To historikere har vekslet breve om forskelle og ligheder mellem fascismen og kommunismen
NY BOG
PARIS - To næsten jævnaldrende historikere, der blev enfant terrible i hver deres land ved at bryde visse tabuer - tyskeren Ernst Nolte og franskmanden François Furet - har begået et essay i form af en brevveksling, der trods sit beskedne omfang beskæftiger sig med enorme emner, centreret om det, der i lang tid var tabuet over alle tabuer, i hvert fald i venstreintellektuelle kredse: En sammenlignende analyse af fascismen og kommunismen.
Det var Nolte, der i 1986 med en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung udløste en af de heftigste debatter i efterkrigstidens Tyskland, den berømte Historikerstreit. Nolte hævdede, at nazismen måtte forstås som en defensiv reaktion mod bolsjevismen, og påpegede, at gulag kronologisk gik forud for Auschwitz. Mange tyske intellektuelle - med filosoffen Jürgen Habermas i spidsen - anklagede Nolte for et 'revisionistisk komplot' med det formål at reducere det tyske ansvar og relativisere massedrabet på jøderne.
Furet, der døde i 1997, var specialist i den franske Revolution og gjorde sig navnlig bemærket ved en kritisk revision af den i Frankrig fremherskende og overvejende positive fortolkning af Revolutionen, som han regnede for 'mytedannende'. I fortsættelse heraf gjorde han op med den 'illusion', der i årtier gav kommunismen medvind i Frankrig, i værket Le Passé d'une illusion (1995).
Totalitarisme
I en lang note i denne bog udtrykker han sig anerkendende om Noltes analyser af fascismen - samtidig med, at han erklærer sig uenig med ham på visse punkter. Det italienske tidsskrift Liberal opfordrede Nolte til at kommentere denne note i form af et brev til Furet, og det blev begyndelsen til den brevveksling, der nu er udkommet i bogform på tysk (Feindliche Nähe, Herbig Verlag, München) og på fransk. Sammenligningen mellem de to ideologier var gængs allerede i 30'rne, men var ildeset, da den dukkede op i efterkrigstiden under synsvinklen 'totalitarisme'. Fremhævelsen af stalinismens forbrydelser kunne let stemples som et forsøg på at 'undskylde' nazismens, og antikommunismens troværdighed led under, at den allerede var blevet grundigt brugt af Hitler. På den anden side var det oplagt, at kommunismen lukrerede på antifascismen, og at denne bidrog til at omgive kommunismen med en illusion af frihed og demokrati.
Hvis det blot drejede sig om denne evindelige 'symmetri', havde man ikke brug for de to lærde historikere til at belyse emnet. Men denne bog kendetegnes af en rigdom på nuancer og af en vilje til videnskabelig dialog på områder, hvor man er vant til lidenskab og demagogi. Tonen mellem de to kendetegnes i øvrigt af den mest urbane høflighed og gensidige respekt.
Furet giver Nolte ret i, at fascismens og nazismens popularitet i 20'rne og 30'rne ikke kan forstås uden henvisning til den sovjetiske terror, og han roser Nolte for at have brudt det tabu, der "forbød kritik af kommunismen." Men han påviser, at fascismen og nazismen har deres rødder i tiden før 1914, og han bestrider således Noltes tese om, at de er opstået som reaktion på bolsjevismen. Og i øvrigt, skriver han, "det yderste højre i Tyskland - eller det yderste højre i det hele taget - havde ikke brug for kommunismen for at hade demokratiet."
Antisemitisme
Begge peger på den goodwill, som de hævder kommunismen nød gavn af i årtier, den 'universelle charme', som den udøvede ifølge Furet. Hvad der forarger Nolte er, at mens man "så igennem fingre med kommunismens forbrydelser," blev fascismen og nazismen "udelukkende behandlet som en forbrydelse." Han hævder, at der er en 'rationel kerne' i nazismen og selv i antisemitismen - men "rationel er ikke ensbetydende med legitim," understreger han. Der var en form for begrundelse i den aktive rolle, jøderne spillede - deres fremskudte position i den demokratiske universalisme og det moderne demokrati, som nazisterne ville til livs, men også den 'jødiske messianisme' (et udtryk, som Furet har anvendt i et tidligere værk - uden citationstegn - påpeger Nolte).
