Læsetid: 22 min.

Prokuristen 1)

14. november 1998

og kronjuvelerne2) (30.780 bytes)__

Af ULRIK DAHLIN og TOM HEINEMANN Journalistbureauet express

På mindre end to uger gennemførte Hafnia-koncernen en aktieudvidelse på knap to milliarder kroner tilbage i juli 1992. 30 dage senere trådte forsikringskoncernen i betalingsstandsning, og alle de ny-udstedte aktier var værdiløse.
For investorerne betød det milliontab, men til offentlighedens store overraskelse var der ingen af de store pengetanke, der trods milliontab for alvor følte sig snydt. I hvert fald ville der ikke blive tale om en erstatningssag. Længe tydede alt på, at støvet hurtigt og bekvemt ville lægge sig ovenpå skandalen.
Men for en enkelt mand i den lille østjyske by Hou var sagen ikke helt så enkel...
Information sammenfatter i dag og på tirsdag årtiets hidtil største finansskandale på baggrund af sagens såkaldte kronjuveler - hidtil hemmeligholdte referater fra sammenbruddets sidegemakker - som Finanstilsynet i sidste uge blev tvunget
til at udlevere til den vedholdende prokurist fra Hou

Havde det ikke lige været for en næsten rørende følelse af stolthed over den hæderkronede bank, hvor han i sin tid havde fået sin uddannelse - og havde det ikke været for en københavnsk erhvervsadvokat, der bedrevidende, næsten overlegent trak på smilebåndet nogle måneder senere, da Ole Steffensen troskyldigt kom med sin brevveksling - ja, så er det tvivlsomt, om prokuristen fra den lille østjyske by Hou havde valgt at gå linen helt ud. Men som tingene nu faldt ud, blev Ole Steffensen endnu mere jysk og stædig. I februar 1996 anlagde den 34-årige prokurist således som den første en erstatningssag mod blandt andre de tidligere direktører i Hafnia-koncernen og ikke mindst Den Danske Bank.
Rundt omkring i direktionskontorerne og bestyrelseslokaler i nogle af landets mægtigste pengetanke som eksempelvis Den Danske Bank, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Kommunernes Pensionsforsikring og ATP såvel som i dele af forsikringsverden og hos en række advokatfirmaer for slet ikke at nævne Finanstilsynet og Forsikringsrådet og - hvem ved - et godt stykke ind i politiske kredse, skal der nok være temmelig mange, der i dag godt kunne tænke sig, at prokuristen fra Hou ikke for et par år siden havde påbegyndt en proces, der aktuelt har rettet fokus mod nogle af de metoder, der benyttes i det store erhvervsliv, når elefanterne slås.
Kort fortalt mener Ole Steffensen ikke, at alle relevante og tilgængelige oplysninger var fremlagt, da blandt andet Den danske Bank fra juli 1992 stod bag udstedelsen af nye Hafnia-aktier. Og som tiden er gået, synes stadig mere at give ham ret.

