Læsetid: 6 min.

Psykopater neuroser o.l.

28. november 1998

Intermetzo
Som Woody Allen siger: Når jeg hører for meget Wagner, kan jeg til sidst ikke beherske mig, men får en ubetvingelig trang til at invadere Polen!
I udsagnet ligger - rent bortset fra den unægteligt humoristiske dimension - en klar forestilling om viljens væsen.
Som alment bekendt bestilte Adolf Hitler i sin dagdrivertilværelse i Wien op til første verdenskrig i det store og hele ikke andet end at gå i operaen og høre Wagner. Gerne hver aften. Så stod han dér og hang på sin faste ståplads i Hofoperaen med åben mund og overskuelig musikalitet og lod sig fylde af tonevældet fra kraftgeniets partiturer. Men nok så meget af det germanske tankespind, som de optrædende i timevis langede over orkestergraven.
Bagefter holdt Hitler sin arme stuekammerat, Kubizek, vågen natten lang. Barndomsvennen, der i øvrigt på den tid var i færd med at uddanne sig til musiker og i længden ikke kunne bære Hitlers grænseløse uvidenhed, udstod i lange tider fantastens diletanttiske vås, når denne i deres beskedne fælles logi i Stumpergasse - kværnende bofællen sønder og sammen med sit senere så berygtede gutturale organ - gennemheglede aftenens operaforestilling fra første til sidste kvæk og i uendelige monologer uddelte kategoriske karakterer til dirigent, sangere og iscenesættelse. Når det kom til stykket, betød intet andet for ham end Wagners betændte helteverden. Wagner, Wagner og atter Wagner. Nat efter nat stræbte Adolf efter at erobre den netop tilbagelagte oplevelse og monopolisere dens tolkning.

Senere invaderede A. Hitler som bekendt Polen. Måske havde han undladt dette, hvis han ikke havde hørt så meget Wagner. Men da det var sket, pegede alting herefter kun så meget desto mere skæbnesvangert videre - mod krav om det gudrivaliserende herredømme over verden. Enten dét eller ragnarok, hvor, dommedagsbranden antændt, det tyske folk i nederlaget ikke mere var den levende gud værdig og derfor lige så godt for Adolfs skyld kunne gå til grunde. Det kunne han også forklare ved at sætte sig på historien.
Hitler tog myterne til sig, efterlevede og forlangte efterlevet deres ukorrigerede kategoriske imperativ. Såfremt myterne ikke fulgtes i detaljen, mistede de deres berettigelse mente han, og et sådant tab var skæbneubærligt. Så hellere Götterdämmerung i røg og damp. Hvis virkeligheden i Adolfs enevold ikke ubetinget rettede sig efter hans forestilling om myterne, måtte det være virkeligheden, der skulle undgælde.

I den populærpsykologiske skelnen mellem klassiske halv- og helpatologiske typer ser man nu og da psykopaten karakteriseret som en person, der i urimeligt omfang kræver virkeligheden forandret for at få den til at passe til den pågældendes fordringer. Den roterende skruppelløse psykopat - i situationen hvor han ikke umiddelbart kan få sin vilje og forme omgivelserne med ord - er parat til at udøve vold for at fremtvinge sin selvoplevet hensigtsmæssige - eller snarere livsnødvendige - virkelighed. I modsætning hertil fremhæves ofte neurotikeren, der omvendt, men i lige så høj grad er tilbøjelig til at ændre sig selv og sin adfærd for at tilpasse sig omgivelserne.
Enhver med blot minimal indsigt i menneskenes sære adfærd vil nikke genkendende til begge kategorier. På den ene side for eksempel den klassiske undertrykte kvinde, som i sine rastløse forsøg på at gøre stodderen tilpas, aldrig selv får et ben til jorden. Det har man da læst om.
Og på den anden side det moderne chefideal, der uafladelig strukturændrer omgivelserne, så de stakkels medarbejdere ligger tilbage med blod om munden. Kun neurotikerne passer faktisk ind i det nye system. Når Frank Sinatra i sin tid - til moderne vulgærmanagements tårevædede betagelse - croonede sig gennem: I did it my way, kender vi jo typen, der fandeme gør det på sin måde og forlanger det hele, som han vil have det. Vi er her på bølgelængde med psykopatens aftensang og fjernt fra den mere sårbare neurotiker, der altså så gerne vil gøre andre tilpas.
Det er selvsagt op til hin enkelte, hvilken af disse handlingstyper - som ganske vist i disse linier er forenklede til det utilladelige, men alligevel - man i sit inderste sjælelige lønkammer sympatiserer med. De fleste kedsommelige normalister, hvortil en ikke ubetydelig del af menneskeheden jo hører, bærer formentlig lidt af hver karakter med i bagagen. Men karakterens nuancer, som giver personen personlighed, afgøres utvivlsomt af den ene eller anden ærkeegenskab: psykopat eller neurotiker.
I den standende historiestrid kunne timen være inde - på baggrund af ovenstående dybsindigheder - til at afprøve disse grundkarakterer. Desangående.

