Læsetid: 3 min.

Ordets teater

10. november 1998

Kaj Munk er på 100 års fødselsdagsturné i danske kirker - med replikker, der betager

TEATER
Det Kongelige Teater forbigik Kaj Munks 100 års fødselsdag i tavshed. Til gengæld har en lille teatertrup med det historiske navn Den danske Skueplads fundet på at spille to af Kaj Munks enaktere på en turné til kirker rundt om i landet.
Premieren var den 11. januar i Vedersø Kirke, på selve 100-års dagen for Munks fødsel, og i søndags lød Munks ord så i Garnisons Kirkes gråtforgyldte kirkerum i København.
Og ordene betog som altid. Munk har denne mærkelige klarhed i sit sprog, der umiddelbart virker manisk, men som replik for replik drager tilskueren ind i sine tanker om godhed og had, protest og ligegyldighed, kærlighed og selvhævdelse. Ord, der forlanger engagement.
Stykket De Herrer Dommere er fra december 1942 og foregår på Langfredag, hvor ypperstepræsten Kajfas skal skrive under på dødsdommen over Jesus.
Problemstillingen er pikant og umulig fra starten: Skal Kajfas dødsdømme en uskyldig - eller skal han lade være og dermed miste sin position og måske sin hustru?

Dødsdømt lykke
Munk er strateg, men også psykolog, når han beskriver dilemmaets rædselsfulde konsekvenser - "det er lykken, jeg dømmer til Døden, min, vort Folks, hele Jordens". Og Den danske Skueplads har valgt at være totalt loyal over for teksten ved selv at instruere den, i stedet for at få en instruktør til at tolke ordene. Dette har skabt en overbevisende ensembleånd, men har også kostet en vis raffinering af samspillet personerne imellem.
Typemæssigt er rollerne dog besat fortræffeligt: Christian Steffensen med de milde øjne og den bløde stemme som den gode, men måske også svage Kajfas. Karin Rørbech med de forfinede ansigtstræk og de afværgende håndbevægelser som den forkælede hustru Ester. Og Søren Elung Jensen med de snu øjne og rævesmilet som den kyniske svigerfar og ypperstepræst Annas. Iklædt jødiske dragter fra dengang, men med en genkendelighed i omgangsformen, der formår at gøre forestillingen nutidig - og med en åbenhed i slutningstolkningen, der fint balancerer med Munks egen bratte slutning.

Pacifisme-kamp
Herefter enakteren Før Cannae, pacifisme-dialogen fra december 1943, der ofte er udlagt som Munks erklærede opfordring til kamp mod nazisterne og for demokratiet. Men som Marc Auchet uddyber det i sin bog De lollanske stjerner (Reitzel, 1998) om Munks forfatterskab:
"Før Cannae markerer uden tvivl at Munk nu har vendt diktaturet ryggen, men stykket vidner også om noget centralt i hans livsanskuelse." En livsanskuelse, hvor menneskelighed og kærlighed, ikke mindst mellem forældre og børn, altid vil komme til at vinde over sejrstrang og had.
Som forestilling virkede stykket imidlertid i dag mere gammeldags og skematisk end De Herrer Dommere; måske fordi tiden jo heldigvis har givet Munk ret - også selv om krigene raser omkring os anført af folk, der endnu ikke har forstået.
Med finurlighed i de trætte øjne spillede Søren Elung Jensen den livskloge feltherre og bedstefar, der vil standse krigen, mens Christian Steffensen virkede mere opkogt postuleret som den rå og hævngerrige, der kun kan tænke på sin blodtørst. Men igen, ordene gjorde indtryk.
Og Gid det også var tilfældet på visse andre teatre.

*'De Herrer Dommere' og 'Før Cannae' af Kaj Munk. Instruktion og skuespil: Christian Steffensen, Søren Elung Jensen og Karin Rørbech. Scenografi: Ves Harper. Musik: Fuzzy. Den danske Skueplads på gæstespil i Garnisons Kirke, søndag. Spilles også i Randers 17. nov., Assens på Fyn 22. nov., Herning 22. nov. og Åbenrå 6. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu