Læsetid: 13 min.

Postkort har altid været for små

20. november 1998

En beretning fra otte dage i Kina, der i et og alt er forunderligt anderledes

Kære allesammen. Vi kørte ind i Beijing, netop som byen vågnede. Det var midt om natten dansk tid, men den sløvhed, der måtte have besat én, blev med ét visket væk af en undren, der holdt sig i samtlige otte dage:
Alting er simpelthen så anderledes her. Jeg mener - hvor har man sidst set skyskrabere med spir og guldkupler? Hvornår har man sidst gået tur i Paladset for Jordisk Stilhed, besøgt Templet for Evig Lyksalighed eller slentret i De Duftende Bjerges Park? Hvornår har man sidst set voksne mænd køre rundt med en stabel levende fuglebure på ladcyklen eller oplevet folk danse tango på gaden klokken syv om morgenen?
Eller set hotellet hver dag skifte elevatortæppe med indgraveret ugedag? Det gør de her.
Kina er det mest folkerige land i verden med sine 1,2 milliarder mennesker, hvoraf de 16 millioner bor lige her, hvor jeg er nu. Så der er ikke meget plads. Mindst to generationer klumper sig sammen i hutongernes små huse og lejligheder. Men også kinesiske kroppe vil udfordres, og det bliver de. Ud af døren går man og hen på den nærmeste åbne plads, hvor parrene så side om side tager sig en ofte uhyre stilfuld tango. Der står i skærende kontrast til den krasse lyd af ghettoblasteren.
Eller man dyrker taiquan - kinesisk skyggeboksning - i den nærmeste park. Det siges at være uhyre sundt, selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud. Tempoet er 100 pct. slowmotion og i sig selv en provokation for en travl vesterlænding. Men godt for noget må det være. I hvert fald møder man overalt, selv midt i Sommerpaladset, kinesere, der mutters alene uanfægtet af andres tilstedeværelse og nysgerrige blikke hengiver sig til disse gådefulde bevægelser.
Kineserne er denne morgen som alle andre morgener på vej til arbejde. De nyrige kører i biler - Citroën'er, Folkevogne og sågar BMW'ere - men de fleste tramper i pedalerne på cykler, der har kendt bedre dage. I pæne jakkesæt og kjoler knokler små, sorthårede kinesere årvågent fremad, måske med et barn på bagagebæreren. Så mange er de, at de uafladeligt må ringe med en klokke for at gøre opmærksom på sig selv. Alle vil frem, og frem kommer de, men ikke altid på en lige social måde. Om man kommer til at vælte en lille kinesisk gamling i kasket og gråt maotøj på sin vej, synes ikke at hæmme fremdriften.
Nogen gange går det så kvikt, at man ryger over for rødt. En sådan forsyndelse ser politiet meget alvorligt på. Bøden er på, hvad der svarer til en læges månedsløn, 1000 yuan (en yuan er 80 øre). Og for at understrege sagens alvor, kan den uheldige risikere at skulle stå i kø en hel dag for at få lov til at betale sin bøde.
De fleste spiser morgenmad (kødboller) på gaden med familien og køber ind på vej til arbejde. Sammenbidtheden er påfaldende. Ingen smiler.
Beijing d. 22-10-98