To milliarder tabt
Havde prokuristen fra Hou gjort som de fleste og affundet sig med sit tab, ville der fortsat være store huller i offentlighedens kendskab til den lange række af haste- og krisemøder for de specielt indviede, der i ugerne - ja, næsten i de sidste timer - op til forsikringsgiganten Hafnias stort anlagte aktie-udvidelse i juli 1992 med næsten alle midler forsøgte at forhindre det, som få måneder senere kom til at stå klart for alverden:
At det årelange slag om Danmarks ældste forsikringskoncern Hafnia med den lange række af tilsyneladende velkørende datter- og underselskaber indenfor forsikring, investering, bankvirksomhed og ejendomsadministration var endeligt tabt.
Og at på trods af en ganske vellykket aktietegning, der på bare to uger bragte næsten to milliarder kroner direkte ind i edderkoppespindets centrum - Hafnia Holding - måtte dette i sig selv imponerende beløb ligeledes anses for tabt, da Hafnia få uger senere, den 19. august 1992 trådte i betalingsstandsning
Prokuristen fra Hou var bare en af sikkert flere tusinde små-investorer, der i tillid til løfterne i Hafnia Holdings børsprospekt og formentlig rimeligt imponeret af den solide kreds af gode navne, der i prospektet borgede for projektets økonomiske og finansielle sundhed, købte Hafnia-aktier i de hektiske sommerdage i juli 1992.
Men på et punkt er han kommet til at skille sig ud: Den bankuddannede og ellers så rolige Ole Steffensen havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han nogensinde skulle optræde i rollen som den lille David i frygtløs kamp mod nogle af den danske finansverdens største Goliath'er. En grinende københavnsk advokat blev den udløsende faktor.
Og selv om Ole Steffensen i juli 1992 'kun' kastede godt 21.000 kroner ned i Hafnia-hullet, som det senere er blevet kaldt, så har hans forsøg på siden at få sparepengene helt eller delvist tilbage ført til, at der er opstået efterhånden ikke så få sprækker i den tavshedens mur, der hurtigt blev muret op omkring den største finansskandale i Danmark i dette årti.
Den foreløbige kulmination kom i forgangne uge, da Finanstilsynet efter hårdnakket modstand blev dømt til at udlevere finansskandalens såkaldte kronjuveler.
Disse juveler - 14 notater på i alt 81 sider - beskriver blandt andet visse for offentligheden hidtil ukendte faser af forhandlingerne mellem Finanstilsynet, Den Danske Bank, Hafnia og selskabets revisorer lige før den endelige beslutning om grønt lys til aktietegningen i juli 1992.

Finanstilsynet som vidne
Det skal nævnes, at Ole Steffensen ikke er den eneste, der har slået sprækker i tavshedens mur omkring Hafnia. Andre er blevet åbnet af vedholdende journalister. Ikke mindst vakte det opmærksomhed, da Jyllands-Posten i foråret 1996 kunne offentliggøre fortrolige referater fra bestyrelsesmøder i Den Danske Bank. Efter et par dages betænkningstid gik storbanken til et hidtil helt uhørt modangreb: Personligt brev udsendt til alle bankens kunder samt store annoncer i dagbladene med beskeden: "Vi har optrådt ansvarligt og forretningsmæssigt korrekt". Heller ikke da Rigsrevisionen i sommeren 1998 udtalte skarp kritik af Finanstilsynet, gik det stille af.
Til foråret har Sø- og Handelsretten afsat ikke mindre end 26 retsdage over tre måneder til at afgøre, om Ole Steffensen (samt en anden små-investor, der også har anlagt erstatningssag) kan få sparepengene igen.
Der skal nok blive trængsel på tilhørerpladserne, når retsbehandlingen starter, for hermed får offentligheden en sjælden mulighed for en ordentlig kigger ind i en verden, der traditionelt overlever ved at være diskret - og frem for alt helt tillukket.
Stor interesse vil der også være om den afhøring af Finanstilsynets tidligere direktør Eigil Mølgaard, som Ole Steffensens advokat allerede har krævet ført som vidne. Det er gennem Finanstilsynet, at en orientering/opbakning fra det politiske system, først og fremmest fra tidligere erhvervsminister Anne Birgitte Lundholt (K), kan være sket. I forvejen vides det, at Eigil Mølgaard i en foreløbig ikke-offentliggjort redegørelse har orienteret ministeren, lige før aktiesalget skulle starte.
Prokuristen fra Hou mener selv at have en god sag. Selv om en afgørelse fra Sø- og Handelsretten senere vil blive anket til Højesteret, og der kan gå år, før den er endelig afgjort, føler han sig sikker på til sidst at få sine sparepenge tilbage. Tiden må vise, om en dom vil pålægge blandt andet Den Danske Bank at betale erstatning, men fra selve boet efter Hafnia kan der maksimalt udbetales godt en tredjedel af det indskudte beløb. For Ole Steffensen beløber det sig til cirka 7.000 kroner.
Resten er principper.

Kernekunden
Gennem hele foråret og det meste af sommeren 1992 var der endda meget blæst og medieopmærksomhed om Hafnia-koncernen. Det var selvfølgelig en sag, som Ole Steffensen ivrigt fulgte med i. Udover at han sammen med sine kone var såkaldt "kernekunde" i Hafnia, dvs. at ægteparret ejede en mindre aktiepost, der ud over et årligt afkast også gav rabat på husstandens forskellige forsikringer, havde han fra sit arbejde som investeringsrådgiver i Jyske Banks filial i Silkeborg i årevis fulgt med som mere eller mindre imponeret tilskuer til den hidtil så succesombruste Hafnia-koncern. Der havde også været rigeligt at følge med i.
Under direktør Per Villum Hansens ledelse lykkedes det Hafnia op gennem 80'erne at nytænke - for nu at udtrykke det pænt - forretningsmulighederne for det gamle forsikringsselskab. Omkalfatringen af Hafnia fra traditionel, dvs. især forsigtig forsikringsvirksomhed til at blive et finansielt supermarked, der med strategiske fusioner og dramatiske overtagelser af mindre konkurrenter skridt for skridt bevægede sig ind på finansmarkedet som investor, blev for alvor markeret med dannelsen af Hafnia Holding i 1984.
Samme udvikling kom så småt i gang også hos andre danske forsikringsselskaber, blandt andet hos Hafnias største konkurrent Baltica. Men så længe den ene milliard fik følgeskab af den næste i Hafnia-koncernes svulmende regnskaber, havde ingen grund til klage. Det betød udbytte til aktionærerne - også til kernekunden i Hou.
Men i starten af 1990'erne gik det knap så godt - især ikke for forsikringsbranchen - og nu starter et forløb, som langt fra er endeligt afdækket. Men forskellige begivenheder og oplysninger, der stykke for stykke bliver samlet, som var det et puslespil, ligner mere og mere en begyndelse til kø ved håndvasken. I næsten samme takt samler opmærksomheden sig i stigende grad om feltets centrale aktører:
Direktør Peter Straarup fra Den Danske Bank, tidligere chef for Finanstilsynet Eigil Mølgaard, Flemming Skov Jensen fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond såvel som Hafnias ansvarlige chefer, revisorer og advokater.
Forhistorien var rå: Igennem flere år havde Hafnia systematisk opkøbt aktier i konkurrenten Baltica og i det store svenske forsikringsselskab Skandia. Mere end seks milliarder kroner havde Hafnia investeret i et - skulle det snart vise sig - forgæves forsøg på at erobre en førerstilling på det skandinaviske forsikringsmarked. I 1990 ejede Hafnia således godt en tredjedel af Baltica, og året efter knap 10 procent af aktierne i Skandia. Disse aktiekøb blev i øvrigt delvist finansieret - kom det frem i april 1992 - med ulovlige aktionærlån for næsten 1 milliard, dvs. at Hafnia Holding havde tappet værdier fra datterselskaberne.