Furet mener, at den 'rationelle kerne', som Nolte ser i den nazistiske antisemitisme, består i den forestilling, at jøderne i dobbelt forstand inkarnerede nazismens fjendebillede - i kraft af deres fremtrædende rolle inden for det liberale demokrati og i de kommunistiske/socialistiske bevægelser. Hverken Nolte eller Furet ser heri nogen formildende omstændighed ved nazismens forbrydelser, men som forskere insisterer de på retten til detaljeret analyse uden tabuer. Nolte kan ikke beskyldes for antisemitisme, men nogle af hans argumenter nærmer sig unægtelig den 'apologi for nazismen', som han ikke vil vedkende sig.
Mens Nolte underspiller den tyske side af sagen til fordel for den internationale, peger Furet på "den tyske kulturs særlige voldsomhed mod det moderne demokrati, som et forklarende element bag nazismen, forud for bolsjevismens eksistens."
Der var en nationalistisk kerne i nazismen, "ikke mindre legitim end den franske eller italienske nationalisme," hævder Nolte, og hermed anslår han et revisionistisk tema, der også er centralt hos andre tyske historikere af samme årgang, især Andreas Hillgruber.
Furet erkender, at "den nationalistiske lidenskab var det, der stærkest - og til den bitre ende - knyttede det tyske folk til Hitlers eventyr."
Ismernes ligheder
Ligheden mellem kommunismen og fascismen/nazismen består i, at de begge vendte sig mod det liberale demokrati og udnyttede dets ufuldkommenheder, og at begge førte til totalitære systemer og massedrab - det er de to historikere enige om. Men Furet påpeger også, at fascismen og nazismen ligesom kommunismen var positivt revolutionære bevægelser med et fremtidsprojekt, ikke negativt reagerende, som Nolte mener.
Begge beklager, at kommunismens forbrydelser er blevet undereksponeret, og de er enige om, at "vedligeholdelsen af erindringen om nazismens forbrydelser i det mindste delvis har tjent det formål at skjule de sovjetiske forbrydelser." Men de erkender også grundene til kommunismens positive udstråling. "Selv om de utopiske illusioner er blevet dementeret af Historien, var der en storhed over den marxistisk-leninistiske bevægelse, og de, der forholdt sig helt fremmed til den, har i dag mere at bebrejde sig selv end de, der engagerede sig i den," skriver Nolte.
Furet minder om, at Sovjetunionen bidrog stærkt til sejren over nazismen, og at kommunisternes image i Frankrig favoriseredes af deres rolle i modstandsbevægelsen. Han påpeger, at det kommunistiske system til forskel fra naziregimet opløste sig selv indefra. De to historikere finder også et humanistisk indhold i den oprindelige kommunistiske ideologi til forskel fra nazismens anti-humanisme.
Kritikløs velvilje
Hvis det er svært at følge de to historikeres analyse af efterkrigstiden hele vejen, er det fordi de går ud fra en situation, hvor kommunismen syntes at bade i et intellektuelt miljø af kritikløs velvilje. Hvor kun de mest højreorienterede 'kolde krigere' tillod sig at tale om Sovjetunionen som diktatur og politistat.
Denne tendens, som de begge uden tvivl overdriver, gjorde sig nok gældende i Frankrig i årtier efter krigen, og ifølge Nolte blev den udpræget i Tyskland efter 1968. Men hvis man har levet i den angelsaksiske verden eller i de nordiske lande og husker efterkrigstidens atmosfære, fristes man til at spørge, hvilken planet Furet og Nolte har opholdt sig på.
Ifølge Furet er det først nu, efter kommunismens fald, at man kan kritisere kapitalismen "uden samtidig at være forpligtet til at hylde politistat-socialismen." En nærmest karikaturagtig hentydning til den specielle franske situation, hvor kommunismens prestige overlevede længe, tilsyneladende isoleret fra virkeligheden og omverdenen, og hvor mange intellektuelle fik rasende travlt med at fordømme kommunismen, da illusionerne omsider brast. De anede tilsyneladende intet om sovjetiske fangelejre, før de læste Solsjenitsin sidst i 70'erne.
Det minder lidt om de kredse i den danske presse og universitetsverden, der betragter fordømmelsen af kommunismen som en ny og spændende opgave, fordi de mangler samtidshistorisk ballast. Men i Frankrig var kommunismens status en anden, og Furet ved, hvad han taler om, for han var selv kommunist i sin ungdom. Han forlod partiet i 1954, og resten af hans liv var en form for opgør med kommunismen.
*François Furet, Ernst Nolte: Fascisme et communisme. Plon. 148 s., 89 franc
