Læsetid: 4 min.

PASOK ud af Papandreous skygge

26. november 1998

De græske socialdemokrater har skiftet stil, siden Costas Simitis overtog efter afdøde Andreas Papandreou. Men også politikken er blevet anderledes på grund af landets ØMU-ambitioner

ØMU-drømme
"Jeres ofre vil ikke være spildte, hvis vi ufortrødent fortsætter vores økonomiske politik."
Nej, ovenstående citat stammer ikke fra en nordeuropæisk, socialdemokratisk statsminister, der appellerer om økonomisk ansvarlighed. Udtalelsen kommer fra Grækenlands statsminister, Costas Simitis, der for en uge siden stod over for repræsentanter fra den store fagforening GSEE.
Simitis, der er leder af partiet den Panhellenistiske Socialistiske Bevægelse (PASOK), måtte endnu en gang stå til regnskab for regeringens politik over for utilfredse fagforeninger. Denne gang var det finansloven for 1999, der stod for skud. En finanslov, der ifølge fagforeningerne "fastholder eksisterende uretfærdigheder" ved ikke at hæve lønninger, pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse væstentligt. Finansloven udgør et forsøg på at få underskuddet i statsbudgettet til at vise den nødvendige nedadgående tendes, således at Grækenland kan komme med i EU-landenes Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en).
De græske socialdemokrater har én ambition, der overskygger alt andet. Grækenland skal med i ØMU'en, helst pr. 1. januar 2001, for der bliver bidende koldt uden for euro-land, mener de. Det betyder, at regeringen har måttet indføre en række upopulære tiltag, blandt andet at begrænse lønstigninger for at få inflationen ned mod de magiske to procent. I august lå den på 4,7 procent pr. år. Af de fem vigtigste ØMU-kriterier er prisstabiliteten det vanskeligste for Grækenland at opfylde.
Selv om regeringen kan påvise, at Grækenland er på vej til at klare målet, er den upopulær i vælgerkorpset, og PASOK blev straffet ved sidste måneds lokalvalg, hvor det borgerlige oppositionsparti Nyt Demokrati, vandt i tre vigtige byer, Athen, Thessaloniki og Piræus.
Alligevel fastholder Simitis, at regeringen vil fortsætte sin stramme økonomiske politik, selv om der er valg allerede i år 2000. Dette ville næppe være sket for bare fem år siden. Da ville partiledelsen sandsynligvis have skiftet hest for at vinde næste valg.

Papandreou-æraen
Dengang var PASOK et andet parti, i en anden situation. Og vel at mærke med en anden leder.
Den nu afdøde Andreas Papandreou var en karismatisk partileder og dominerende statsminister, både efter PASOK's genvinden af magten i 1993 efter tre år i opposition og fra hans første magtovertagelse i 1981 - Grækenlands første socialistiske regering.
Da handlede det om, at Grækenland skulle ud af EF, som EU hed dengang, amerikanske militærbaser i landet skulle lukkes, og der skulle indføres en lang række økonomiske og sociale reformer i landet. PASOK, som Papandreou dannede i 1974 på ruinerne af junta-styrets fald, indførte da også radikale ændringer allerede inden udgangen af 1982: Udvidelse af valgretten, ret til borgerlig vielse og skilsmisse og omstruktureringer af universitetsvæsenet. En række forslag til omfattende 'socialisering' af industrien mødte imidlertid stor modstand, så det blev kun til at introducere 'arbejder-indflydelse' gennem rådgivende forsamlinger. PASOK mistede magten i 1990, men Papandreou kom tilbage og førte partiet til sejr i 1993. De øvrige EU-lande var fra starten noget bekymrede, idet Papandreou i sine tidligere perioder var EU-skeptisk. Men han forsikrede nu, at han var tilhænger af europæisk integration. Men ellers ville PASOK ophæve dens konservative forgængeres privatiseringsprogram og annullere beslutninger om eksempelvis at sælge 35 procent af aktierne i det nationale teleselskab til et udenlandsk firma. Nogle forslag - eksempelvis at re-nationalisere offentlig transport i Athen - mødte kraftig modstand.
Papandreou mistede efterhånden følingen - også med, hvad der rørte sig i PASOK, og han drog sin unge kone, Dimitra Liani-Papandreou ind i beslutningsprocesserne, hvilket medførte stor kritik både internt og eksternt. Det hele endte med, at Papandreou blev syg, mens PASOK sloges internt om at finde hans afløser. Da Simitis blev valgt i 1996, var det samtidig indledningen på et stilskifte i Grækenland og i PASOK.
Fra den noget populistiske Papandreou til den kedelige og konkrete Costas. Men også politikken ændrede sig.

Europa nødvendig
Det nok mest afgørende skifte hos de græske socialdemokrater er internationaliseringen, der har givet sig ydtryk i en meget EU-positiv politik. PASOK-regeringen går ind for udvidelsen mod øst og syd, og ønsker en stærker union. Det sker ud fra en devise om, at EU er et socialdemokratisk projekt.
"Vi ønsker et forenet Europa, fordi vi er socialister. Fordi vi deltager i det Europæiske Socialist Parti. Vi ønsker et Europa uden neo-liberalistisk barbari men med social retfærdighed og følsomhed. I et forenet Europa kan de blinde markedskræfter blive mere effektivt kontrolleret," sagde Simitis, da PASOK sidst holdt kongres i 1996.
Og linjen er blevet fortsat siden da. I søndags, da 11 socialdemokratiske økonomi- og finansministre fra EU-landene mødtes, fremhævede PASOK, at der skal bygges solidaritet ind i unionen. Partiet går ind for øget magt til Europa-Parlamentet, flertalsafstemning på flere områder (bortset fra forfatningsmæssige) og på længere sigt udarbejdelsen af en decideret forfatning for EU.

Snævert spillerum
Midt i disse europæiske ambitioner kæmper PASOK-regeringen altså for at tøjle økonomien og komme med i ØMU'en. Den dagsorden sætter sine begrænsninger på, hvor mange offentlige penge man kan bruge i et land, der trods alt kæmper med store strukturelle problemer og omvæltninger.
Omvendt er en stor statssektor en del af PASOK's ideologiske grundlag. Som et socialistisk parti går det ind for offentligt uddannelses- og sundhedsvæsen, og det er ikke parat til eksempelvis udlicitering af offentlige opgaver på samme måde, som det diskuteres blandt de nordeuropæiske socialdemokrater.
Alt i alt giver det et meget snævert spillerum for Simitis, der på den ene side er presset af ØMU-kravene, og på den anden side de sociale konsekvenser af den stramme økonomiske politik. Men han satser på, at grækerne har vænnet sig til den nye, kedelige og konkrete stil og respekterer hans appel om offervilje for, at Grækenland kan komme ind i euro-varmen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her