Den danske løsning
Satsningen var måske for stor for Hafnia. Uventede kursfald på Hafnias store beholdning af Baltica- og Skandia-aktierne i starten af 1992 betød, at Hafnia reelt blev udhulet indefra, en udvikling, der kun blev forstærket efterhånden som forårs- og sommermånederne gik. Selv om Hafnia i november 1991 havde proklameret et samarbejde med norske UNI Storebrand i attacket mod Skandia, så rev alene renteudgifterne til de lån, der var nødvendige for at købe den store aktiebeholdning, måned for måned millionerne ud af Hafnias ikke længere så svulmende kasse.
Egenkapitalen i Hafnia var således ved udgangen af 1989 på ikke mindre end 6,3 milliarder kroner. Bare to år senere var den mere end halveret og nede på 3,1 milliarder kroner.
Snart var rollerne byttet om - og så var det Skandia, der sejlede på rovfiskeri i Hafnia. I foråret 1992 meddelte Hafnia således i en pressemeddelelse, at Skandia nu ville tilbyde Hafnias aktionærer at ombytte Hafnia-aktier med Skandia-aktier. I samme anledning blev det afslutningsvis lige nævnt, at den hidtidige koncernchef Per Villum Hansen og viceadministrerende direktør Henrik Klæbel samme dag var fratrådt deres stillinger i koncernen.
Baggrunden for dette opsigtsvækkende skridt var en besked fra Hafnias revisorer til selskabets bestyrelse og ikke mindst Finanstilsynet om de ulovlige aktionærlån på over 800 millioner kroner. For at sikre et fortsat samarbejde med Skandia blev det en uges tid senere meddelt, at Skandia ville iværksætte en økonomisk kulegravning, en såkaldt Due Dilligence, af Hafnia. Kun hvis denne undersøgelse faldt tilfredsstillende ud, ville Skandias ombytningstilbud stå ved magt. Men det var langt fra den sidste undersøgelse, der indenfor den allernærmeste tid skulle bringe overraskelser for dagen.
Situationen i foråret 1992 var så den, at ideen med big is beautiful tilsyneladende bedst næres sammen med nationalfølelsen. I hvert fald blev truslen om, at Skandinaviens største forsikringsselskab fremover ville være svensk - med danske Hafnia ydmygt siddende på sidelinien som den fattige fætter - hurtig mærkbart. Ikke mindst hos den gruppe af såkaldt institutionelle investorer, især pensionskasser, der senere skulle præsentere sig selv som "en betydningsfuld kreds i dansk erhvervsliv". Men hvor nøden er størst, er hjælpen ofte lige i nærheden, og en såkaldt "dansk løsning" begyndte snart at tegne sig.
Velvilligt rådgivet af et tidligere Hafnia-bestyrelsesmedlem havde en række pengetanke dannet et uformelt forum, hvori blandt andet Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Kommunernes Pensionsforsikring (KP) og snart også en række mindre pensionskasser deltog. Her næredes tanken om at sikre landets ældste forsikringsselskab på danske hænder. Medvirkende var selvfølgelig også utilfredshed med den ombytningskurs, som Skandia ville tilbyde for Hafnia-aktierne. Som indehavere af anseelige portioner Hafnia-aktier kunne den svenske løsning umiddelbart føre til million-tab for både LD og KP, var vurderingen.
Men så længe Hafnia førte forhandlinger med Skandia, var bannerførerne i den danske løsning nødt til vente og mest agere på sidelinien.
Man kom ikke til at vente længe. Skandia afsluttede sin Due Dilligence med tommelfingeren nedad, og i slutningen af april 1992 faldt forhandlingerne på gulvet. Skandia mente at have fundet "andre værdier end de af Hafnia opgjorte" - kort sagt en dårligere økonomisk situation i Hafnia-koncernen end hidtil antaget.

Den betydningsfulde kreds
Hafnia svarede igen med at henvise til forskellige regnskabsprincipper og misforståelser af faktiske forhold. Konklusionen fra Hafnia var entydig: "Der er således ikke for Hafnias vedkommende nogle nye og uforudsete forhold," skrev Hafnia i en pressemeddelelse den 1. maj.
Allerede dagen inden var den danske løsning trådt i karakter. Hafnia og "en gruppe af selskabets aktionærer, der dækker en betydningsfuld kreds i dansk erhvervsliv" var "blevet enige om at gennemføre en dansk løsning for Hafnias fremtid," som endnu en pressemeddelelse fra Hafnia Holding formulerede det.
Planen var at rejse halvanden milliard kroner ved at udstede nye aktier, og som garanter indestod LD, KP, Den Danske Bank og en række andre. Det betød, at hvis ingen andre ville købe de nye aktier, så skulle de halvanden milliard fordeles mellem garanterne efter nærmere retningslinier.
Forud for dette aktiesalg blev der derfor gennemført endnu en tæt undersøgelse - en såkaldt verifikation - af Hafnias mange forretningsaktiviteter. Med i arbejdsteamet bag verifikationen var særligt udpegede revisorer, advokater og folk fra Den Danske Bank. Formålet var blandt andet at udarbejde det kommende børs-prospekt akkurat sådan, at det overholdt de omfattende og komplekse krav, der findes i fondsreglerne og lov om forsikringsvirksomhed osv.
På andre linier gik initiativtagerne til den danske løsning i gang med at sikre interesse og risikovillig kapital i andre pensionskasser. Der blev holdt møder og udvekslet informationer. Og på helt andre linier blev Hafnias tidligere koncernchef og hans næstkommanderende meldt til bagmandspolitiet af selskabets nye ledelse. Fra topposter i DONG og Højgaard & Schultz kom Holger Lavesen og Olav Grue ind som henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør. Det var, sådan kan det stadig opfattes, pænheden og korrektheden selv, der nu stillede sig bag den danske løsning.
Samtidig intensiverede Finanstilsynet sit engagement i bestræbelserne på at få Hafnia klaret frelst gennem den vanskelige tid. Tilsynet og dets lovligt underspillede rolle er om noget det, der har vakt interesse i de 81 sider med "kronjuveler".
Og så skal vi langt om længe tilbage til prokuristen i Hou. Som alle andre aktionærer i Hafnia modtager han i sommeren 1992 et børs-prospekt og et favør-tilbud: Så er det nu, hvis der skal købes flere aktier...

Et nydeligt prospekt
For Ole Steffensen har det en særlig klang, at Den Danske Bank nu er med i det emissions-konsortium, der står for børs-prospektet. Det borger selvfølgelig for aktiesalgets solide fundament. Han er selv tidligere elev i Den Danske Bank, uddannet 1987 i filialen i Viby, og han føler umiddelbart en vis stolthed overfor sin gamle elevplads, der fortsat er landets største bank.
Som investeringsrådgiver er Ole Steffensen fuldt fortrolig med et børs-prospekt, og han hæfter sig derfor ved, at emisssions-konsortiet blandt andet skriver: "Hafnias regnskab for 1991 viser et retvisende billede af koncernes stilling". Det understreges videre, at "forsikringskoncernen giver ikke anledning til anmærkning bortset fra for høje omkostninger." Ole Steffensen beslutter sig efter grundig overvejelse for at købe 200 aktier til favørpris, nemlig en kursværdi på ca. 21.000 kroner. Han når lige at komme med på vognen en af de sidste dage, hvor aktierne er til salg.
Og så sker der ikke mere i den sag for prokuristen i Hou. I hvert fald ikke de første fire-fem uger. Men så vælter læsset, så det kan mærkes.
Det er på sit arbejde på filialen i Silkeborg, at Ole Steffensen den 19. august 1992 erfarer, at Hafnia er trådt i betalingsstandsning. Kurserne på selskabets aktiebeholdninger er raslet dramatisk ned, og de 1,9 milliarder kroner trækkes tilsyneladende med i dybet.
Uden at reflektere nøjere over det, går prokuristen i Hou ud fra, at man som lille investor vil få pengene tilbage. Han har et par opklarende, men helt uformelle telefonsamtaler med nogle af sine gamle bekendte i Den Danske Bank, og det er øjensynligt en fælles fornemmelse: Selvfølgelig vil banken ikke lade os i stikken.
Men hensynet til små-investorerne vejer ikke særligt tungt i det rekonstruktionsarbejde, der følger efter betalingsstandsningen. Et kunstgreb, hvor der blev talt både om en såkaldt "B&W-løsning" og en "Fugl Phønix". Ideen var at samle alle aktiver og værdier i et nyt holdingselskab og dernæst likvidere det gamle holdingselskab. Ole Steffensen regner med, at hans 21.000 kroner selvfølgelig er med blandt aktiverne i det nye selskab, men da han intet hører, ender han efter nogle måneders ventet med at skrive et personligt brev til Knud Sørensen.
Her redegør Ole Steffensen for sin opfattelse af situationen. Pænt og høfligt fortæller han om sin tro på, at når netop den bank sagde god for en sag, så var tingene i orden. Det har de ikke vist sig at være, og derfor anmoder den tidligere elev om at få sine penge tilbage.