Efterhånden forstår man den tillukkede attitude: Der er simpelthen så mange mennesker her i Beijing, at opmærksomheden alene er koncentreret om at drive kroppen fremad. Besøger man derimod kinesere i deres hjem, er de yderst imødekommende.
En formiddag i en lille landsby i Huairoui-distriktet udenfor Beijing bad vi om lov til at banke på døren til et lille hus. Det viste sig at tilhøre en af de fattigste bondefamilier, der som de øvrige familier i byen har en 30-års kontrakt på et stykke jord. Siden reformerne i 1979 har jorden tilhørt landsbyen. Mand, kone og to nu voksne børn har selv bygget huset for 30.000 yuan. Der er tre rum med cementgulv. Til venstre for døren står en overdimensioneret parabol, som har kostet 2.500 yuan. Den er ikke i brug, for landsbyen har imellemtiden fået fællesantenne, men står i stuen, fordi den var blevet stjålet. Nyttig eller ikke nyttig: Den skulle nødig stjæles igen.
I værelset til venstre står kun en stor seng med blomstret sengelinned - her sover parrets 28-årige søn. Datteren er blevet gift og er flyttet. I værelset til højre står fjernsynet overfor sengen, der er muret op i røde sten og varmes op nede fra ved hjælp af varm luft, der ledes gennem en kanal fra køkkenets ildsted. Køkkenet ligger i en lav bygning til højre for huset. Ellers er der næsten ingenting ud over tøfler, tandbørster og et skab. På gulvet ligger hasselnødder til tørre, og udenfor tørres store spise-kastanier. På træerne hænger dekorativt sommerens rester af den, gullige dadelblomme (der i et dansk supermarked går under betegnelsen sharon-frugt).
Den solbrune, lille mand er i gråt jakkesæt, og konen er iklædt den mest beskidte cardigan, jeg i mit liv har set. Da vi kommer, er hun optaget af at proppe et utal af perlekæder ned i en taske. Hun er døvstum og smadder sød - hun smiler og smiler med åben mund og én tand. Parret har en mark udenfor landsbyen, hvor de bl.a. dyrker majs. Overskuddet sælges, ligesom de også samler brænde til salg.
At generationerne på den måde tvinges til at leve tæt sammen, er ifølge kinesiske ugeblade begyndt at gå kineserne på nerverne. Man læser mere om generationsproblemer end om parforholdsproblemer, selvom yngre kinesere meget mod de ældres vilje, er begyndt at lade sig skille.
"Det er et udslag af kvindernes økonomiske frigørelse," som en flot, fraskilt kvinde forklarer, da vi er alene. Hun im- og eksporterer tøj, går i rød lakjakke med telefon-bipper og er nu eneforsøger. Hendes mand indledte et forhold til en yngre kvinde, og ud af ægteskabet røg han. Prompte.
På trods af generationsproblemerne er man nødt til at indrette sig. For vi er på besøg i et land, der siden reformerne sidst i 70'erne, hvor Kina bevægede sig fra planøkonomi til (socialistisk) markedsøkonomi, nok har åbnet døren ud til verden og er blevet en del af det internationale samfund, men stadig har langt igen til vestlig velfærdsstandard.
Ikke desto mindre er - ifølge Verdensbanken - 180 millioner kinesere siden starten af 80'erne blevet løftet op over fattigdomsgrænsen. For 20 år siden levede 250 millioner kinesere under fattigdomsgrænsen. Markedsøkonomien har imidlertid medført nye, alvorlige problemer, bl.a. arbejdsløshed. Begrebet pension er også kun netop ved at blive opfundet, så de ældre er stadigvæk afhængige af, at børnene vil forsørge dem.
Kineserne ser i øvrigt ingen modsætning i markedsøkonomi og socialisme. Vores guide forklarer, at det for kineserne er ren yin og yang: De ser markedsøkonomien som et skridt på vejen mod socialismen. Vi opererer altså her i Kina ikke med ren kapitalisme. Eller ren kommunisme. Men med kineseri!

PS. Jeg kunne næsten ikke stå ud af sengen i dag, fordi vi i går besøgte Den store Mur, der påstås at være det eneste menneskeskabte, der kan ses fra månen. Den er 6.000 km lang og har lagt mange kinesere i graven. Jeg overlevede, men har ubeskriveligt ømme lægge efter at have vandret stejlt nedad i timevis. Muren er et fantastisk værk, som millioner af kinesere har puklet på i 2000 år.
Beijing d. 24-10-98

Det har været en meget stor oplevelse at møde Cheng Mingming, en af Kinas ypperste samfundsforskere og i netop disse måneder vært på Pekings Universitet for den danske Kina-ekspert Kjeld Erik Brødsgaard. Her sidder de to mænd dør om dør. Brødsgaard med frakke på i, hvad der må være Kinas mest skrabede kontor. Kun en computer er her i det råkolde rum. Mingming har doktorgrad fra University of Michigan, USA. Hans kone og barn er blevet i staterne, men Mingming ville hjem til Kina, hvor han som professor får 700 yuan om måneden. I USA kunne han have scoret en kæmpe professorløn. Men til hvilken nytte?
"Derovre har de Clinton og Miss Lewinsky," siger han. "Her har vi rigtige problemer. Her er der noget alvorligt at tage fat på, og en udvikling, der går fremad dag for dag," siger han - en renskuret, kortklippet, 44-årig kineser i rullekrave og moderne tweedjakke.
Kina har afprøvet utallige styreformer - kejserdømme, republik og en kommunistisk styret folkerepublik som reaktion mod den forrige republiks korruption. Mingming fortæller, hvordan folket blev utilfredse med den manglende frihed, selvom man dengang, specielt de statsansatte i de store, statsdrevne virksomheder, havde en høj grad af tryghed. Man tjente godt nok ikke noget særligt, men var sikret arbejde og fik tilskud til bl.a. husleje, sundhedsforsikring og børnenes skole. Der var ingen arbejdsløshed i den planøkonomiske periode. I dag bliver en stor del af den statsansatte overklasse fyret, fordi de private virksomheder udkonkurrerer de statsdrevne. Den udvikling er der ikke taget højde for, og den er katastrofal på grund af det manglende sociale sikkerhedssystem.
Tendensen går fortsat i retning af højere lønninger for de privatansatte, der til gengæld selv betaler deres udgifter.
Udviklingen rammer specielt gruppen i 40'erne og i begyndelsen af 50'erne. Minging siger, at de er de første, der ryger ud, fordi de blev forhindret i at uddanne sig under Kulturrevolutionen (1966-76, red.). 20 millioner kinesere kom i klemme og befinder sig i dag i en dybt alvorlig situation: De fik ingen uddannelse, de giftede sig sent og fik også børn sent, så deres børn er ikke gamle nok til at forsørge dem nu, hvor de bliver fyret."
Mao havde ingen respekt for folk, der aldrig havde bøjet ryggen i en rismark. Det kinesiske samfund har stadigvæk ikke udpræget respekt for intellektuelle, selvom kineserne generelt har forstået, at uddannelse er nøgleordet til fremgang og er meget optaget af deres (ene)børns uddannelse. Mingming fortæller, at de ti års kulturrevolution blev fatal ikke bare for den enkelte kineser og samfundsøkonomien, men også for forskningen. Hver universitetsansat knokler stadigvæk for to for at indhente det forsømte.
Mingming: "Der blev virkelig læst i 80'erne, da universiteterne var blevet åbnet igen. Ingen havde jo læst i ti år."

PS. Vi har også besøgt en kokkeskole, hvor kokken brugte en halv æggehvide til at få melet til at bide på kyllingen, før han hældte den i wok'en. Husk det. Han brugte også chili i olien til at absorbere oliesmagen. Det er kun mænd, der er kokke herude, fordi man skal kunne jonglere med nogle kæmpe wok-pander. Man skal være over 1,60 m for at komme ind på skolen.
Beijing 25-10-98

Sidder her i bussen og bliver pludselig flov over min turistede opstemthed over at opleve denne fremmedartede kultur. For et øjeblik siden stod jeg i toiletkø med en gammel kvinde med snørede fødder: Bitte små vadalerede fødder, anbragt i lige så bitte små sorte specialsyede kinasko.
Man snørede kvindernes fødder indtil 1920'erne, for at de skulle tilegne sig en vuggende gang, der virkede seksuelt stimulerende på de kinesiske mænd. Der er fortsat dimensioner i mænds seksualitet, jeg aldrig kommer til at begribe. Det fortælles herude, at en mand skulle være i stand til at bevæge sit lem hundrede gange mellem de små fødder, før han måtte give sig selv lov til at få udløsning. Det kaldes kontrol.
Eliten begyndte at snøre pigerne allerede, når de var tre-fire år, selvom de så ikke kunne arbejde i marken. Gjorde man det ikke, fraskrev familien sig muligheden for at få pigen gift med en storbonde. Ligesom hun heller ikke kunne blive kejserlig konkubine, en status, der var vildt eftertragtet og sikrede hele familien økonomisk. På landet blev en del piger først snøret som 12-årige. I de tilfælde var man nødt til at bukke tæerne om og knuse knoglerne. Mig minder de snørede fødders kultur altid om kvindelig omskæring.
Apropos toiletbesøg, så har de fleste kinesere ikke eget toilet. Der ligger til gengæld et toilet for hver 300 meter i hutongen (strædet hvor den almindelige kinesers bolig ligger.) Vores guide, Christopher Dennis, siger i øvrigt, at det er en fest at besøge en sådan hutong om morgenen, når stribevis af kimonoklædte kinesere tøfler ud af husene i retning mod det ene toilet.
Men tilbage til det pinlige i min turistede opstemthed. Følelsen handler selvfølgelig om den viden, vi har om det kinesiske samfundets skyggeside: Det demokrati, man ikke har, de meneskerettigheder, der ikke overholdes, og de pigefostre, der aborteres med stemplet fejlkøn. En læge på Beijing Children's Hospital fortalte mig, at det i dag i Kina er ulovligt at teste køn, men at det især på landet sker alligevel, fordi en søn stadigvæk er afgørende for de ældre bønders mulighed for at blive forsørget.
Følelsen bunder selvfølgelig også i erindringen om de frygtelige billeder fra studenterurolighederne i 1989 på verdens største plads med det groteske navn Den Himmelske Freds Plads. Hvor kommunistpartiet her midt i Beijing satte tanks ind mod de unge, der kæmpede for deres uddannelse og for frihed og imod nepotisme og korruption. Begivenheden omtales som "massakren" i min turisthåndbog. En masse blev banket, og en del døde for øjnene af Mao Zedong, hvis portræt fortsat hænger på Den Himmelske Freds Port. Ingen ved hvor mange, der døde, men Christopher Dennis fortæller, at den grusomste vold ikke fandt sted på selve pladsen, som var åbnet i den ene ende, så man kunne slippe ud. De virkelige grusomheder udfoldede sig i områderne længere ude i byen, hvor arbejderne støttede oprøret i form af store demonstrationer; de største siden Kulturevolutionen. De revolutionære arbejdere blev derfor i bogstaveligste forstand banket på plads af en hær, der repræsenterer den mentalitet, at indrømmelser efter demokratisk pres er lig med tab af værdighed.
Beijing d. 26-10-98

Kina har jo ikke som os demokrati, men er en socialistisk stat under "folkets diktatur, ledet af arbejderklassen, baseret på en alliance af arbejdere og bønder," som det hedder i Den nationale Folkekongres' forfatning. Forskere fra hele verden, herunder Kjeld Erik Brødsgaard, er netop for øjeblikket meget optaget af den bevægelse i lokalområderne, man ser i retning af, hvad man med lidt god vilje kan kalde repræsentativt demokrati. I lokalområderne er man begyndt ikke bare at gennemføre valg til den lokale folkekongres, men at vælge folk, der ikke er kommunister.
Freja, der har lavet en opgave om Tibet, kan ikke lide Mao, og spurgte, om kineserne stadigvæk hylder ham. Jeg må svare ja.
Hans billede hænger stadigvæk i bøndernes stuer, og man bøjer sig ærbødigt for hans lig i mausoleet på Den Himmelske Freds Plads. Efter at have afleveret en buket plasticblomster (som returneres til blomsterbutikken udenfor, så den kan sælges endnu engang eller 100!)
Brødsgaard siger, at mange kinesere stadigvæk er socialister, og at mange betragter markedsøkonomien som et nødvendigt, kapitalistisk skridt på vej mod socialismen. Mit generelle indtryk er, at gennemsnitskineseren er lige så politisk som min gamle cykel.
Man er langt mere optaget af at få del i den vestlige luksus end af politik. Punktum.
Hvis man spørger en ung kineser, hvad han/hun drømmer om, er det eget hus og bil. Spørger man de voksne, hvad de ønsker for deres børn, er det, at han/hun bliver direktør for en privat virksomhed og kommer til at tjene penge. Mange penge. Kineserne ser dog ned på folk, der kaster vulgært rundt med deres indkomster.
Længslen efter frihed og materielle goder er også forklaringen på, at flertallet accepterer etbarns-politikken. Uden dog at hylde den følelsesmæssigt, har man indset nødvendigheden af, at befolkningstilgangen standses, hvis fremgangen skal sikres.
Sent i dag delte Lisbeth N. og jeg en rickshaw hjem og den stakkels sveddryppende kineser - som vi bagefter stopfodrede med drikkepenge, mens han tørrede panden - cyklede os gennem kvarterer, vi ellers aldrig ville have vovet os ind i.
På en stor gavl tonede pludselig en kæmpe propagandaplakat for etbarn-poltikken frem: En far og en mor med et barn imellem sig - de små kejsere, kalder man dem - vandrer hånd i hånd mod solen og ser indrammet af solens cirkel og omgivet af blomster og et lille bondehus ud, som om de er på vej lige lukt ind i Paradis.
I Kina er vækstraten i dag næsten ti procent, så plakaten har noget at have sin optimisme i. Kineserne selv er tilsyneladende fuldstændig overbevist om, at fremgangen vil fortsætte, og at de sørgelige hundrede år siden Opiumskrigen er en parentes i en ellers gedigen succes- historie.
Postkort har til alle tider været for små. Jeg kunne blive ved, for det er altså utroligt at bevæge sig i et land, hvis bogstaver er så smukke, hvis paladser er så kejserlige, men hvis fattigdom og nytilkomne tiggere heller ikke er til at overse. Jeg fortæller mere, når jeg kommer hjem. Vi ses snart.
Kærlig hilsen .....
Beijing d. 26-10-98

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her