Læsetid: 3 min.

'Man' - det er også mig

28. november 1998

Teateranmelderne bliver beskyldt for fejhed og anonymitet. Men vi skal turde mene en del, også for at skrive 'man'

KOMMENTAR
"Teateranmelderne er skrækslagne for at give udtryk for, hvem de selv er - og hvad de selv mener. Det er både fejt og meget farligt."
Med disse ord i Ekstra Bladet i tirsdags kastede dramatikeren Gerz Feigenberg sig ud i en kamp mod os teateranmeldere - som en opfølgning på skuespilleren Henrik Jandorfs håndgemængskritik af 'dette amputerede folkefærd' i søndags sammesteds.
"Anmelderne er slet ikke engagerede nok," fortsatte Feigenberg. "Vi har mere end nogen sinde brug for anmelderne. Men de er ved at udrydde sig selv, fordi de i katastrofal grad mangler et 'jeg'. (...) Jeg vil vide, hvem jeg taler med. En anonym henvendelse kan jeg ikke bruge til noget."
Men ak. Skuddene er noget forfejlede. Det kan godt være, at vi anmeldere ikke er gode nok; det bliver vi aldrig. Men uengagerede, det kan man næppe kalde en gruppe teaterfanatikere, der aften efter aften vandrer afsted til håbefulde, men måske ikke synderligt vellykkede forestillinger - til en tarif, der ville få enhver nyuddannet skuespiller til at nedlægge arbejdet prompte.

Vi skriver jo under
Vi anmeldere mangler et 'jeg', når vi skriver, påstår Feigenberg. Men jeg'et er jo basalt unødvendigt, eftersom vi underskriver vores artikler. (Det lyder måske indlysende i dag, men det er langt fra nogen selvfølge; helt op til 1860'erne skrev danske teateranmeldere faktisk deres kritik anonymt!)
Men selvfølgelig kan anmeldere vælge at anvende 'jeg' i særlige tilfælde som et specielt stiltræk; selv bruger jeg det f.eks. til at fremhæve min reaktion på forestillinger, hvor jeg tilsyneladende har været den eneste begejstrede blandt tilskuerne... Men at skrive 'jeg' i hver eneste anmeldelse ville ikke bringe os tættere på læserne, tror jeg. Det ville højst virke irriterende selvpromoverende.
I modsætning til Feigenberg mener jeg desuden, at de fleste af os
teateranmeldere har et yderst velreflekteret forhold til vores egen funktion. Og at vi er uhyggeligt bevidst om vores position og opgave, også om de omkostninger, som jobbet har for os personligt.
Vi skal turde mene en del, også for at skrive 'man'. Og vi er glimrende bekendt med, at vi har et stort ansvar, når vi skriver - først og fremmest over for de skuespillere, der skal gå på scenen igen aftenen efter anmeldelsen. Vi er desuden yderst interesserede i at leve op til vores ansvar over for en fortløbende kunstdebat, hvor den enkelte forestilling sættes ind i en (etisk) samfundsdebat, - hvis altså forestillingerne indbyder til det.
Men de store personlige udgydelser, som Feigenberg efterlyser, de kommer som regel kun ved decideret skelsættende forestillinger; og dem er der som bekendt
ikke så mange af pr. sæson...

Ekshibitionister
Torsdag aften fortsatte debatten, da TV2-Lorry havde lokket Berlingske Tidendes teateranmelder Me Lund ind til en konfrontation med Feigenberg.
Me Lund prøvede at komme igennem med indlysende udsagn à la "Det er ikke alle forestillinger, der kalder på den store, personlige samtidsanalyse".
Men Feigenberg postulerede blot hårdnakket "Jo, det er det!". Hvorefter han krævede at lære anmelderen at kende 'tre-eller fire-dimensionelt' for at kunne have oprigtig tillid til anmeldelsen.
Hertil er der kun at sige: Læs dine anmeldere regelmæssigt, Gerz Feigenberg, og du vil formodentlig komme til at lære os bedre at kende, end du nogensinde har drømt om.
For med eller uden 'jeg': vi er en hoben skrækkelige ekshibitionister. Akkurat ligesom dramatikere og skuespillere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her