Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

20. november 1998

Spansk politi jagter skibsredder
*Spansk politi jagter nu den danske skibsreder Ole B. Hansen, som i den danske Højesteret blev idømt seks måneders hæfte for sit ansvar i skibskatastrofen på "Scandinavian Star". Ulykken fandt sted i 1990, og 160 personer omkom. Han er sluppet for at afsone straffen, fordi han siden katastrofen har opholdt sig i Fuengirola på den spanske Solkyst.
I Justitsministeriet ærgrer man sig gevaldigt over, at det torsdag formiddag mislykkedes for spansk politi at anholde den danske rederidirektør.
Kontorchef Karoline Kjeldsen fra Justitsministeriets internationale kontor beklager, at Ole B. Hansen er blevet "advaret" ved, at pressen har skrevet om sagen. Dermed har danskeren fået god tid til at gemme sig.

Israel trækker soldater bort
*Israels regering gav torsdag endeligt grønt lys for at overdrage mere af Vestbredden til palæstinenserne og at trække de første soldater tilbage, måske allerede fredag, sådan som Wye River-fredsaftalen kræver. Den første tilbagetrækning vil finde stedfredag og vil i alt strække sig over 12 uger. Samtidig vil de israelske myndigheder også løslade omkring 250 palæstinensiske fanger som led i Wye River-fredsaftalen.
Men ifølge en talskvinde for de israelske fængselsmyndigheder vil de frigivne blive en blanding af kriminelle og politiske fanger med henvisning til en aftale med palæstinenserne, som imidlertid havde insisteret på, at alle 250 skulle være politiske fanger.
Artikel side 5

Dagplejere strejker videre
*Dagplejere flere steder i Jylland gik torsdag morgen til faglige møder i stedet for at passe børn. Dagplejerne venter på tilsagn om, at de ikke kommer til at "betale" med tre årlige afspadseringsdage for at reducere deres 48 timers arbejdsuge med en halv time.
En løsning, hvor de kun mister en enkelt fridag, synes at være på vej, oplyser dagplejer Lene Knudsen, Holstebro, som strejkede for anden dag i træk.
Dagplejerne venter nu svar fra deres organisation, Forbundet af Offentligt Ansatte, som forhandler med Kommunernes Landsforening. Ifølge Lene Knudsen var det onsdag meget vanskeligt for de aktionerende dagplejere at få ledelsen af FOA i tale.

Litauen vil ikke lukke Ignalina
*Litauen er fortsat uvillig til at efterkomme vestlige krav om en lukning af det farlige Ignalina-atomkraftværk, og den litauiske regering mener ikke, at emnet skal inddrages i landets optagelsesforhandlinger med EU.
Det fremgik af den litauske udenrigsminister Algirdas Saudargas' udtalelser på en konference om baltisk sikkerhed torsdag.
EU's miljøkommissær, Ritt Bjerregaard, har afvist, at Litauen kan blive EU-medlem, før Ignalina er lukket.

Øget vilje til udviklingsbistand
*Forhandlere fra 39 donor-lande blev ved en afsluttende forhandlingsrunde i København torsdag enige om at yde såkaldt billige IDA-lån til de fattigste lande til en værdi af i alt 139,75 mia. kr. i perioden juli 1999 til juni 2002.
Ifølge den danske forhandlingsleder kontorchef Finn Jønck, Udenrigsministeriet, viste forhandlingerne og forhandlingsresultatet "en fornyet bekræftelse" på de rige landes vilje til at yde udviklingsbistand, efter at tendensen har været for nedadgående i de senere år.

Enighed om hårdere straffe
*Der er enighed blandt Folketingets partier om at sætte hårdt ind overfor børneporno.
Det viste torsdagens førstebehandling i Folketinget af tre beslutningsforslag fremsat af Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti.
Flere partier ønsker med det samme at hæve straffen for udbredelse af børneporno. Samtidig skal politiet have bedre muligheder for efterforskning - specielt på internettet. Men et flertal bestående af regeringspartierne samt CD, SF og Enhedslisten finder det rigtigst at vente på svar fra et særligt udvalg under Justitsministeriet.

Diabetikere i oprør over Koch
*Landets diabetikere er i oprør over, at spillet om nye regler for medicintilskud er blevet en del af finanslovforhandlingerne.
Sundhedsminister Carsten Koch fik torsdag formiddag et synligt bevis på den udbredte bekymring og utilfredshed, da formanden for Diabetesforeningen overrakte ministeren 70.000 protestunderskrifter.

Yilmaz tabte tillidsafstemning
*Den tyrkiske ministerpræsident, Mesut Yilmaz, tabte torsdag første runde af en tillidsafstemning i parlamentet. Hans regering beskyldes for korruption, og et parti, der var en del af flertallet bag Yilmaz, har sagt farvel til samarbejdet.
311 parlamentsmedlemmer stemte imod Mesut Yilmaz, mens 213 stemte for. Parlamentet vil næste onsdag holde en egentlig tillidsafstemning.

Behandlere vil godkendes
*En sammenslutning af alternative behandlere forsøger nu at få det blå stempel af sundhedsmyndighederne.
Fagligt Råd, der er en sammenslutning af naturterapeut-organisationer under Natursundhedsrådet, har bedt sundhedsminister Carsten Koch om at blive anerkendt som behandlere.
Jurist Torsten Dinesen fra Natursundhedsrådet mener, at der er god grund til, at terapeuter som blandt andet zoneterapeuter og kinesiologer bliver godkendt:
For det første har de alternative behandlere ifølge Torsten Dinesen ofte en længere uddannelse på et højt teoretisk og praktisk niveau bag sig. For det andet vil det være en garanti over for befolkningen at vide, at Sundhedsstyrelsen fører kontrol både med uddannelse og kvalitet.

