Læsetid: 4 min.

Plads til de usædvanlige

25. november 1998

Arbejdet med de socialt truede skal gøre plads til dem og handle om det, de kan - og det er faktisk en både god og nødvendig forretning

Hvad sker der den dag, en amerikansk servicecvirksomhed byder på f.eks. driften af døgninstitutionerne for børn og unge i Vestsjællands amt? Hvem vinder så licitationen, amerikanerne eller den gruppe af socialarbejdere, der gennem en årrække har stået for 'driften'?
Erhvervsideologen Lars Kolind har sat tankeeksperimentet op for de 500 deltagere i Socialministeriets fjerde såkaldt nationale konference om socialt udstødte og truede grupper - og det vil sige hjemløse, misbrugere, hel- eller halvopløste familier, sindslidende, marginaliserede etniske grupper og børn og unge, der kun ser samfundets ryg.
Kolinds eksempel er ikke et forsøg på at provokere i udliciteringsdebatten, men hans påstand over for forsamlingen denne forfrosne tirsdag morgen i Odense er, at det inden for en overskuelig årrække bliver vilkårene:
Den globale konkurrence, som efterhånden er et accepteret - og uafvendeligt - vilkår inden for industrien, vil også komme på serviceområdet. Og hvis ikke socialarbejderne lærer at tænke i samme baner som de virksomheder, de kommer op imod, så vinder amerikanerne licitationen i Vestsjællands Amt. "Men jeg tror, I vinder," siger Lars Kolind som en positiv krølle på sit indlæg, der har ridset forudsætningerne op:

Masseindividet
Fra et industrisamfund, hvor målet er masseproduktion, har vi bevæget os over i videnssamfundet, hvor målet er masseindividualisering. Det betyder dels, at en masse arbejdspladser forsvinder, fordi arbejdet overtages af computere ellers flyttes til lande, hvor lønnen er lavere, dels at kravene til viden øges, fordi man skal være dygtigere for at kunne skræddersy de individuelle løsninger.
Hvis vi vil undgå, at en meget stor del af befolkningen står uden for arbejdsmarkedet, må vi derfor øge både konkurrenceevnen og det, som Lars Kolind kalder sammenhængskraften: Vi skal kunne mere, men vi skal samtidig sørge for, at der er flere, der kan det. Og det 'det' er ikke én ting, men en lang række kompetencer, som på den ene side stiller store krav, men også åbner for at flere mennesker bliver lukket ind."

Varen skal sælges
Og her kommer Kolinds kobling til det sociale område: Dels ser han tegn på, at virksomhederne er ved at blive sig deres sociale ansvar bevidst, så de giver den enkelte medarbejder mulighed for at udvikle sig fagligt og udviser fleksibilitet ved sygdom, over for børnefamilierne og ved sociale begivenheder.
Og dels må socialarbejderne ifølge Kolind indstille sig på, at de skal sælge en vare, nemlig et samarbejde med erhvervslivet om at benytte sig af de særlige kompetencer, der i et eller andet omfang findes hos de fleste af de mennesker, der nu står uden for arbejdsmarkedet.
Det giver faktisk grund til optimisme, mener Kolind, fordi der her er tale om et interessesammenfald mellem videnssamfundets krav og det sociale arbejde med individet - men på et punkt kræver det omstilling:
"I en hvilken som helst privat vidensbaseret virksomhed bruger man 10 pct. af omsætningen til forskning og udviklingsarbejde, mens man i den vidensbaserede sociale sektor bruger under én procent," konstaterer Lars Kolind - med den underforståede konklusion, at hvis ikke det ændres, så vinder amerikanerne den der licitation.

Brugere og borgere
Socialminister Karen Jespersen havde valgt ikke at komme til Odense og punkterede dermed en del af mediebevågenheden. Hun lod i stedet sin departementschef, Finn Mortensen åbne de to dages konference, der altså afholdes blot fem måneder efter, de nye sociallove trådte i kraft.
Mortensen fremdrog to ting som centrale i de nye sociallove: Dels er de et udtryk for en ny vægtning mellem det offentlige, erhvervslivet og borgerne, og dels understreger de brugerindflydelsen og -inddragelsen.
Brugerinddragelsen blev også fremhævet af mandagens to andre oplægsholdere, amtsborgmester Søren Eriksen, Vestsjællands amt, og borgmester Vagn Ry Nielsen, Horsens. I deres indlæg - der ellers mest var politiske erklæringer og dermed spild af tid for de 500 socialarbejdere og den håndfuld brugere, der fyldte salen - lagde de begge meget vægt på brugerinddragelsen som helt afgørende for, at ideerne bag de nye sociallove kan virkeliggøres.
For at inddrage brugerne må hjælpen individualiseres, fokus må flyttes fra svagheder til styrke, og det betyder, at vi må pille ved vores opfattelse af, hvad der er normalt, lød budskabet fra de to politikere:
"Det er samfundet, der skal udvide sig, og som politikere og socialarbejdere bliver en af de største opgaver at tale borgerne midt imod, når de stiller sig i vejen for tolerancen og den sociale rummelighed," sagde Søren Eriksen - der sammen med arrangørerne paradoksalt nok kunne konstatere, at halvdelen af de foredrag og diskussionsgrupper, der blev aflyst, handlede om - brugerinddragelse.

Lokale outsidere
Hvis tolerancen skal øges, går vejen gennem det sociale arbejde i lokalsamfundet. Det er i hvert fald tankegangen bag projektet Det usædvanlige hverdagsliv, som favner konkret socialt arbejde på Vesterbro i København, to kvarterer i Aalborg og et forskningsprojekt på Aalborg Universitet.
Udgangspunktet er Sidegadeprojektet på Vesterbro, som helt tilbage i 1986 rykkede ind i Saxogade og genetablerede store dele af de uddøde butiksliv i gaden.
Problemet var netop, at projektet 'rykkede ind'. De lokale unge, der selv havde problemer med arbejdsløshed, misbrug og kriminalitet, "så til fra sidelinien".
"Vi blev outsidere i eget kvarter," fortæller Henrik Glyngbo. Han tilhørte selv gruppen, og først da han blev ansat som alkohol-medarbejder, blev der rakt ud efter de lokale unge. Nu er de selvkørende og er blevet stærke nok til selv at inddrage andre svage grupper, sindslidende og indvandrere, fortæller Henrik Glyngbo, der nu er medarbejder i Kjøbenhavns Genbrugs Compagni - et 'datterselskab' af Sidegadeprojektet, der igen hører under Kristeligt Studenter-Settlement.
Netop disse støttepunkter i lokalsamfundet - stærke grupper, der kan hive andre med sig, er kodeordet for Johannes Bertelsen, der er forstander for Settlementet og initiativtager til Sidegadeprojektet.
"Kan-selv-borgerne skal tage de svages parti og give plads til de usædvanlige. Der skal skabes flere udtryks- og handlemuligheder i lokalsamfundet. Men det er desværre ikke den vej, det går i øjeblikket," siger Johannes Bertelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu