at indføre ranglister over de danske folkeskoler, som Dansk Arbejdsgiverforening har foreslået.
"Det, der er det afgørende for mig som forælder, er, at den skole, hvor mit barn går, arbejder med kvaliteten og bliver til en stadig bedre skole. Det, synes jeg, er det afgørende for de danske børn - ikke om den bedste eller værste skole ligger i Skagen eller Midtjylland," siger Margrethe Vestager, der næste uge fremsætter et lovforslag, der skal etablere et samlet evalueringscenter for den danske folkeskole.

Loven der blev væk
*Lige før Folketinget tog på sommerferie vedtog medlemmerne en lov, der skal forhøje pensionstillægget. Men loven blev i bogstavlig forstand væk og er nu ugyldig, fordi Socialministeriet glemte at sende den til stadfæstelse hos dronningen. Det skal ske senest 30 dage efter vedtagelsen - ellers er loven ugyldig. Socialminister Karen Jespersen måtte i går bede de forskellige partiers sociale ordførere om at gentage hele proceduren en gang til.
"Jeg har talt med partiernes socialordførere. De har været meget forstående og lovet, at den kan gå meget hurtigt om. Derfor er der ingen borgere, der kommer til at kunne mærke det," siger Karen Jespersen.

Presset for at stille Pinochet til ansvar vokser
*En spansk dommer bad tirsdag formelt den spanske regering om at bede Storbritannien om at udlevere den chilenske eksdiktator Augusto Pinochet til retsforfølgelse i Spanien.
Dommeren, Baltasar Garzon, som tidligere har bedt britisk politi om at anholde Pinochet på en lægeklinik i London, afleverede sammen med anmodningen til den spanske regering over 400 sider med juridiske argumenter for, hvorfor Pinochet bør udleveres til Spanien.
Den spanske regering skal nu tage stilling til, om den vil bede Storbritannien udlevere den tidligere diktator til Spanien.
Samtidig udsendte en fransk dommer mandag aften en international arrestordre på Pinochet, der fortsat er under politibevogtning på et hospital i London, hvor han afventer den britiske Højestrets afgørelse om, hvorvidt Storbritannien kan udlevere ham.
Den franske arrestordre blev udstedt af dommer Roger Leloire i forbindelse med undersøgelsen af tre franskmænds forsvinden i 1970'erne under Pinochets styre.
Overhuset ventes onsdag eller muligvis først torsdag at tage stilling til den spanske arrestordre mod Pinochet for tortur og folkemord.
Juridiske myndigheder og advokatet i adskillige europæiske lande har også forsøgt at bringe den 82-årige general for retten, heriblandt Tyskland, Schweiz, Norge, Italien, Belgien og Luxembourg.

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her