Analyse
Læsetid: 5 min.

Nyrup har tabt den røde tråd

26. november 1998

Vælgerne har større tiltro til de borgerlige partiers økonomiske ansvarlighed - selv om Socialdemokratiet opfører sig som om det hed Finanspartiet

Navne på organisationer signalerer et budskab. Når organisationen er et parti, signalerer navnet en bestemt politisk holdning. Så måske burde Socialdemokratiet overveje at smøre stemmehøsteren ved at skifte navn til Finansdemokratiet.
For nylig offentliggjorde Ugebrevet Mandag Morgen nemlig en undersøgelse, som endnu en gang viste, at vælgerne anser en borgerlig regering for at være bedre i stand til at styre dansk økonomi end en socialdemokratisk regering.
Samme undersøgelse viste også, at der er stort set lige så mange vælgere, der tror, at en borgerlig regering er bedst til at sikre velfærdssamfundets såkaldte kerneydelser, som der er vælgere, der tror, at en socialdemokratisk regering er bedst til at klare den sag.
Mistroen til socialdemokratisk økonomisk manøvredygtighed er sådan set uretfærdig, når man ser på udviklingen i de år, hvor Poul Nyrup Rasmussen har siddet på øverste taburet.
I nationaløkonomiske lærebøger beskrives en lavinflationær vækstøkonomi med fuld beskæftigelse som noget i retning af en en smuk, men uopfyldelig drøm: Målsætningerne om fuld beskæftigelse, lav inflation og overskud på betalingsbalancen arbejder mod hinanden.
Derfor vækker Danmarks økonomiske udvikling de seneste fire år opmærksomhed udenlands. Tilsyneladende er det umulige nemlig lykkedes:
Den registrerede arbejdsløshed er faldet fra 349.000 i 1993 til 190.000 i foråret 1998. Beskæftigelsen er vokset med 160.000, heraf de 120.00 i den private sektor. Det er sket uden, at arbejdsmarkedet er løbet ind i den løninflation, der plejer at følge i hælene på et opsving som en skygge. Og ind til 1998 også uden at betalingsbalancen gik rødt.

Med rette har den socialdemokratisk ledede regering krævet en stor del af æren for det inflationsfri vækstmirakel. Den hev John Manyard Keynes ned fra det rottefyldte loft som 1980'ernes nyliberale økonomer havde spærret ham inde på, børstede ham af og iværksætte en god gammeldags efterspørgselsdreven vækst.
Midlerne var den finanspolitiske kick-start i 1993-94 og lettere adgang til lånekonvertering. Hertil kom rentefald og prisstigningerne på ejerboligere. Alene i 1994 steg det private forbrug med syv procent. Først kom der gang i boliginvesteringerne, dernæst i erhvervsinvesteringerne - og så spredte opsvinget sig efter multiplikatormodellen i kapitel 14 i Nørgårds grønne nationaløkonomiske lærebog.
Forklaringerne på, at inflationen har holdt sig nogenlunde i ro, er mangfoldige. Men som blandt andre Per Kongshøj Madsen, fremhævede i et interview om De Socialistiske Økonomer for et par uger siden har arbejdsmarkedets parter spillet en afgørende rolle. Den danske (arbejdsmarkeds) model karakteriseres af en noget nær socialdemokratisk enhedsfagbevægelse, en høj organisationsprocent, kollektive overenskomster og et arbejdsretligt system til at mægle konflikter. Samtidig er organisationerne inddraget i arbejdsmarkedspolitikken gennem et væld af råd, nævn og udvalg.
Denne ansvarliggørelse af arbejdsmarkedets parter har sandsynligvis bidraget til fagbevægelsens accept af moderate lønstigninger. Det samme har de sidste ti års kontante erfaringer med at nominelt lave lønstigninger har givet en højere realløn end 80'ernes høje nominelle lønstigninger - og dermed en højere levestandard (for dem, der har en lønindkomst, vel at mærke).
Og hvor gennemgribende ansvarligheden er hos LO-bosserne, kan man aflæse af de uhyre spagfærdige protester mod de forringelser af efterlønsordningen, som bliver et udkomme af dette års finanslovsforlig.
At der kun er opstået relativt få løndrivende flaskehalse på det private arbejdsmarked, hænger sammen med, at danskerne hører til de flittigste europæere. Andelen af befolkningen, som forsørger sig selv ved lønnet beskæftigelse, er kun overgået af Schweiz og Norge.
Mobiliteten ligger også i top. Danskere har i gennemsnit været ansat hos den samme arbejdsgiver i otte år (kun i USA og Storbritanien er ancienniteten lavere end i Danmark). Denne mobilitet holdes ved lige af meget liberale afskedigelsesregler som i kombination med dagpengesystemets indretning giver en høj grad af oplevet jobtryghed i sammenligning med andre lande.
Siden 1994 har arbejdsmarkedsreformerne gjort arbejdskraften endnu mere fleksibel og effektiv. Både gennem forkortelse af dagpengeperioden, individuelle handlingsplaner og et udviklet uddannelsessystem for voksne.
Ved nærmere eftersyn blegner miraklet imidlertid mere end en anelse.
Det store fald i den registrede arbejdsløshed er ikke så imponerende når man ser på, hvor mange, der er gået på efterløn, overgangsydelse og forskellige former for orlov.
Antallet af mennesker i den såkaldt arbejdsdygtige alder mellem 15 og 66 år, som ikke arbejder, men bliver forsørget af det offentlige svinger sig op i nærheden af en million.
Og nu begynder det at knage i nationaløkonomiens fuger: Betalingbalancen er vippet til den forkerte side, og lønstigningstakten inden for byggebranchen er i højbeskæftigelsesområder nået op over fem procent.
Set med finansministerielle øjne begrunder den truende inflation og underskuddet på betalingsbalancen pinsepakkens og den kommende finanslovs forbrugsstramninger. Og set med samme øjne er det ren snusfornuft at sætte efterlønsalderen op og pensionsalderen ned.
Men set med det socialdemokratiske baglands øjne findes der imdlertid andre former for fornuft end den finansministerielle. Det viser den brede skepsis mod at forkorte dagpengeperioden, mod at fjerne den særlige beskyttelse af ledige mellem 50-54 år, som betyder, at de kan blive i dagpengesystemet efter det femte år, og mod at forhøje alderen for overgang til efterløn. Listen kan udvides med eksempler fra foregående år, hvor de socialdemokratiske vælgere var mod at fjerne overgangsydelsen og mod at forringe orlovsydelserne.
Bemærk, at samtlige disse ordninger blev gennemført med gode socialdemokratiske argumenter om, at de skulle gavne forskellige befolkningsgruppers velfærd - og at samtlige ordninger er blevet forringet med henvisning til konjunkturelt bestemte behov for at øge arbejdsstyrken i takt med, at der er kommet blus på vækstbålet.

Det er faktisk ikke underligt, at socialdemokratiske vælgere har svært ved at finde den røde tråd i de stadige skift mellem velfærds- og konjunkturargumenterne.
Den på mange måder overraskende storstrejke i foråret bekræfter, at de vælgere, som er eller burde være socialdemokrater, i stigende grad arbejder for at leve.
De vil have mere fri tid og et kortere arbejdsliv - uanset strømmen af finansministerielle advarsler om det stigende antal ældre, der skal forsørges i næste årtusinde, og det fald i levestandarden, som kortere arbejdstid og - liv vil medføre.
Hvis Socialdemokratiet ikke længere kan og vil tiltrække vælgere med Den Store Fortælling om det gode liv, er det et parti-strategisk alternativ at satse højere på at trække andre vælgere til med en Stor Fortælling om økonomisk vækst og ansvarlighed og stigende forbrug og sorte betalingsbalancer.
Rådet er ganske gratis: Undgå signalforvirring, vind på gyngerne, hvad der går tabt på karusellerne - og skift navn til det dybt troværdige:
Finansdemokratiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her