Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

19. november 1998

Boesak slipper for svindeltiltale
*Chefanklageren bag retssagen mod den tidligere præst og apartheid-aktivist Allan Boesak frafaldt onsdag sine anklager mod Boesak for millionsvindel med bistandsmidler og tyveri i retten i Cape Town.
Boesaks tidligere regnskabschef, der selv er fængslet for at have stjålet fra Boesaks velgørende Fond for Fred og Retfærdighed, sagde, at han med vilje havde angivet sin chef for at dække over sine egne ulovligheder.
Boesak, der en gang var et fremtrædende medlem af Sydafrikas nu regerende Afrikanske Nationalkongres (ANC), er tiltalt for 32 tilfælde af tyveri og for at have svindlet med henved to mio. danske bistandskroner tillige med svindel med bistandsmidler fra bl.a. Norge og Sverige.

Israel godkender Wye-River aftale
*Det israelske parlament, Knesset, ratificerede tirsdag aften med stort flertal den seneste nye aftale med det palæstinensiske selvstyre.
Men flertallet blev sikret med oppositionens hjælp. To af ministrene i ministerpræsident Benjamin Netanyahus højrefløjs-regering stemte imod, og hele seks holdt sig borte fra afstemningen.
Dermed er israelerne klar til at gennemføre den delvise tilbagetrækning af tropper fra den besatte Vestbred. De første soldater vil blive trukket tilbage torsdag.
Arbejderpartiet, venstrefløjspartiet Meretz og arabiske oppositionsmedlemmer stemte for, mens der var stærk modstand på dele af højrefløjen.

Sverige vil afhøre PKK-leder
*Svensk politi ønsker at afhøre PKK-lederen Abdullah Öcalan i forbindelse med mordet på Sveriges tidligere statsminister Olof Palme. PKK har tidligere været i søgelyset i forbindelse med mordet på Palme, men det svenske politi understreger, at en afhøring af PKK-lederen er ensbetydende med, at man igen har PKK i kikkerten. Palme-efterforskningen ledes af chefanklager Jan Danielsson, og det bliver ham, der skal afgøre, om han vil bede udenrigsministeriet om hjælp, så Palme-gruppen kan rejse til Italien for at forhøre Öcalan.
Et af motiverne for at dræbe Olof Palme kunne være, at Öcalan var blevet nægtet asyl i Sverige. PKK mente også, at den svenske regering samarbejdede med Tyrkiets regering og sikkerhedstjeneste.

Nyrup afviser efterlønskritik
*Regeringen vil inden jul udstede et efterlønsbevis, så 60-årige er sikre på, at de kan få efterløn, hvis de bliver syge eller går senere på pension. Samtidig skal Venstre og de konservative indgå en permanent aftale om at bevare efterlønnen.
Det sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) onsdag til TV-Avisen.
"Min ambition er at binde de borgerlige partier op på en aftale om efterløns-ordningen, der er kommet for at blive," sagde statsministeren.
Han afviste kritik fra SF og Enhedslisten, som i Folketingets spørgetid onsdag beskyldte regeringen for at svigte sine valgløfter om efterlønnen.

Pinochet-afgørelse falder i næste uge
*Det britiske House of Lords afgører onsdag i næste uge, om Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet kan udleveres til Spanien.
Den tidligere diktator blev anholdt i London den 16. oktober i år efter, at en spansk dommer havde krævet Pinochet udleveret til retsforfølgelse for folkemord, tortur og andre forbrydelser under sit militærregime i årene 1973 til 1990.

FDB-fyring var lovlig
*Det var i orden, at FDB fyrede en medarbejder, der ikke ville melde sig ind i et LO-forbund. Det fastslog Vestre Landsret i går.
Medarbejderen blev fyret i 1996, da han nægtede at følge en aftale på arbejdspladsen om, at alle medarbejdere skal være med i SiD - en såkaldt eksklusivaftale. Den pågældende medarbejder var medlem af Danmarks Frie Fagforening, som også anlagde sagen med den begrundelse, at kravet om SiD-medlemskab strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11 om foreningsfrihed.
Landsretten begrunder blandt andet sin kendelse med, at den fyrede ved sin ansættelse var bekendt med, at SiD-medlemskab var en betingelse for at arbejde i FDB. Samtidig henviser Landsretten til, at det vil få vidtrækkende konsekvenser, hvis man piller ved de danske regler om foreningsfrihed. Sagen ankes til Højesteret.

Økologisk ost går som varmt brød
*I løbet af det seneste år er salget af økologiske fødevarer i Danmark steget med 29 procent. Det viser en husstandsundersøgelse, som analyseinstituttet GfK har lavet for MD Foods. Salget af økologisk ost er steget med 121 procent, mens salget af økologisk mælk er steget med 36 procent. Økologisk ost udgør dog kun 2,3 procent af det samlede økologiske salg, mens økologisk mælk nu udgør en femtedel af det mælk, der drikkes.

Holland forbyder nazistisk parti
*En domstol i Amsterdam forbød i går det højreekstremistiske parti CP'86. Domstolen fandt, at partiets eneste formålsparagraf var at skabe racehad og diskrimination mod fremmede gennem propaganda - og det strider i mod den offentlige orden. Partiets ledere er tidligere i 1995 dømt for at opildne til diskrimination men har fortsat de racistiske aktiviteter. Derfor besluttede domstolen at gennemføre et totalt forbud mod partiet.

CD: SU-regler skal kulegraves
*CD foreslår en kulegravning af SU-reglerne for at få fundet ud af, om der kan spares på uddannelsesstøtten til fordel for et kvalitetsløft af selve uddannelserne.
Partiets uddannelsesordfører, Susanne Clemensen, siger, at det måske var lige lovligt hurtigt, at undervisningsminister Margrethe Vestager (R) trak sit forslag om at spare på de hjemmeboende 18-19 åriges uddannelsesstøtte - de såkaldte cafépeng "Alene cafépengene kunne give en besparelse på 420 mio. kr. På den baggrund mener jeg, det er på sin plads at sætte et undersøgelsesarbejde i gang med henblik på en gennemtænkt besparelse på SU'en. Ikke for at nedbringe statens udgifter på uddannelsesområdet, men for at bruge pengene andre steder, hvor det er hårdt tiltrængt," siger Susanne Clemensen.

Politiet opgiver havfruesag
*Anklagemyndigheden har opgivet at rejse tiltale mod tre mænd, der var sigtet for at have savet hovedet af Den lille Havfrue på Langelinie i København natten til den 6. januar. De tre mænd blev en månedstid senere sigtet for hærværket, og en af de tre, den 31-årige tv-fotograf Michael Forsmark Poulsen, blev isolationsfængslet i to uger.
Politiet har mistænkt fotografen, af den simple grund, at han var den første, der var på gerningsstedet og tog billeder af havfruen uden hovede.
Og senere, da hovedet blev tilbageleveret, var han ligeledes den første til at alarmere politiet. Fotografen har hele tiden nægtet sig skyldig.

USA rentesats 'smitter' ikke
*Det får ingen indflydelse på renteniveauet i Europa og Danmark, at den amerikanske forbundsbank for tredje gang på mindre end to måneder tirsdag besluttede at sænke renten med et kvart procentpoint.
Det vurderer flere økonomer, som Ritzau har talt med.
"USA sænkede renten af interne finansielle grunde, og det får ingen indflydelse på renteniveuaet i hverken Europa eller i Danmark," lyder vurderingen fra økonom Per Bertram i BG Bank.
Rentesænkningen gør det billigere og nemmere for amerikanerne og det amerikanske erhvervsliv at låne penge og skal ses som en tillidsskabende foranstaltning på det finansielle marked.

Bondevik står over for alvorlig krise
*Den norske statsminister Kjell Magne Bondevik måtte i går erkende, at det endnu ikke er lykkes ham at nå til enighed med sine regeringspartnere om en ny finanslov. Striden står om en foreslået skattestigning, som de to støttepartier ikke vil gå med til.
"Vi har strakt os langt," sagde Bondevik onsdag, da han konstaterede, at et forlig endnu ikke er i hus.
Dermed er en norsk regeringsskrise rykket et skridt nærmere - ikke mindst fordi Arbeiderparti-lederen Thorbjørn Jagland i går for antydede, at partiet måske vil generobre magten, hvilket kan ske efter en afstemning i Stortinget næste torsdag.

Pædagoger har fået nok
*Tusindvis af børn i København fik onsdag en ekstra fridag, da flertallet af kommunens 600 institutioner holdt lukket. Pædagogerne holdt faglig dag i protest mod Københavns Kommunes budgetforlig, som blandt andet indebærer nedskæringer på to procent i samtlige institutioner. Desuden lægges der op til, at forældrebetalingen skal stige, og åbningstiden beskæres.

Kolonihavefolk bliver økologiske
*Nu er det definitivt slut med at lunte rundt med giftsprøjten i kolonihaven.
Det Internationale Kolonihaveforbund har nemlig besluttet, at "kolonihaveejerne gennem økologisk ansvarlig dyrkning af havearealerne skal yde et værdifuldt bidrag til at mindske skader på miljøet," skriver Havebladet, der er organ for Kolonihaveforbundet for Danmark.
Det Internationale Kolonihaveforbund organiserer tre millioner kolonihaveejere i 15 europæiske lande. Det samlede dyrkningsareal er godt 1.250 km2 - svarende til hele Lollands areal.

Dyrenes stemmer talte for døve øren
*"Rådyrene kan jo ikke sige: 'Jeg er blevet skamskudt! Manden, der skød mig, havde drukket fem Gammel Dansk, før han tog på jagt'," forklarede protestskilteholder Malene Havermann i går, da syv medlemmer af aktivistgruppen Dyrenes Venner under stor mediebevågenhed lavede en lille happening uden for Folketinget, netop som Dansk Folkepartis forslag om at forbyde flitsbuejagt skulle førstebehandles.
Pia Kjærsgaard kom midlertidigt ud til dyrevennerne og varmede med et opmuntrende "jamen, held og lykke med det."
"Statsanerkendt dyremishandling," lød det fra Dansk Folkepartis Aase Madsen inde i Folketingssalen under debatten.
Men hverken Pia's opmuntrende ord, opbudet af dyrevenner eller rædselsberetningerne om skamskudte dyr gjorde fra eller til.
Et stort flertal i Folketinget afviste blankt at forbyde buejagt.
"I Danmark nedlægges over 100.000 stykker råvildt om året. Af dem er kun 40, gentager 40, nedlagt ved buejagt," fastslog miljøminister Svend Auken, der samtidig understregede, at kravene til buejagt i forvejen er "fantastisk skrappe." For at få tilladelse til at jage med bue og pil skal man blandt andet igennem en praktisk prøve, og lige meget om man har drukket Gammel Dansk eller ej, før jagten sætter ind, så skal jægeren ramme fem ud af seks vildt-figurer!!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her