Ingen støtte til landmænd
*Der bliver ingen økonomisk støtte til de danske svineavlere, der lider under de rekordlave priser på svinekød.
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen fastholder, efter et samråd torsdag i Folketingets fødevareudvalg, at tilskud til svineavlerne ikke kan komme på tale.
Til gengæld er det nødvendigt at sænke produktionen.
Fødevareministeren tog kraftigt afstand fra støtteordninger i EU-landene.
I forbindelse med svinekrisen er en gængs metode til aflivning af smågrise - at slå smågrisenes hoved mod et betongulv - blevet et aktuelt emne. Men både justitsminister Frank Jensen og fødevareministeren afviste, at der er noget dyreetisk forkert ved den metode.

Gravide skal have fuld løn
*Gravide funktionærer skal have fuld løn under sygdom, fastslår en dugfrisk dom fra EF-domstolen.
Derfor vil arbejdsminister Ove Hygum nu ændre funktionærloven, så gravide danske funktionærer fremover også får fuld løn under graviditetsbetingede sygdomme.
"Vi har længe været opmærksom på, at funktionærlovens regel om halv løn til syge gravide måske skulle ændres. Nu har vi fået den længe ventede dom, som bekræfter, at der er et problem i funktionærloven, og vi vil selvfølgelig straks gå i gang med at sikre, at den danske lovgivning opfylder EF-domstolens krav," siger Ove Hygum i en kommentar.
I DA anslår man, at omkring 35.000 funktionærer er i et barselsforløb per år, og dermed er under risiko for at blive syge under graviditeten

Ombudsmanden afventer udspil
*Folketingets Ombudsmand afventer om Flygtningenævnet genoptager sagen om den 40-årige mand, der forsvandt i Iran, efter at han den 14. oktober var blevet udvist fra Danmark. Hvis Flygtningenævnet vælger ikke at at genoptage sagen, vil Folketingets Ombudsmand efterfølgende overveje, om ombudsmandsinstitutionen skal gå ind i sagen af egen drift.
Straks efter ankomsten til Irans hovedstad, Teheran, blev familien anholdt, men løsladt 12 timer senere. Men efter yderligere tre timer blev den 40-årige atter hentet af politiet. Manden flygtede fra Iran, fordi han var eftersøgt af politiet for at have været med til at kopiere og uddele dele af Salman Rushdies De Sataniske Vers.

Lærere skal have ret til at strejke
*Tjenestemandsansatte lærere skal have mulighed for at strejke på linie med de timelønnede lærere, og derfor skal de danske regler på området laves om, lyder en kendelse fra ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) torsdag.
"Kendelsen betyder, at man må acceptere, at samtlige lærere fremover får strejkeret ved lovligt varslede arbejdskonflikter," siger advokat i FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) Peder Vesterbæk, til Ritzaus Bureau.

Ingen halvering af brigade
*Forlydender om at den danske internationale brigade er halveret i forhold til styrkemålet på 1.500 mand afvises af Hærens Operative Kommando (HOK).
Ifølge HOK mønstrer brigaden i øjeblikket 1076 soldater, heraf omkring 200 fra de baltiske lande. Samtidig understreger HOK, at styrkemålet på 1.500 ikke betyder, at man konstant skal kunne mønstre en styrke på dette antal. HOK erkender dog, at man har haft problemer med at få ansat specialister på specielle områder. Det skyldes ifølge HOK blandt andet, at fagpersonalet har gode beskæftigelsesmuligheder uden for forsvaret.

Idioter fik pris i London
*Det er ikke kun Thomas Vinterbergs dogme-film Festen, der høster priser og anerkendelse i det store udland. Lars von Triers bidrag til dogme-projektet, Idioterne, har under London Film Festival fået tildelt de internationale kritikeres pris, International Critics' Award.
Idioterne får i december endnu en chance for at gøre sig gældende internationalt. Filmen er nomineret til en pris for bedste manuskript ved European Film Awards.

Italien kræver EU's opbakning i kurderstrid
*Tyrkiske trusler og boykot-aktioner mod Italien vokser i antal, fordi Italien ikke vil udlevere kurderlederen Abdullah Öcalan til Tyrkiet. Nu kræver Italien, at EU går ind og yder opbakning i den tilspidsede konflikt.
Tyrkiets ministerpræsident, Mesut Yilmaz, sagde torsdag, at Italien må tage ansvaret for Kurdistans Arbejderpartis, (PKK) kriminelle handlinger, eftersom de ikke vil udlevere Öcalan til retsforfølgelse.
Yilmaz afviste ligeledes et tilbud fra sin italienske kollega, Massimo D'Alema, om at mødes i Istanbul for at tale om sagen. Italiens præsident, Oscar Luigi Scalfaro, har udtalt, at anholdelsen af PKK-lederen kunne være en anledning til at give et folk (kurderne) de rettigheder, det har krav på.
Tyrkiet ønsker ham udleveret, da de mener, han er ansvarlig for næsten 30.000 fortrinsvis kurderes død - som det tyrkiske militær vel og mærke har dræbt siden 1984 for at bremse kurdernes kamp for selvstændighed.
Italien er en af Tyrkiets store handelspartnere og dele af Italiens eksport er i fare. Boykotten af italienske produkter er i gang, og der meldes allerede om annulerede aftaler fra den italienske ambassade i Anakara. Butikker reklamerer med, at de ikke sælger italienske varer. Desuden aflyste alle tyrkiske rejsebureauer torsdag samtlige rejser til Italien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu