Læsetid: 5 min.

Obligatorisk inventar i lægens venteværelse

12. november 1998

Aschehougs biografiske leksikon over fiktive personer burde findes i flere eksemplarer i ethvert venteværelse - så patienterne ikke kommer op at slås

Ny bog
Hvad stiller man dog op med dette digre værk bestående af 339 biografier, fiktionære i mindst anden potens, som når de biograferede fiktive personer stammer fra film, der er baseret på litterære forlæg. "Du har 6.000 anslag og frist til onsdag klokken elleve," sagde kulturredaktøren dagen før weekenden og en mandag og en tirsdag, der allerede var programlagt.
Det sker vel ikke så ofte, at en anmelder indrømmer, at han ikke har læst hele den bog, han er sat til at vurdere. Men jeg gør det: jeg har ikke læst samtlige 362 sider.
Det ville også være synd, for jeg tror ikke, redaktørerne af Ascehougs Biografiske Leksikon har forestillet sig, at dette er en bog, man sætter sig ned og læser fra A til Ø. Jeg opfatter den som et opslagsværk, man kan have liggende på passende steder til at udfylde en ellers tom ventetid. Den burde for eksempel være fast inventar i enhver lægekonsultation i flere eksemplarer, så patienterne ikke kommer op at slås om den. For den er underholdende og velegnet til at slå den slags småtider ihjel, man ellers ikke kan stille andet op med. Hjemme hos os har vi fundet ud af, i hvilket enerum den får fast plads, inden for arms længde når man har sat sig for en stund.

Hvor er Batman
Man går til mødet med denne bog med en vis portion skepsis. Eller i hvert fald gjorde jeg det. Hvad skal man med den? Jeg begynder med at gå listen over de portrætterede igennem, finder Patrick Bateman men ikke Batman, Gottlieb Bidermann men ikke Biedermeyer, finder Chaplin (Obs!) men ikke Buster. Og hvor er Vonneguts Kilgore Trout? Eller Bukowskis Henry Chinaski? Og når Theodor Amsted og Lektor Blomme fra Det forsømte forår og Jørgen Stein himself er lukket ind, hvorfor så ikke Nagel, Victoria eller Løjtnant Glahn, der alle tre står mig nær? Så opdager jeg, at forordet indeholder en undskyldning for alle dem, der er udeladt, og det må jeg nok tage for gode varer. Alt andet ville vel også være umuligt.
Jeg forestiller mig straks en ny selskabsleg omkring denne bog, i hvert fald så længe den er ny: Deltagerne nævner på skift kendte fiktive personer, og dommeren slår op i bogen. Findes de nævnte ikke deri, får man point - eller omvendt, det er ligegyldigt. Men samtidig samler man emner ind til en ny udgave af et biografisk leksikon, som man så kan sende ind til Aschehoug.

Stikprøveprincippet
Bogen åbner sig tilfældigt på side 135, hvor Hanne Marie Svendsen på fortrinlig vis over to spalter, underkastet biografiens disciplin, genopfrisker Oscar Wildes Dorian Gray og med et slag gør min oprindelige skepsis til skamme. Set fra min stol er denne lille tekst et skoleeksempel på den perfekte 'pitch', hvilket vil sige en koncentreret gengivelse af en længere historie i den hensigt at overtale nogen til at læse den i sin fulde længde, måske for at købe den til udgivelse eller til filmatisering. Nu er Dorian Gray allerede filmatiseret flere gange under titlen Dorian Gray's Portræt; men det skulle, efter læsning af Hanne Marie Svendsens biografi over samme Gray, ikke være nogen hindring, hvis nogen bad mig lave endnu en version. At teksten giver lyst til at genlæse Oscar Wilde, siger sig selv.
Et nyt tilfældigt opslag havner på side 106 med en tekst af Peter Langdal: Elektra. Den er ikke min kop té, men der er vel heller ikke noget så subjektivt som smag. Til gengæld fortæller min smag mig, at samme Peter Langdals tekst Hamlet på side 147, som tiltrak min opmærksomhed på grund af titlen, er en lille perle.
Der er 339 tekster fra 102 bidragydere, hvis jeg har talt rigtigt. Fra Roald Als og Niels Barfoed til Frank Aaen og Jane Aamund. I registeret over alle disse fortrinlige forfattere får vi at vide, hvornår de er født. Jeg ville hellere have haft en oplysning om, hvor i bogen deres bidrag kan findes, så jeg ikke skal hele værket igennem for at se, hvad det for eksempel er, min kulturredaktør har bidraget med.

Jamen de er jo fiktive
Således flakkende rundt havner jeg på den første side, hvor Herbert Pundik indleder med Abraham. Jeg kender kun samme stamfader fra underskolens bibelhistorie og de gammeltestamentlige vidneudsagn. Det slår mig nu, at det slår mig, at Abraham er fiktiv. Og at Isak og Jakob også er det. En overraskelse, der gentager sig ved flere andre af bogens temaer. Jeg er skuffet over, at Kong Arthur ikke har plads i nogen kongerække, at Robin Hood, Ben Hur og Rolf Krake kun er fantasifostre. Jeg har da kendt dem altid. Og Kilroy was there, det ved vi da. Zarathustra var ved at få mig op af stolen, indtil det gik op for mig, at det er Nietzsches fra 1883 og ikke det gamle Persiens fra 600 før vor tidsregning, Peter Thielst skriver om.
Fra Z er der ikke langt til Ø, og derved havner jeg på en anden perle, Frederik Dessaus lille stykke om Ødipus. Med en næsten ovidsk ynde presser Dessau saften ud af ødipusmyten, så læseren med velbehag kan labbe den i sig og vederkvæges ved en af de bedste følelser efter en sådan nydelse: følelsen af at være blevet klogere.

Oplagt mandelgave
Det er vel normalt i en sådan antologi af småtekster, at noget er skidt og andet kanel. Men jeg opdager alligevel én ting: det skinner igennem samtlige de tekster, jeg har nået at studere, at forfatterne til dem har moret sig og har haft det godt med opgaven. Og det er ikke så dårligt bare det. Den fornemmelse alene er for mig med til at løfte det samlede værk op på et underholdende og endda læseværdigt plan.
Jeg kan også sige det på en anden måde: Denne bog er vel nok en af årets mest oplagte mandelgaver. Hvis den derved kommer til at afløse andre humoristiske travere som de forslidte Svikmøllen eller Blæksprutten, kan man med sindsro konstatere, at mandelgaveniveauet er hævet i dette land.

*Stegelman, Knudsen og Andersen (red.): Aschehougs biografiske leksikon. 380 s., 300 kr. Aschehoug. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her