Læsetid: 4 min.

Öcalans arrest stækker PKK

17. november 1998

Anholdelsen af PKK-lederen Abdullah Öcalan udgør en sejr for den tyrkiske stat. Men betyder det også enden på hans guerilla-bevægelse?

Uanset det diplomatiske tovtrækkeri mellem Tyrkiet og Italien om udlevering af Abdullah Öcalan, så er selve det faktum, at den 51-årige leder af guerillabevægelsen Kurdistans Arbejder Parti (PKK) nu er låst inde i Rom, en stor sejr for den tyrkiske stat. Med sabelraslen lykkedes det at presse Syrien til at standse sit værtskab for Öcalan og dennes baser. Det er lykkedes at tvinge PKK-lederen på flugt via Bulgarien, Armenien og Rusland til Rom, hvor han blev arresteret i torsdags.
"Hele situationen udgør en kæmpe sejr for den tyrkiske stat og et stort prestigetab for PKK," siger Mehmet Ümit Necef, der er kultursociolog på Odense Universitet og indgående kender af Tyrkiet og kurderspørgsmålet.
Det store spørgsmål er så, om arrestationen af 'Apo', som han også kaldes, betyder en ende på hans bevægelse, der siden 1984 har ført en væbnet kamp - først for et selvstændigt Kurdistan, siden med autonomi som målet - mod den tyrkiske hær. Tyrkiets ministerpræsident Mesut Yilmaz tøvede ikke med at udtale, at "hovedet er skåret af."

Mister grebet
"Man kan i hvert fald forvente, at Öcalan nu mister grebet om partiet," siger Mehmet Ümit Necef. "Det kan være en svækkelse, idet han selv står for en ekstrem linje inden for PKK. Omvendt kan man frygte en række ekstreme, desperate aktioner fra delgrupper - enten i Tyrkiet eller i andre europæiske lande - der skal vise, at bevægelsen ikke er død."
Krigen er hovedsageligt blevet ført i bjergene i det sydøstlige Tyrkiet, og cirka 30.000 mennesker er blevet dræbt, herunder også turister ved de tyrkiske strande under en PKK-kampagne for nogle år siden. Tyrkiet har besvaret ild med ild, og mere til. En hård "brændt-jords-politik" og en klapjagt fra bjerglandsby til bjerglandsby har givet den tyrkiske hær kontrollen tilbage.
"Der er nu relativ ro i de større byer i sydøst. Den 'militære løsning' er blevet opnået i den udstrækning, det er muligt. Men PKK er næppe slået politisk," mener Sahin Alpay, der er redaktør ved avisen Milliyet i Istanbul.
Ifølge nogle tyrkiske aviser, bl.a. den store Hürriyet er der imidlertid opstået panik blandt guerillaer i bjergene efter arrestationen af Öcalan.
"Man behøver ikke nødvendigvis at tro på alt, hvad der står i den tyrkiske presse. Men det er ikke utænkeligt, at der kan være opstået en vis panik, når lederen flygter. Psykologisk betyder det meget, om han er lige omme bag bjergene i Syrien, eller om han er langt væk i Italien," siger Mehmet Ümit Necef.

Personkult
"Der hersker enormt meget personkult omkring Öcalan. Det er mere ham, folk har identificeret sig med, end PKK's (først marxistiske, siden nationalistiske red.) politiske program," siger han.
Særligt de kurdere, som bor i Europa, ser Apo som den person, der taler den kurdiske sag, blandt andet gennem satellit tv-stationen MED TV. Kurdere i Europa er blandt de store bidragydere til PKK, og mange er også rejst til Rom for at demonstrere deres støtte til Abdullah Öcalan.
Sahin Alpay deler den opfattelse.
"PKK er ikke bredt populær blandt kurdere i Tyrkiet, men eftersom det tyrkiske politiske system ikke tillader demokratisk repræsentation af kurdiske krav, har PKK fået overtaget i popularitet i de senere år (i forhold til andre, mere moderate grupper, red.)," mener Alpay.
Han mener, at nøglen til at løse det kurdiske problem er dels at anerkende deres kulturelle og sproglige rettigheder, dels inkludere moderate kurdiske partier i den demokratiske proces. Flere klummeskribenter i de tyrkiske aviser mener, at nu, hvor man har fået en sejr i form af Öcalans flugt, er det på tide at komme igang med nogle reformer, der anerkender kurdiske rettigheder.

PKK i dialog?
Abdullah Öcalan mener tilsyneladende også, at tiden er kommet til en fredelig løsning på det kurdiske problem. Han sagde søndag til den italienske avis La Repubblica: "Vi ønsker ingen krig, snarere en dialog med Tyrkiet, med Europa og med USA."
Men ifølge Mehmet Ümit Necef er der ikke stor sandsynlighed for, at Tyrkiet vil indgå i en dialog direkte med PKK.
"Det er svært for en stat at indgå forhandlinger med en væbnet organisation, når der har flydt så meget blod. Desuden kommer udmeldingen for sent, nu hvor han er drevet på flugt," siger Necef, der selv tidligere har argumenteret for, at Tyrkiet burde 'Arafatisere' Öcalan, med henvisning til, at Israel begyndte at forhandle med PLO-lederen Yasser Arafat. Men det er han ikke så sikker på længere.
"Det er fristende at sammenligne med ETA i Spanien, IRA i Nordirland og PLO. Men PKK er en helt anden slags bevægelse. Den er mere militært orienteret, og jeg tror, PKK vil smuldre helt, hvis de begynder at lege politikere," siger Mehmet Ümit Necef.
"Det, man i stedet kan håbe på, er en dialog mellem den tyrkiske stat og moderate kurdiske partier, således at grobunden for PKK bliver fjernet helt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu