Læsetid: 2 min.

Påklædnings-digte

30. november 1998

Mette Moestrup debuterer med tekster, der fremtræder som udkast til uskreven poesi

NY BOG
Et digt i Mette Moestrups debutbog omtaler "en amputeret torso". Hvad er i grunden det for noget? Torsoer opstår ved beskæring eller bortfald af lemmer; men selv kan en torso vel dårligt skæres af uden blive helt væk?
Spørgsmålet lader sig overføre på samlingens 30 digte, som ganske vist rummer en masse ord som frit i luften svævende, afskårne legemsdele, men præcis mangler det, der kunne have gjort dem til poesi, nemlig en stemme at tale med, subsidiært en tvingende vilje i formen selv.
Indfald skorter det ikke på. Teksterne formelig bugner af del-elementer såsom planter, fra liljekonval til kornblomst, fra valmuer til snebær, og stor hittepåsomhed lægges for dagen, når det gælder sår, ar og andre spor efter legemsbeskadigelse.
Tatoveringer kaldes bogen da også, som angivelse af noget på én gang visuelt og taktilt, smerteforbundne tegn i overfladen af sprogets krop.
Udtryksmæssigt betjener Mette Moestrup sig af en meget urolig diktion med udbrud, bydemåder og spørgsmål, og med hyppige indslag af brudt syntaks:

Ginen på marken.
Snebær, bær, bær.
Buske og lemmer og
bomuld og svedpletter,

kys.

Men hvorfra kommer tegnene? Hville processer har frembragt dem? Og hvilken betydning tillægges de?
Det svarer digtene ikke på, men nøjes med at opremse spor af hændelser, ar efter liv.
Et samlende tema kan derfor siges at være døden og angsten for døden, subjektets dybe frygt for at forsvinde, og den dermed forbundne trang til i sproget at anbringe egne markante, omend yderst vanskeligt aflæselige tegn.
Nøgnest i det korte "Kernehuse":

kernehuse reder hjem
læber næb gæller

et æble i en sø

Her mærkes særlig hårdt savnet af forbindende snak.
Og når Moestrup i et digt taler om påklædningsdukker, der ligger omhyggeligt ordnede i en telefonbog, tænker man uvikårligt, at sådan, netop sådan, opleves disse digte.
Som papirfigurerne henviser de til levende kroppe, og som numre og navne i en telefonbog henviser de til en mangfoldighed af potentielle møder med mennesker.
Blot formår de ikke selv at arrangere et poetisk møde mellem læser og tekst, en kunstoplevelse.
Som prøvende skitser til digte opregner de kejtet-krukket, hvad disse mulige digte eventuelt, om nogen fik dem skrevet, kunne bestå af.
Prægnansen og fascinationen udebliver imidlertid hver gang. Hverken som realiseret poesi eller som forjættelser om samme fængsler disse "ar efter en amputeret torso".

*Mette Moestrup: Tatoveringer. Debutdigte. 44 s. Kr. 150,00. Gyldendal.
Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her