Striden står kort fortalt om, hvem der i løbet af de kommende år - eller hurtigere - bliver i stand til at sætte sig på tolkningen af den umiddelbare fortid. Det er der for så vidt intet nyt i, således bærer menneskenes børn sig ad, kæmper om historiens rette tydning.
Den der sidder solidt på historien, bestemmer det nationale grundsyn på nutid og fremtid. Pt. drejer denne bestræbelse sig tidligt og silde om skyld og soning i forbindelse med den datidige venstrefløjs større eller mindre formodede ansvar for myrderierne i Stalins dødslejre, for invasionen i Ungarn i 56, i Tjekkoslovakiet i 68, for Gulag og for fanden og hans pumpestok.
Således fremstilles sagen af de militante i Berlingerens debatspalter o.a.s. Thi i denne vilde kamp om erobringen af debattens brætmidte gør det tilsyneladende mindre, om de rene, der i temmelig uhæmmet omfang kaster med sten, bortser fra sig selv i det daværende eksisterende kulturbillede. Hvilket jo kan få én på den tanke at de pågældende er ude i ærinde, der måske, når det kommer til stykket, ikke har så meget med ambitioner om historisk sandhedssøgning at gøre. Snarere om en totalerobring af fortiden og dens tolkning. Med andre ord ambitioner om at modellere virkeligheden, så den kraftknusemig passer til de pågældende og deres skumle hensigter. Med andre ord hører disse folk næppe til i neurotikernes farverige flok. Med andre ord...
Et ufravigeligt krav til denne de venstreorienteredes og kulturradikales fortids-egenforklaring synes at være offentlig bodsgang med obligatorisk skorpionpiskning, hvilket man jo dårligt kan fortænke nogen af de mere doktrinære fra dengang - der i vore dage sidder i glimrende stillinger hvor de har nok at miste - at de ikke påtrængende har lyst til.

Men tankegangen bag dette krav om 68'ernes kollektive Canossa er på den anden side også absurd. Der er jo egentlig ikke så meget at tilføje til, hvad der blev sagt og gjort dengang. Det lå såmænd åbent fremme. Diskussionerne på venstreyderfløjen foregik i det store og hele i dagslys, hvor nogle emsige idioter - som sædvanlig her i livet - maste sig frem i forgrunden. Hvad der foregik i det farligere og mere skjulte, det uendeligt lidt der gjorde det, havde man jo folk til at tage sig af.
Derfor forekommer af de mange indslag i denne fortidsdebat, fremsat af den i øvrigt på mange måder bemærkelsesværdige og til tider retsindige retsordfører for V, Birthe Rønn Hornbech, særligt koloristisk. Som betingelse for en undersøgelse af PET har venstrevicepolitimesteren fordret en lignende foretaget af venstrefløjens datidige aktivisters aktiviter.
Hertil kan man indvende, at de aber jo ifølge sagens natur er undersøgt én gang før, men at de - såfremt de alligevel ikke blev undersøgt ordentligt dengang - burde have været det, men - såfremt dette altså ikke blev gjort - man omgående bør iværksætte en undersøgelse mod PET for groft embedssvigt.
Man kunne i den forbindelse også udvide undersøgelsen til de kredse, der aldeles ikke foretog sig nogetsomhelst bemærkelsesværdigt dengang, og som i dag har et vældigt behov for at erobre historien.
Dels fordi nogen af dem endnu var pattebørn - del fordi andre har et et endnu mere brændende behov, nemlig for at skabe et billede der én gang for alle legitimerer deres egen påfaldende passivitet på en anden front - dengang Franco var ved muffen og Nelson Mandela sad i spjældet. And more of that stuff, som de siger på nynorsk. Samvittigheden kan i den forbindelse sagtens gribe de passive - også de nu omvendte venstrefløjsfolk - der i de tider var mere interesserede i egne positioner end i en mere eller mindre aktiv bekymring eller ligefrem indsats for nødvendige forandringer.
Det er til at blive neurotiker af. Mere herom en anden dag, når solen skinner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her