Læsetid: 3 min.

Fra orkestergraven

13. november 1998

Det er slet ikke så nemt at være litteraturkritiker. Man skal hele tiden holde øje med, hvad der sker og hvem, der er hvem. Hvem der bager på hvem, og hvem der i virkeligheden drømmer om en anden og prøver at føre læseren, omgivelserne og partneren bag lyset. Der er meget at holde styr på inde i sit hovede. Udover de forskellige intriger, og alt det personerne nu kan finde på at lave af ulykker, kommer forfatterens små indbyggede opgaver: Har du bemærket strukturen og mønsteret i værket? Kan du se sammenhængene mellem side 1 og side 414? Fattede du pointen, eller sov du i timen lige dér, havde du et fraværende øjeblik? Ringede telefonen? Tabte du tråden?
Det er ikke engang nok at være vågen.
Man skal også ha' psykologisk og litterær indsigt, og man skal også kende lidt til verden.
Hvor præcist ligger f.eks. Kabale, siden det ikke er et kortspil? Hvad er en epiduralblokade, siden det ikke er noget med lastbiler? Hvem er Friedrich Hölderlin egentlig, og hvad er det nu, der sker i Kosovo og alle de andre steder? Hvad er en tutsimilits, og hvornår levede Tito, og hvornår levede Vergil, ikke at forveksle med Lille Virgil? Og kan man sin bibelhistorie og sin nordiske og græske mytologi?
Alt dét, plus alt dét, man ikke kan slå op, må man med største lethed lyde som om, at man kender til, som om det er en del af ens verden, et lille hjørne i ens viden, en flig bare, som man er så heldig at ligge inde med iblandt millioner andre, selvom man aldrig har været i området eller haft de pågældende ord eller navne i sin mund eller nogen sinde hørt om det begreb, eller at det var sådan man gjorde i den del af verden.
Indimellem må det gå galt! Hvis man er heldig, er der ingen, der har opdaget det, men det er selvfølgelig alligevel uheldigt, lidt dumt. Jeg kom f.eks. i en anmeldelse til at skrive, at Mir var et rumfartøj og ikke en rumstation. Surt! Men altså: det var noget med rummet, og man er jo altså ikke astronaut... Det ville der slet ikke være tid til.
Man vil umuligt kunne rumme en månetur.

Holde liv i næsten dødt
Noget af kritikerens arbejde er nemlig at holde sit liv forholdsvist begivenhedsløst, ikke ligefrem dødt, men med en vis afventende ro, sådan lidt biblioteksstemning hver dag for at kunne rumme fiktionens verdener og personer, at have plads til al den støj, de laver i ens hovede.
Bøgerne begynder nemlig at snakke med hinanden, og den lyd kan være det hele værd, ren musik, men den kan også være et mareridt. Som den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk lader sin hovedperson sige i Det nye liv:
"Sommetider følte jeg, at bøgerne, som jeg på dette tidspunkt læste i hurtig rækkefølge, var begyndt at mumle sammen, så det indre af mit hoved forvandledes til en orkestergrav, hvor de forskellige instrumenter spillede fra hver sin position."
Ét af de instrumenter, der spiller i min orkestergrav lige nu er Jens Christian Grøndahls delikate violin. Hans seneste essaysamling Night Mail kan varmt anbefales. Med den i hånden er det en nydelse at blive svimmel og igen opdage, hvor lidt man ved, og hvor meget, der findes i verden.
Man får en idé om, hvordan det hele måske hænger sammen, og hvor meget og hvor lidt, man kan nå at smage, se og opleve.
Det er jo uendeligt, og netop dét må man gerne kunne fornemme i fiktionens lille krystal. Det har kritikeren fortjent.
Og alle mulige andre for den sags skyld også...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her