Man kunne få den tanke...
Flere forhold, som efter betalingsstandsningen - store løbende driftsoverskud og tab på garantiforretninger - har vist sig afgørende, nævnes ikke med et ord i prospektet. I stedet tales der om skjulte værdier på to-tre milliarder kroner i goodwill.
"Den Danske Bank har haft et detaljeret kendskab til Hafnia i forbindelse med udarbejdelsen af prospektet. DDB burde vide, at en virksomhed, der taber 1,2 mia på den løbende drift pr. år, ikke indeholder betydelig goodwill."
Med dette brev er prokuristen fra Hou så vidt vides den første, der uden for de særligt indviedes kreds leverer en slags analyse af baggrunden for årtiets største finansskandale.
Ole Steffensen nævner således det "chok", det var for ham efter betalingsstandsningen at erfare, at Den Danske Bank havde tilgodehavender i Hafnia Holding på 1,2 milliarder kroner. Og så sættes fingeren på et af de punkter, der under sagens senere oprulling viste sig at være ømt:
"Så forstår jeg bedre at DDB var nødt til at købe aktier ved udvidelsen. Man kunne få den tanke, at DDB's emissionsafdeling skulle løse et problem for kreditafdelingen. (...) Resultat: Aktionærerne har med aktieudvidelsen bidraget til, at kreditorerne i Hafnia Holding opnår en høj dividende."
Med andre ord - man kan have mistanke om, at Den Danske Bank måske er gået efter at skadesbegrænse egne tab. Det skulle ske så at sige ved at tørre en kommende økonomisk kollaps for Hafnia helt eller delvist af på de investorer, der få måneder forinden har satset næsten to milliarder kroner.
Svaret fra Holmens Kanal kommer lynhurtigt. Knud Sørensens svar er akkurat lige så høfligt, som det er bestemt:
"Den Danske Bank beklager, at De føler Dem vildledt i forbindelse med deres investering. Såvel Den Danske Bank som de øvrige deltagere i det konsortium, der bistod Hafnia Holding A/S ved emissionen, må imidlertid på det bestemteste afvise, at der er begået fejl i forbindelse med prospektudarbejdelsen..."
Knud Sørensen afviser, at der er sket en lettelse af risikoen i bankens samlede engagement efter aktiesalget.
"Den Danske Bank beklager, at den negative og uforudsigelige udvikling på obligations- og aktiemarkedet nødvendiggjorde betalingsstandsningen, men Den Danske Bank og emissionskonsortiet kan naturligvis ikke påtage sig noget ansvar herfor."
Det er svært ikke i bagklogskabens lys at fundere over, om det ikke alt i alt havde været billigere for Den Danske Bank at tilbagebetale Ole Steffensen de 21.000 kroner.
Men sandsynligvis er det ikke en gang blevet overvejet.

Advokat bakkede ud
Først nu går det op for Ole Steffensen, at hans sparepenge nok må anses for tabt. Han har i sit brev forbeholdt sig ret til at anlægge erstatningssag. Men i første omgang kommer Ole Steffensen til at vente længe. I efteråret 1992 sættes Hafniakoncernen til salg, men de indkomne tilbud er skuffende. I maj 1993 træder selskabet i konkurs. I foråret 1993 bliver de tilbageværende sunde dele af det tidligere så mægtige imperium solgt til Codan for godt en milliard kroner.
De næste mange måneder skal de såkaldte kuratorer - et team af advokater, sammensat af kreditorerne - udarbejde en rapport om hvorvidt Hafnias ledelse har "gjort sig skyldig i ansvarspådragende forhold." Først i januar 1995 er rapporten færdig. Ole Steffensen forsøger forgæves som lille kreditor at få et eksemplar af den 18 sider lange redegørelse fra kuratorerne, men først efter en henvendelse til skifteretten kan han bladre i rapporten. Her kan han læse de første antydninger af, at ikke alt stod så godt til i Hafnia-koncernen, som Ole Steffensen havde forstået på børs-prospektet - selv om kuratorerne i det store og hele frikender Hafnias ledelse.
Efter at have nærlæst kuratorernes beretning rejser Ole Steffensen til København. Han har aftalt et møde med en kendt københavnsk erhvervsadvokat. Prokuristen ønsker at diskutere sin retslige stilling ved en eventuel erstatningssag. Kan det overhovedet lade sig gøre? I starten er advokaten lyttende og interesseret - indtil værdien af Ole Steffensens investering bliver klarlagt: Sølle 21.000 kroner...
Så bakker advokaten ud. Han frygter med rette, at sagsomkostningerne hurtigt vil overstige de 21.000 kroner. Men inden prokuristen fra Hou med et høfligt håndtryk sendes ned på gaden, når den københavnske advokat dog at fastslå sagens underlæggende realia: Modparterne i en eventuel erstatningssag - først og fremmest Den Danske Bank - vil ikke tøve med at anvende hundredevis af millioner kroner til advokatbistand, hvis det skulle blive nødvendigt.

Fuldt dækkende...
Stadig grublende - og efter eget udsagn også lidt slukøret - over advokatens håndfaste besked får Ole Steffensen den tanke, at kuratorerne måske kan have nytte af hans gamle korrespondance med Knud Sørensen fra efteråret 1992. Prokuristen fra Hou er ikke så lidt stolt over at have sat fingeren på flere af skandalens centrale punkter - de manglende garantier og spørgsmålet om skjulte værdier, goodwill, til to-tre milliarder kroner - så tidligt som oktober 1992.
Det er da en af kontorets advokater - med slet skjult overlegenhed - smågrinende bladrer igennem brevvekslingen, mens han kopierer papirerne, at den jyske prokurist ved med sig selv, at han vil anlægge en erstatningssag. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, så må det ske. Der er tydeligvis nogen, der ved mere end andre, fornemmer han.
Det lykkes for Ole Steffensen at få kontakt til en anden advokat, der efter flere grundige samtaler accepterer at repræsentere prokuristen fra Hou i en erstatningssag. Og dermed starter det arbejde, der indtil videre har afdækket lag på lag af hidtil skjult viden om Hafnia-skandalen. Og som var det slaget om Stalingrad, har Ole Steffensens modparter hårdnakket kæmpet om hver eneste oplysning og hver eneste notat.
Det lykkes for Ole Steffensen i oktober 1996 at få fri proces, og i det tidlige forår 1997 sender Ole Steffensens advokat en første stævning afsted. I Danmarks Radio lægger Orientering på P 1 stævningen ud på DR's Online i februar, og der registreres mere end 2.000 besøg den første uge.
I april 1997 kommer svarskriftet fra modpartens advokater, der om Den Danske Bank indledningsvist anfører, at banken "afviser at bære noget ansvar for sagsøgers tab."
Endnu en sætning bør citeres - og i sin helhed, da det handler om, hvorvidt Den Danske Bank som bank for Hafnia har haft en særlig viden om forholdene:
"Hvis heri ligger, at banken havde eller burde have haft en viden herom, som ikke loyalt har fundet udtryk i prospektet, er det forkert. Allerede af professionelle grunde gjorde Den Danske Bank og emissionskonsortiet sig tværtimod ekstraordinære anstrengelser for at sikre, at prospektet og oplysningerne deri var fuldt dækkende efter alt foreliggende."
Fuldt dækkende efter alt foreliggende... Den sætning er god at erindre, når visse centrale citater fra "kronjuvelerne" studeres.

Kammeradvokat på glatis
Et år efter aflægger Rigsrevisionen i juni 1998 en beretning til statsrevisorerne. Her er nyt at hente: Finanstilsynet - og i øvrigt også LD - kritiseres skarpt for deres rolle. Rigsrevisionen har haft adgang til et antal hidtil hemmeligholdte mødereferater fra Finanstilsynet i de kritiske dage lige før aktie-emissionen tilbage i juli 1992 - de senere så omtalte kronjuveler.
Ole Steffensens advokat forsøger at få adgang til de samme papirer, men det nægtes i første omgang. Og da Sø- og Handelsretten i september 1998 afgør, at dokumenterne skal udleveres, kæres afgørelsen straks til Højesteret. Som statens advokat er det kammeradvokaten, der tager sig af denne i bund og grund rutineprægede juridiske manøvre.
Desværre glemmer kammeradvokaten, at en mindre ændring i retsplejeloven netop er trådt i kraft. Det skete den 1. juli. Heri bestemmes, at et kæremål til Højesteret først skal forelægges procesbevillingsnævnet. Og dermed forspildes muligheden for at prøve Sø- og Handelsrettens - efter nogens mening - opsigtsvækkende afgørelse om at udlevere juvelerne. Højesteret afviser i oktober at behandle kæremålet. Dermed får Ole Steffensen for første gang vished for flere af de mistanker, han helt tilbage i oktober 1992 skrev om til Knud Sørensen.

Smykkeskrinet
Mest opsigtsvækkende i de 81 sider er dokumentation for, at da Hafnia skal aflægge halvårsregnskab for 1. halvår af 1992, beslutter man sig til at hæve 230 millioner kroner ud af den del af selskabet, der havde med forsikring at gøre. Pengene kommer fra den særlige konto, der kaldtes for "udjævningshensættelser". Et begreb alle forsikringsselskaber arbejder med, og som har sin baggrund i gode og dårlige år i branchen. Imod reglerne putter man 230 millioner over i Hafnia Holding, der således får sminket facaden lige før aktiesalget.
Mødereferaterne viser, at af de 230 millioner vil Eigil Mølgaard fra Finanstilsynet have, at man tilbagefører mindst 165 millioner. Det sker med henvisning til, at pengene tilhører forsikringstagerne, og ikke Holdingselskabet. Her er det så, at direktør Peter Straarup fra Den Danske Bank udtaler, at "..så falder hele emissionen til jorden." Den slet skjulte trussel får Eigil Mølgaard til at frafalde kravet "indtil videre" - og dermed overholdelse af loven. I stedet vil Finanstilsynet fastholde kravet "på længere sigt."
Det viste sig at være for sent.
Lige så interessant er en oplysning om, at Hafnia-koncernen havde for mindst 800 millioner kroner i 48 såkaldte "problemsager". Når et pengeinstitut skal engagere sig i en større forretning, kan det tegne en forsikring, for eksempel i Hafnia's garanti-afdeling. Hvis bankens lånere ikke kan betale sine afdrag til banken, går banken til forsikringsselskabet for at få sine penge hjem.
Hafnia havde bankforsikringer til en værdi af 3,6 milliarder kroner, og af dem - viser altså "kron-juvelerne" - var mindst 800 millioner i risikozonen. Beløbet er måske langt højere, da de 48 problemsager, der da var blevet revideret, kun udgjorde en fjerdedel af Hafnias samlede antal bankforsikringer.

Dommer udenfor døren
Kammeradvokatens forglemmelse - der fører til udlevering af smykkeskrinet - kan ikke forklares umiddelbart. Måske er arbejdsdelingen mellem kontorets to medarbejdere på sagen blevet aftalt for hurtigt, måske er ændringen så at sige gledet ned mellem deres skriveborde. Under alle omstændigheder er det en kapital-brøler, som man ondskabsfuldt og længe vil godte sig over på mange advokatkontorer.
Det er ikke den eneste juridiske bommert, der præger modstanden mod at give Ole Steffensen indsigt i vigtige oplysninger. Da Forsikringsrådet som overordnet myndighed for Finanstilsynet traf beslutningen om at bede kammeradvokaten kære Sø- og Handelsrettens afgørelse om udlevering af de 81 sider, overtrådte denne ellers så korrekte forsamling sine egne regler. Heri bestemmes, at ved enhver afgørelse skal et flertal være uafhængige af forsikringsvirksomheder, som er under rådets tilsyn.
Af hidtil uforklarede grunde var tælle-evnen sat ud af kraft, da Forsikringsrådet traf sin beslutning: Med til at træffe afgørelsen var i alt seks tilstedeværende - heraf var de tre repræsentanter for branchen. Kort sagt - ikke et flertal uafhængigt af branchen selv. Måske var forklaringen på fadæsen, at Rådets formand, højesteretsdommer Jørgen Nørgaard af habilitetsmæssige årsager valgte at gå uden for døren, da netop denne afgørelse skulle træffes.
Trods et hasteindkaldt nyt møde i Forsikringsrådet - denne gang med alle regler gennemført til punkt og prikke - fik beslutningen om at kære dog aldrig nogen rigtig betydning.
Kammeradvokatens brøler kom rådet i forkøbet.

2)
Bid for bid har prokuristen fra Hou gennem de sidste år fået dele af sine mistanker til forløbet omkring Hafnias kollaps bekræftet. Senest i Rigsrevissionens skarpe kritik af Finanstilsynet tidligere i år.
Går man nærmere ned i de 'kronjuveler', Ole Steffensen nu har fået udleveret, forstår man, hvorfor Finanstilsynet har kæmpet så indædt for at holde dem tæt til kroppen.
Ikke alene retter de søgelyset mod tilsynets daværende direktør Eigil Mølgaard - de sandsynliggør også, hvordan det offentlige tilsyn bøjede sig for pres fra Den Danske Bank, da aktietegningen i Hafnia blev truet af lovgivningens krav
Tirsdag bringer Information et fyldigt udvalg af de mødereferater, bilag og notater fra Finanstilsynet, som tilsammen udgør Hafnia sagens kronjuveler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu